BARNDOM

Mit allerførste transportmiddel var en trehjulet Viking cykel med lad på, som jeg kørte rundt på i vores stald på slægtsgården i Agerskov, hvor jeg voksede op. Vi havde et veldrevet landbrug med en god besætning af sortbrogede malkekøer, som min far matchede med de bedste avlstyre, så vi fik fed og god mælk. Mine søskende og jeg syntes, det var sjovt at vokse op på en gård, men vores fars store begejstring for landbruget arvede vi aldrig.

Efter den trehjulede cyklede jeg til skole på min SCO cykel. Skolen lå to og en halv kilometer fra mit hjem. I en periode valgte jeg at lade cyklen stå og tage en omvej med skolebussen for at dyrke det sociale fællesskab med klassekammeraterne. Buschaufføren hed Jønsson. Han ejede to busser og var ansat af kommunen. Han boede lige over for skolen, hvor han også etablerede en slikbutik. Det var populært.

Den første bil, jeg kan huske, vi havde, var en metalblå Opel Rekord Sedan. 2,0 liters motor. Virkelig flot. Efter den fik vi en brugt Nissan Sunny Sedan med fire døre. Den blev afløst af en hvid Nissan Sunny Sporty Wagon. En stationcar look-a-like, men med skrå bagrude, så den så mere sporty ud. Det var den, jeg kørte i, da jeg fik mit kørekort.

Jeg kom på efterskole i niende klasse. Selvom jeg havde fået rigelige mængder af den fede 4,5 procent mælk på gården, var jeg ret lille af vækst, så det endte med, at jeg også tog tiende klasse på efterskolen. Jeg havde godt af at vokse lidt, inden jeg kom i gymnasiet.

UNGDOM

På min 16 års fødselsdag købte jeg en brugt knallert; en sort Suzuki Samurai, to gears. 3000 kroner billigere end fra ny. Den var ikke egnet til at blive tunet, men det var fint for mig at køre 30 kilometer i timen – med fullface - også selvom det tog næsten en time at komme til Aabenraa. De sejeste drenge havde Yamaha, tunet selvfølgelig, så de kunne køre 70 kilometer i timen.

Jeg var ikke en del af det seje Yamaha-slæng, der tidligt begyndte at drikke øl og gå til halbal. Jeg var lidt mere poleret med min to gears Samurai, gik til gymnastik og røg ikke cigaretter. Men jeg hængte ud i Agerskov Hallen, et lokalt initiativ, bygget af byens borgere. Min far stillede en traktor til rådighed under byggeriet. Der var cafeteria med pomfritter og Filur is til to kroner, og ved siden af lå en gymnastiksal og en ungdomsklub med bordtennis og dart.

Jeg bestod både min teoriprøve og mit kørekort i første hug. Sådan er det, når man kommer fra landet og har kørt Ford og John Deere traktorer, siden man var 10 år. Det foregik i første gear og i lav fart til en løn af to kroner i timen. Jeg tromlede markerne og hentede halmballer, men jeg fik aldrig lov til at pløje af min far, fordi jeg ikke gik nok op i landbrug. Den tjans blev forbeholdt hans karl på gården.

VOKSENLIV

Jeg hoppede fra mit studium på statskundskab i Aarhus efter et år. Jeg ville hellere være journalist. I ventetiden tog jeg taxakørekort, så jeg kunne forsørge mig selv. Der var lidt flere og større krav end til den almindelige køreprøve, så der bestod jeg først tredje gang.

Det var et godt job at køre taxa. Man er sin egen herre. Ingen arbejdsgivere til hele tiden at fortælle dig, hvad du skal gøre og ikke gøre, og så kører man i en fed bil - en Mercedes E model. Og 50 procent af det, man kører ind, ryger i egen lomme – før skat altså.

Man kan godt kalde sagen med Uber for en personlig interessekonflikt. Jeg syntes, Uber var et godt koncept, som skulle have haft lov til at finde sin plads i det danske samfund på en måde, hvor det overholdt skattereglerne - og det kunne vi have fundet en løsning på. Men det var og er der ikke flertal for i Folketinget.

Ja, jeg er vild med biler. Jeg har altid læst bil-anmeldelser, og jeg vender mig om efter bilerne på gaden på samme måde, som man vender sig om efter andre ting. Jeg kan godt lide at studere bilers udseende. Deres former, udtrykket… Men jeg har aldrig selv købt mig en. De biler, jeg har haft, har alle været ejet af min kone, Sif, og har stået i hendes navn. Hun er selvstændig fotograf og har brug for en bil til sit arbejde og sit udstyr. Jeg har altid bare skullet transportere mig til et kontorbord, og derfor har det været mere naturligt for mig at tage metro og S-tog end at anskaffe mig en bil.

Da Sif og jeg udvidede familien, tog vi kørekort til bus og sagde farvel til gule plader. Med buskørekort kunne vi få en lang Landrover Defender, 110 tommer, med plads til 10 personer med en lavere (bus)registreringsafgift end en almindelig bil. Den blev dog lidt for traktor-agtig at køre i med vindstøj og dårlig affjedring, så vi fik en Landrover Discovery 3 i stedet.

Min kone fik pludselig dårlig samvittighed i forhold til miljøet over at køre i store firehjulstrækkere, og hun begyndte at snakke om elbiler, elbiler og elbiler. Jeg så en anmeldelse og test af elbilen Tesla, som stadig havde strøm på batteriet efter en tur frem og tilbage fra København til Sjællands Odde, hvor vi i øvrigt har sommerhus, og sagde til Sif: ”Dén kan vi bruge til noget.” I dag er vi på vores anden Tesla.

Direktøren for SpaceX og Tesla-magnaten Elon Musk er en visionær forretningsmand, og hans opfindelse af raketter, der kan lande igen og genbruges, er da vildt fed. Det er innovativt. En god opfindelse. Men det er da lidt ærgerligt med den Tesla, der bare bliver spildt derude i rummet.

I Danmark har vi underinvesteret og investeret for sent på transportområdet. Vi bruger for eksempel ekstremt mange penge på at vedligeholde vores jernbanedrift, hvor en lang række ting ikke fungerer i dag. Vi skal have erstattet de specialfremstillede og ubrugelige IC 4 tog, der kører på diesel, med en hyldevare i form af el-tog, som er i drift i Europa, og som kører dokumenteret godt. Derfor er vi i gang med at lægge elektrificering ud over alle skinnerne og nye signalsystemer, der skal afværge fejl og forsinkelser og give plads til flere tog på skinnenettet. Det er en kompliceret proces. Vi implementerer løbende, og den sidste strækning skulle være færdig i 2030. Det kræver tålmod, men det endelige resultat bliver en billigere og mere stabil jernbanedrift.

Vejene er helt klart også blevet forsømt og ikke udvidet sådan, som de burde. Folk holder i kø, de må stå tidligt op og køre tidligt hjem fra arbejde for at undgå den værste myldretid. På E 45 motorvejen er hele det højre spor stort set fyldt op med langsomt kørende lastbiler, så der kun er venstre spor til bilerne. Der er mange steder i Danmark, hvor der er behov for at udvide og bygge nye motorveje.

Mit mantra som minister er frihed, fremgang og fremtid. Transport skal give os frihed og fremgang. Vi skal ikke gøre tingene i dag, som vi gjorde i går, hvis der viser sig nye muligheder, som for eksempel mere selvkørende biler. Hvis vi har et blik for fremtiden, kan vi også facilitere fremgangen.

Der er ingen tvivl om, at cyklen er det bedste transportmiddel for kroppen - nogle vil sikkert også mene for sjælen, men jeg synes også, at det at sætte sig ind i en lækker bil er godt for sjælen. Det er i alle fald godt for min sjæl. Det giver mig en følelse af at være heldig, privilegeret - en fornemmelse af, at livet sgu er meget godt.

Hvis jeg var en bil, ville jeg være en firehjulstrækker: En høj bil der kan bestige skråninger og køre hen over kantsten. En, der kan komme frem overalt – intet kan stoppe den.