Kommunen.dk
MENU

Jelved om Ziegler: 'Han kunne have bremset lærerkonflikt'

Kultur- og kirkeministeren giver KL’s Michael Ziegler skylden for lærerlockouten i 2013. Hendes kritik svækker KL i de forestående overenskomstforhandlinger, mener professor.

Jelved om Ziegler: 'Han kunne have bremset lærerkonflikt'

Kultur- og kirkeministeren giver KL’s Michael Ziegler skylden for lærerlockouten i 2013. Hendes kritik svækker KL i de forestående overenskomstforhandlinger, mener professor.
Michael Ziegler (K) (til venstre) undrer sig over Jelveds angreb og genkender ikke den situation, den radikale kultur- og kirkeminister lægger til grund for sin hårde dom.Foto: Jens Dresling / Polfoto
Michael Ziegler (K) (til venstre) undrer sig over Jelveds angreb og genkender ikke den situation, den radikale kultur- og kirkeminister lægger til grund for sin hårde dom.Foto: Jens Dresling / Polfoto

Kultur- og kirkeminister Marianne Jelved valgte i sidste uge at uddele en bemærkelsesværdig dragt prygl til Michael Ziegler, der er borgmester i Høje-Taastrup og i 2013 havde rolle som KL-forhandler i konflikten med Danmarks Lærerforening (DLF) om arbejdstidsregler.

På en konference om dannelse i skolen på Vartov i København udpegede Jelved, der er uddannet folkeskolelærer, Ziegler som hoved-skurken i arbejdstidskonflikten. Ziegler var skyld i, at striden endte i 25 dages lærerlockout, mener ministeren.

- Michael Ziegler kunne udmærket have lavet en form for aftale. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan, men han kunne udmærket have givet Anders Bondo en håndsrækning, og hvis der havde siddet et bare lidt vist menneske på den post – undskyld jeg siger det, men jeg er parat til at diskutere det med Ziegler selv – så havde man selvfølgelig gjort det, sagde Marianne Jelved ifølge folkeskolen.dk.

Ministeren konkluderer, at både DLF og KL var “låst fast, men DLF-formand Anders Bondo var ifølge Jelved ikke i en situation, ”hvor han kunne være den, der fik hul igennem”.

Kommunen har bedt ministeren uddybe sin kritik. Jelved oplyser gennem sin pressemedarbejder, at hun står ved sine udtalelser, men hun har ikke yderligere kommentarer.

Højst usædvanligt

Henning Jørgensen, professor i statskundskab med speciale i arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, kalder Jelveds kommentarer for ”meget usædvanlige”.

- Det er en meget skarp kritik. Det er sjældent, at man gør den slags til et personansvar. Det er klart en politisering. Ziegler er ikke hvem som helst. Han er en magtfuld person i KL, og han har været formandskandidat i Det Konservative Folkeparti, siger han.

”Det er en meget skarp kritik. Det er sjældent, at man gør den slags til et personansvar. Det er klart en politisering. Ziegler er ikke hvem som helst. Han er en magtfuld person i KL, og han har været formandskandidat i Det Konservative Folkeparti.”

Henning Jørgensen mener, at Jelveds kommentarer svæk--ker både KL og Ziegler i forhold til de forestående overenskomstforhandlinger i 2015 med store grupper af offent-ligt ansatte.

- Jelved og Ziegler repræsen-terer begge arbejdsgiversiden i den sammenhæng. Man svækker en KL-forhandler med den slags personangreb lige op til, at parterne udveksler krav til overenskomstforhandlingerne. Timingen virker velvalgt, siger Henning Jørgensen.

Uvidende

Modtageren af Jelveds kritik, Michael Ziegler, er overrasket over de hårde ord fra kulturministeren.

- Jeg undrer mig over udtalelsen. Hun har ikke været i nærheden af det forhandlingsforløb. Hun kan alene have dannet sig sin mening ud fra, hvad der blev gengivet i offentligheden, siger han og tilføjer:

- Min oplevelse af forløbet var en helt anden. Det forløb handlede om, hvem der skal have ledelsesretten i folkeskolen. Var det skolelederne eller fagforeningen? KL ville gøre op med nogle arbejdstidsregler, der har bastet og bundet kommunerne siden 1993.

Ziegler, der var KL’s forhandler i arbejdstidskonflikten qua sin post som formand for løn- og personaleudvalget, kan ikke genkende billedet af, at han var den stærke part.

- Det vil jeg gerne sætte spørgs--målstegn ved. Jeg skulle nærmest som KL’s enmands-hær stå op mod tusindvis af lærere, siger han og tilføjer:

- Vi oplevede, at lærerforeningen forhandlede i pressen. Lærerforeningen sprøjtede ting ud, der skulle se lækre ud. De ville bare ikke rykke sig på ledelsesretten. Det var en uendelig svær forhandling.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR