”Det er ikke mig, der skal hente, vel?” 

Et strejf af panik har lagt sig over den ellers så rolige Manu Sareens stemmebånd.

”Hold kæft, jeg koldsveder,” siger han, da han har lagt på: ”Jeg har oplevet at sidde i budgetforhandlinger, hvor jeg fik en opringning om, at Alvin stod og ventede på mig i børnehaven. Jeg måtte pakke mine papirer og fare ud. Det var så pinligt,” siger han. 

Denne gang var det falsk alarm. Manu Sareens kone, Anya, har styr på de tre børn, så den radikale spidskandidat kan hellige sig arbejdet i det lille kampagnesekretariat i kælderplan i Kronprinsessegade, klos op af Kongens Have. Her har 200 frivillige i efterhånden et år arbejdet på at sikre ham en plads i Folketinget ved det valg, der efterhånden lige så længe har været lige på trapperne. 

Men selv om forberedelserne har været igang længe, er det først i dag, han har forladt  borgerrepræsentationen i København for at blive folketingskandidat på fuld tid. 

”Hvis jeg skal være helt ærlig overfor dig, så burde det være sket for et år siden. Det synes jeg. Jeg sad jo i Folketinget som afløser for Lone Dybkjær fra 1. januar. Imens var min afløser i borgerrepræsentationen, Bo Normander, halvt inde og halvt ude. Og da jeg så kom tilbage, skulle jeg bare fylde tiden ud. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt. Hvis jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse, så skulle jeg have stoppet allerede dengang,” siger Manu Sareen. 

Var bare en lille mus

Man skal vende mange sten for at finde folk, som tvivler på, at Manu Sareen efter det kommende valg er medlem af den radikale folketingsgruppe. Ved valget i 2007 stemte københavnerne Lone Dybkjær ind. Og næsten 8.000 personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg  indikerer, at de er parat til at vise den  44-årige integrationskonsulent og konfliktmægler samme tillid. 

Med sig tager Manu Sareen ti års erfaring fra Borgerrepræsentationen, som han mener vil blive værdifuld på Christiansborg. 

”Jeg synes, jeg tager rigtig meget med mig,” siger Manu Sareen: ”Jeg har ti års erfaring med at forhandle. I starten sad jeg bare med som en lille mus og lyttede, og til sidst overtog jeg selv. Det har været vildt fedt. Det psykologiske spil, der er i det. Hvornår man skal slippe, og hvornår man skal holde fast,” siger han. 

”Jeg har siddet som gruppeformand i alle mulige sindssyge situationer, og jeg har oplevet et pres fra medierne, som de færreste oplever. Det lærer man også rigtig meget af. Jeg synes, jeg er blevet en meget mere helstøbt politiker igennem de ti år,” siger Manu Sareen. 

Jeg mistede en ven

Værst var presset ved de lange knives nat efter kommunalvalget i 2009. 

Selv om De Radikale igennem valgkampen havde taget skarpt afstand fra Dansk Folkeparti, indgik Klaus Bondam en konstitueringsaftale, der sikrede ham posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester mod til gengæld at give Dansk Folkeparti indflydelse. 

Det træk fik Manu Sareen til at forlade rådhuset i vrede tidligt næste morgen og få timer efter kritisere aftalen højlydt i TV2 News. 

”Den konstituering er det mest åndssvage, sindssyge, jeg nogensinde har prøvet i mit liv. Det var fan’me ikke sjovt. Der var jeg meget tæt på at stoppe i politik,” siger Manu Sareen. 

”Det, jeg reagerede på, var, at Klaus skrev under på aftalen uden at spørge mig. Min fejl – som jeg kan ægre mig over, og som irriterer mig grænseløst i dag – er, at jeg talte med pressen om det. Jeg skulle have holdt min kæft og taget den internt med Klaus. Det er jeg rigtig ked af, at jeg ikke gjorde. Og den fejl kommer jeg aldrig til at begå igen.”

Men du har jo en meget åben stil. Betyder det, at du vil være mindre åben fremover? 

”Nej, men jeg kommer bare ikke til at kritisere mine egne. Det gør jeg bag lukkede døre. Det er helt sikkert,” siger Manu Sareen: ”Det værste er jo – og det er der ikke særlig mange, der ved – at jeg jo også mistede en ven. Det er pisseærgerligt. For selv om Klaus og jeg har været uenige om mange ting, så var han min politiske ven. Og jeg er rigtig ked af, at det nåede derhen.”

Hvad var det, der gjorde, at du ikke stoppede i politik?

”Det var, at jeg fik så stort et personligt valg. Det gjorde stort indtryk på mig. Og i politik får man jo nederlag. Sådan er det. Og der må man jo gøre op med sig selv, om man vil fortsætte eller ej – og det skal man gøre indendørs. Men vi politikere er gode til at komme hurtigt op på hesten. Vi er fan’me gode til at tage slag, og vi er supergode til at komme op igen. Og det gjorde jeg også.”

Et anstændigt Danmark

Manu Sareen understreger, at selv om der skulle gå et stykke tid, har han og Klaus Bondam mødtes flere gange. Faktisk har de lige drukket kaffe, og nu er konstitueringsvanviddet lagt bag ham. Nu handler det om det landspolitiske – hvor han vil arbejde for ”et mere anstændigt Danmark”.

Hvad mener du med det?

”Jeg mener et Danmark, som ikke fra officiel side skiller folk ud i får og bukke. Som ikke sætter folk på fattigdomsydelser. Et Danmark, som ikke går i krig på falske forudsætninger og trækker sig ud på falske forudsætninger. Et Danmark, der ikke fra landets fornemste talerstol sviner befolkningsgrupper til.”

Er det sådan et Danmark, vi har i dag?

”Ja, det synes jeg. Jeg har lige set nogle citater om, at muslimer ikke skal bo i Danmark, men i Muslimland, og at islam er en pest over Europa. Helt ærligt, det synes jeg er problematisk.”

Hvad kan du gøre ved det?

”Jeg kan komme med mine ideer til, hvordan man løser problemer på en anden måde, end man gør i dag.”

Men den politik, der føres, er vel resultatet af de vælgere, der har stemt politikerne ind?

”Ja, ja, sådan er det. Det er jo demokratiets vilkår, og det har jeg fuld respekt for. Men jeg kan lægge min politik frem, og så må folk vælge,” siger Manu Sareen.