Opfordringer til at anmelde naboen, tjek af ældre borgeres og førtidspensionisters bankkonti og frit lejde-aktioner. Det er nogle af de lovlige metoder, som kommuner over hele landet benytter for at få bugt med socialt bedrageri. Men ønskerne til øgede beføjelser er mange, og nogle kommuner har allerede bevæget sig på den forkerte side af loven med blandt andet systematisk overvågning ved mistanke om fusk.

Nu advarer en række juridiske eksperter om, at kommunerne påtager sig opgaver, som hører hjemme hos politiet og domstolene. Til skade for borgernes retssikkerhed.

”Vi er vel alle sammen interesseret i at få stoppet socialt bedrageri. Men vi ser en udvikling på området, hvor sager, der hører hjemme under domstolene, flyttes over til administrationen. Det sætter spørgsmålstegn ved den magtfordeling, vi har i Danmark, hvor alle sager, der er vigtige for borgerne og har det offentlige som medspiller, skal kunne prøves ved en uafhængig domstol,” siger Peter Høilund, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter.

Han mener ikke, det almindelige ankesystem er tilstrækkeligt til at sikre borgernes retssikkerhed i sager om socialt bedrageri.

”Det sociale nævn er jo også et administrativt organ. Og hverken nævnene eller Ankestyrelsen er underlagt det samme retsgrundlag som domstolene. Medarbejderne er ikke uddannet til at lave noget, der minder om ­politiarbejde. Bedrageri er en kriminel efterforskning, hvor politiets fagfolk skal indover,” siger Peter Høilund.

Misforstået debat

Ifølge lektor i social- og forvaltningsret, Idamarie Leth Svendsen, skyldes en stor del af debatten om kommunernes indsats mod socialt bedrageri imidlertid en sammenblanding af begreberne. Kommunerne har pligt til at sikre sig, at der ikke udbetales ydelser til folk, der ikke er berettigede til at modtage dem. 

Hvis det opdages, skal ydelsen stoppes, og der kan rejses krav om tilbagebetaling. Når der foreligger mistanke om egentligt bedrageri i juridisk og strafferetlig forstand, så er det ikke længere en opgave for kommunerne.

”Efterforskning af socialt bedrageri er altid en politisag, og kommunen er ikke politimyndighed. Men en kommune kan jo godt vurdere, at en person ikke er berettiget til visse ydelser og så stoppe dem og kræve dem tilbagebetalt, uden at der er grundlag for en straffesag,” siger Idamarie Leth Svendsen fra Professionshøjskolen Metropol.

Mistro er dyrt

Netop kommunens dobbeltrolle som hjælper og kontrollant kan gøre det svært at ramme balancen mellem tillid og kontrol i sagsbehandlingen. De seneste års stigende fokus på kontrol har ifølge Nana Mik Meyer, sociolog og lektor ved Københavns Handelshøjskole (CBS), gjort det helt klart, at ’systemet’ har denne rolle.

”Den positive vinkel på udviklingen er, at kontrolfunktionen er kommet helt i forgrunden. Det har gjort det klart, at kontrol også er en vigtig del af sagsbehandlernes arbejde,” siger Nana Mik Meyer.

Problemet kan imidlertid være, at det politiske pres for skærpet kontrol også skaber modstand mod systemet i befolkningen. 

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at stadig flere begynder at alliere sig med interesseorganisationer og advokater i ’kampen mod kommunen’. Den slags ’kampe’ fører let til tungere sagsbehandling, møder der trækker ud og flere klagesager. Alt sammen noget, der koster penge.

”Udover etik og moral, så er det også en økonomisk afvejning, kommunen skal være sig bevidst. For når man snakker om sociale problemer, så er det oftest vanskeligt at afgøre, hvad der er den objektivt mest sande fremstilling af et menneskes liv,” siger Nanna Mik Meyer. 

Slagelse Kommune har lang erfaring med mere systematisk kontrol af potentielt snyderi. Lederen af kommunens kontrolgruppe Marianne Strunge har forståelse for eksperternes bekymring. Men hun mener, at det er nødvendigt med en pragmatisk tilgang til de konkrete sager for netop at undgå at skabe for meget mistillid og mistro.

”Jeg savner især muligheden for at kunne tage ud og snakke med folk på adressen stille og roligt. Det måtte vi tidligere, men ikke længere, og det er en skam. Særligt fordi der er nogle, som synes, at det er frygteligt at blive kaldt op på kommunen,” siger Marianne Strunge.