Kommunen.dk
MENU

ISS: Vores tilbud står stadig ved magt

Der er fortsat et stort milliardpotentiale i at konkurrenceudsætte tekniske opgaver, mener servicegiganten ISS. Samtidig opfordrer selskabet dog til, at det offentlige fokuserer mere på kvaliteten i deres udbud. 

ISS: Vores tilbud står stadig ved magt

Der er fortsat et stort milliardpotentiale i at konkurrenceudsætte tekniske opgaver, mener servicegiganten ISS. Samtidig opfordrer selskabet dog til, at det offentlige fokuserer mere på kvaliteten i deres udbud. 

Udliciter for 100 milliarder kroner og få 12 milliarder igen. Sådan lød tilbuddet fra ISS til tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) for to år siden. Og tilbuddet står stadig ved magt for Venstre-regeringen.

- Hvis du konkurrenceudsætter alt indenfor vores område, så er en besparelse på 12 procent bestemt ikke urealistisk. Hvis du spørger i en gennemsnitlig kommune, hvad de forventer at hente på et førstegangsudbud, så er det nok deromkring, siger Simon Dalsø, afdelingschef i ISS med ansvar for det offentlige marked.

”Hvis du konkurrence­udsætter alt indenfor vores område, så er en besparelse på 12 procent bestemt ikke urealistisk. Hvis du spørger i en gennemsnitlig kommune, hvad de forventer at hente på et førstegangs­udbud, så er det nok deromkring.”

ISS deler altså Dansk Industris udlægning af, at mængden af konkurrenceudsatte opgaver ikke stiger hurtigt nok.

- Jeg oplever, at der er mange genudbud fra de kommuner, som allerede er langt i deres konkurrenceudsættelse. Samtidig er der så en stor underskov af kommuner, som slet ikke er kommet ud af starthullerne. Der er himmelråbende stor afstand mellem de bedste og de dårligste, forklarer Simon Dalsø, som fortsat ser et stort potentiale i at udbyde tekniske opgaver, selvom det fra flere steder lyder, at man er langt på det område.

- Der er fortsat masser at hente indenfor det vores område. Der ligger nogle enormt store lunser derude, som man bare burde komme i gang med, lyder det.

Underbydes på pris

Trods ISS’ ønske om at drive det offentlige billigere, er der faktisk en lang række udbud, som koncernen ikke byder ind på i øjeblikket - det er udbud, som typisk fokuserer for lidt på kvalitet og samarbejde.

- Der er et uforholdsmæssigt stort fokus på pris i forhold til, hvor stor betydning skolerengøringen for eksempel har for den enkelte elev. Der er alt for lidt fokus på kvaliteten, og man tror, at man kan få det bedste produkt til den laveste pris. Det kan man bare ikke, fortæller Simon Dalsø.

Han vurderer, at ISS undlader at byde ind på tre ud af fire opgaver indenfor deres område, fordi fokus på pris er for stort i udbudsmaterialet. Det store sparepotentiale, som hans koncern sammen med Dansk Industri konstant peger på, kan altså også blive for dominerende.

- Det svarer til, at du skal ud og hente et tilbud på at få renoveret dit tag. Der kigger du jo både på, om du har tillid til håndværkeren, og om du får det til en god pris. Det er det samme tradeoff, det offentlige står med i deres udbud - og der bør de ikke altid gå efter det billigste håndværkertilbud, siger Simon Dalsø.

Han ser sjældent udbud, hvor kvaliteten vejer over 50 procent, mens prisen i flere tilfælde vejer 100 procent i tildelingskriterierne.

- Det er helt fair, at andre aktører byder ind med en lavere pris. Men hvis det kvalitetskriterium, den offentlige udbyder har opstillet, simpelthen er for lavt, så kan vi ikke være med, forklarer afdelingschefen.

Simon Dalsø var sidste år ansat som konsulent i DI.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR