It-leverandører leverer ikke varen
It-leverandører leverer ikke varen
It-skandaler i det offentlige er der skrevet mange spaltemeter om i de danske aviser. Men når det går galt, så er leverandørerne ofte medskyldige, lyder det i en svada fra det offentlige i undersøgelsen ’IT i praksis’ fra Dansk IT.
47 procent af de offentlige myndigheder tilkendegiver, at leverandørerne i høj eller nogen grad er årsag til, at det offentlige ikke når sit forretningsmæssige mål.
Uholdbar situation
Resultatet er overraskende og problematisk, mener næstformand i Dansk IT Carsten Nørgaard.
- It-projekter er jo ikke som at købe et hus. Det er ikke en eksakt videnskab, så der vil være nogle ting, der kommer bag på både kunde- og leverandørsiden, men i størrelsesordenen halvdelen, det er simpelthen for meget. Det kan hverken indkøbere eller leverandører holde til i længden, siger Carsten Nørgaard, der også er it-direktør i VP Securities.
Tallet kommer også bag på digitaliseringschef Allan Bager fra Odense.
- Jeg er faktisk overrasket over, at der er så stor utilfredshed med leverandørerne. Så galt synes jeg ikke, det står til, men det gør mine kolleger tydeligvis, så der må være noget om snakken, siger han.
It eller bleer
Allan Bager mener, at en del af forklaringen også kan pege tilbage på det offentlige. Blandt andet hele måden som det offentlige køber ind på i dag. Der indkøbes it, som der indkøbes bleer. Det er uhensigtsmæssigt.
Indkøb af it kræver langt mere dialog og forhandling med leverandører, hvis behov og løsninger skal matche, og det er da også en mulighed, som indkøbere i mange andre lande har. Men det er vanskeligt at få lov til at gøre her i landet, selv om det er den samme EU-lovgivning, påpeger Allan Bager.
Leverandørstyring halter
Samtidigt peger han på det offentliges evne til at styre leverandører.
- En årsag kan faktisk også være, at vi ikke er gode nok til at have ordentlig leverandørstyring. Når vi laver kontrakter, så tror vi, at alting går af sig selv, men det er der jo ikke noget, der gør. Så leverandørstyring og manglende indsigt heri spiller måske også en rolle, siger han.
Det er især svigt i kvalitet, tidsoverskridelser og leverandørernes viden om det offentlige som kunde, som it-cheferne slår ned på i undersøgelsen.
To plus to skal give fem
Carsten Nørgaard tror også, det handler lidt om forventningsafstemning. Som offentlig kunde skal man være klar på, at løsning af komplekse, store it-udfordringer kræver hårdt arbejde og ikke mindst hårdt samarbejde.
- Den synergi, der kommer ud af at samarbejde skal jo gerne føre til, at når man lægger to og to sammen, så får man fem ud af slutresultatet. Det har vi så ikke helt opnået endnu, men det skal vi gerne op på, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.