I Québec er wifi gratis – og privat
I Québec er wifi gratis – og privat
Verden over tilbyder flere og flere byer det. Herhjemme har Esbjerg, København og Frederiksberg netop meldt ud, at de vil have det. Gratis wifi i byrummet – men uden at konkurrere med det private erhvervsliv. Måske har man fundet løsningen i Canada, hvor Québec som selvudnævnt Smart City, anerkendt for sit fokus på udvikling af digital forvaltning, i år var vært for den 14. Internationale Konference om Digital Forvaltning med undertitlen 'From e-Government to Smart Government'.
- Québec formåede at imponere 150 topforskere. De stod 5 mand og bombarderede tilhørerne med vilde projekter!
Jesper Berger, ph.d. fra Institut for Kommunikation,- Virksomhed,- og Informationsteknologier på Roskilde Universitet, var denne sommer i Québec for at søge faglig inspiration. Og det fik han. Ét af de projekter, som imponerede de tilrejsende ekperter mest, hedder ZAP og handler om gratis wifi i byrummet, og det kan ifølge Jesper Berger give nye kort på hånden til de danske kommuner, der selv barsler med tanker om at tilbyde gratis internet på byens gader og pladser. En afgørelse fra Statsforvaltningen fra 2009, der efter en klage fra TDC underkendte Høje Taastrups forsøg med gratis wifi, spøger nemlig stadig. At levere gratis wifi blev vurderet til at være konkurrenceforvridende, da wifi ikke kunne anses for at være en kommunal kerneydelse.
Men ZAP adskiller sig ved at være et privat initiativ og drevet af frivillige – med det offentlige som en væsentlig medspiller – og som sådan ”bliver erhvervslivet ikke udkonkurreret af det offentlige”, vurderer Jesper Berger.
Netværk af private
I al sin enkelhed er princippet i ZAP, at de internetforbindelser, der allerede er rundt omkring i byen i private virksomheder og offentlige institutioner, inviteres til at investere i en wifi-router fra ZAP og samtidig reservere en del af kapaciteten til offentlig brug. Deltagerne betaler altså selv for deres internetforbindelse hos et teleselskab, men giver også ZAP et mindre beløb for wifi-udstyr og vedligehold.
Alligevel er det en invitation, som mange tager imod. I dag dækker ZAP cirka 60 procent af byen med 500 wifi-routere – hvoraf de 100 er opsat af City of Quebec i offentlige bygninger. Og ZAP var ikke blevet en succes uden hjælp fra byen, fortæller Dave G. Pelletier, der er leder af ZAP Quebec.
- Québec har givet ZAP adgang til byens eget fibernet, hjulpet med at installere wifi-routere i alle byens egne bygninger og stillet mandskab til at vedligeholde det udstyr, der står i offentlige bygninger. Samtidig har byen bakket op, når ZAP har taget kontakt til større potentielle samarbejdspartnere. På den måde har byen hjulpet til at etablere tillid til ZAP-projektet, siger han.
- Québec promoverer os så meget på alle mulige platforme, at man skulle tro, det var vores PR-bureau, siger Dave Pelletier, så man næsten kan høre smilet gennem telefonen fra Canada.
Og Dave G. Pelletier har et bud på, hvor danske kommuner kan lede efter frivillige it-folk, der kunne have interesse i sådan et projekt:
- Kommunerne bør kigge i miljøerne omkring hackere, it-fora, skoler, universiteter og så videre, så vil de helt sikkert opdage, at lignende projekter i mindre skala allerede er i gang.
På kant med fuldmagt
I Esbjerg har Anders Kronborg (S) bedt forvaltningen om at undersøge muligheden for at udbyde gratis wifi. Han er umiddelbart positiv overfor ZAP-modellen og ser Esbjerg Erhvervsudvikling som en oplagt samarbejdspartner. I København ligger gratis wifi på teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykals bord, og hendes juridiske afdeling er skeptisk overfor i hvert fald dele af Québecs bidrag til ZAP:
”Ved at investere i et større antal wifi-routere, som City of Québec har gjort, vil Københavns Kommune formentlig komme på kant med kommunalfuldmagten,” skriver den i en vurdering til Kommunen.
Om Statsforvaltningen vil finde ZAP-modellen som helhed værende indenfor kommunalfuldmagten, er uklart, da Statsforvaltningen ikke har ønsket at vurdere modellen for Kommunen. ”Det ville i givet fald kræve en konkret henvendelse fra en kommune,” lyder meldingen. Den opfordring er hermed givet videre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.