Hun har lige fået en tamilsk flygtningefamilie som naboer i sit parcelhus-kvarter. Og hun, det er formanden for integrationsrådet i Herning, Tove Engedal.

”Se, det er integration. Når man får samme boligmønster. Mine naboer er pionerer,” siger hun.

Tove Engedal blev som socialrådgiver Hernings første integrationskonsulent for 25 år siden, da de første tamilske flygtninge blev installeret i boligblokkene i Gullestrup lidt uden for byen. 

Det var dengang, hele Danmark forandrede ansigt. Aldrig før havde man set så mange og så mørke mennesker i bybilledet – og slet ikke i Herning. 

I dag bor mange af dem stadig i Gullestrup og andre sociale boligbyggerier sammen med mange af de flygtninge og indvandrere, der siden er kommet til. 

Selv har Tove Engedal gjort karriere i flygtninge-industrien, som hun kalder den, og er i dag formand for integrationsrådet i Herning Kommune og leder af sprogskolen LærDansk Herning på 1. sal i HerningCentret.  

Integration er en svær en

Alligevel, efter 25 års erfaring, er det svært for Tove Engedal at definere, hvad god integration er. Vietnameserne gled stille og roligt ind i det danske samfund, de passede deres arbejde og holdt sig for sig selv – ligesom danskerne i Argentina. 

Men er det nødvendigvis god integration?

”Nej, ikke hvis de udvikler et parallelsamfund. Problemet er, at vietnameserne ikke tager ansvar for samfundet. Det varer længe, før vi ser et vietnamesisk byrådsmedlem,” spår hun.

Senere kom mange andre flygtninge til – fra blandt andet Mellemøsten og Somalia – og så gik det for alvor skidt med integrationen.

”Vi anede ikke, hvad vi havde med at gøre. Ingen tog opgaven alvorligt nok. Vi tabte så mange mennesker, at det tager mindst en generation at rette op på det,” siger hun.

Integration tager god tid

At integration tager tid, har vi svært ved at forstå i Danmark. 

”Det kan tage nogle generationer, men vi har ikke tålmodigheden til, at det udvikler sig,” siger Tove Engedal.

”Man skal have lov til at bevare sin kulturelle egenart. Jeg går ikke ind for, at vi skal være ens, eller at vi skal pådutte dem rødgrød med fløde,” siger hun.

Tværtimod værdsætter hun, at flygtninge og indvandrere har deres nationale foreninger og templer og moskeer – ligesom danskerne stadig har det i Argentina.

”Det styrker selvværdet og fællesskabet at holde de kulturelle traditioner i live, de er en del af ens identitet. At være stolt af det, man kommer fra, giver en overskud til at møde det nye samfund, man er ved at blive en del af,” forklarer hun.

Integration går to veje

Det er et problem for integrationen, at alt for få danskere og indvandrere kender hinanden på det personlige plan.

”Jeg tænker tit på, hvor mange indvandrere, der aldrig har været indenfor i et dansk hjem. Når man ikke har det, er det også svært at forstå, hvordan danskerne er,” siger Tove Engedal.

Og omvendt:

”Den hårde tone over for indvandrerne kommer som regel fra folk, der ikke kender nogen flygtninge og indvandrere personligt. Men problemet er, at den hårde tone i debatten og i medierne skaber mere mistillid end integration,” siger hun. 

Alligevel holder hun fast i en tålmodig optimisme. Integrationen skal nok lykkes. 

”Vi glemmer, at tyrkerne i høj grad er integrerede i dag. Og det er sket på 20-30 år,” siger hun.

”Det går fremad. Nu er vi ved at ansætte en ny generation af lærere og pædagoger og læger og sygeplejersker, der er tokulturelle. Det er integration, fordi man arbejder sammen på lige fod,” siger hun.

At arbejde og bo sammen giver udsyn og indsigt i hinandens kulturer. 

Og det er godt for integra­tionen.