Jeg leder sammen med mine medarbejdere
Jeg leder sammen med mine medarbejdere
Hvilke udfordringer ligger og venter i de næste par års arbejde?
Først og fremmest så oplever jeg en fantastisk flot og velfungerende organisation, som har været på en meget flot rejse i de senere år. De senere år har man fået trimmet organisationen og fået fat i en masse væsentlige opgaver, så der er en rigtig, rigtig god udvikling i gang.
Bestyrelsens vedtagne strategi frem til 2014 er afsæt for den udvikling, jeg skal forstærke i de kommende år. Den kan indfanges i tre simple ord: Vækst, synlighed og det, man kan kalde fokuseret faglighed.
Alle den kommunale verdens grunddilemmaer handler om nye måder at gøre ting på. Teknologi, innovation - det handler alt sammen om læring. Så der er rigtig stor efterspørgsel efter læring, men vi er også rigtig mange om det. Så det gælder om at markere sig i den konkurrence.
Hvordan har du det med igen at stå i spidsen for en offentlig organisation?
Efter kommunesammenlægningerne har vi fået nogle store organisationer med nogle utrolig dygtige medarbejdere. Når jeg kommer tilbage og møder de forskellige ledere, så kan jeg se, at de er blevet rigtig dygtige. Størrelse betyder altså også noget her. Det er store stærke systemer, der kan meget selv. Kommunalreformen skaber størrelse og tyngde på alle områder. Jeg synes, det er helt rigtigt set, og jeg er rigtig glad for at være ’tilbage’.
Men det er sjovt, hvordan vi i Danmark ser på forholdet mellem offentligt og privat. Når man forlader det offentlige og går over til det private, er det nærmest som om, man har rejst til Kina.
Hvad tager du med fra det private?
Det, jeg bringer med tilbage, er en stor viden om teknologisk udvikling. Det tror jeg kommer til at betyde meget. Der er rigtig meget fokus på teknologi også i moderniserings- og innovationsprocesser i den offentlige sektor, både digitalisering i forhold til administrativt arbejde, men også inden for eksempelvis velfærdsteknologiske løsninger i sundhedssektoren.
Hvordan er din ledelsesstil med til at forme organisationen?
Jeg er meget inspireret af excellencemodellen (en ledelsesmodel som bidrager til virksomhedens strategiske udvikling ved at synliggøre sammenhængen mellem indsats og resultater, red.) fordi den gør, at du hele tiden ved præcis, hvad du arbejder med, du kan dine processer, du måler hele tiden på dine resultater, og du er hele tiden klar på resultater i forhold til dine kunder og de nøgletal, der flytter dem. Men først og fremmest er du i stand til hele tiden at beskrive dine kerneydelser.
Det er en ret stram styringstænkning, og nogen mener ikke, at man kan lave det med højt uddannede vidensmedarbejdere, fordi de vil betragte det som en for stram ledelsesstruktur. Det passer bare slet ikke. I virkeligheden tror jeg, de fleste elsker det, fordi man ved, hvad der virker - og hvornår det virker. På den måde er det bare sund fornuft. Det er det, vi har arbejdet med alle de år i IDA, og det er også noget af det, jeg vil støtte op om herude, hvor man allerede har arbejdet med en lignende kvalitetstænkning.
Der er 80 ansatte i COK, så her kan du lede meget tæt. Og jeg er ikke sådan en, der leder på et kontor: Jeg er en leder, der leder sammen med mine medarbejdere. Det er noget af det, der gør, at det er sjovt at være i de mindre organisationer, for det betyder, at jeg kan gå i meget tæt dialog med nogle usædvanligt dygtige medarbejdere, hvor vi i virkeligheden leder hinanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.