Blussende røde kinder under strikkede huer. Det lyder som indledningen på et vintereventyr, bortset fra at de frostrøde ansigter sidder ikke på kælkende børn i knasende krystalsne, men på hjemløse, psykisk syge og misbrugere, som skærmer sig mod kulden i Kirkens Korshærs varmestuer. Udenfor viser termometret 5 minusgrader, og det skaber trængsel og alarm i den gamle herskabsvilla i Pantheonsgade. 

Her kommer godt 100 af Odenses fattigste og mest udsatte borgere dagligt for at få en kop kaffe til 2 kroner, en middag til 15 eller måske bare et par Pinex til at holde hverdagens smerte på afstand med. 

Niels er her hver dag - når han ikke er syg, som han siger. De sidste to dage har han ligget hjemme og kastet op. Hans mave er smadret af et blandingsmisbrug, der har stået på siden ungdommen. 

“Der har altid været fuld fart på mig. Sex, drugs and rock ’n’ roll,” siger han. 

Et smil flækker hans ansigt, men øjnene ser plagede ud. Han er ikke længere på jagt efter sit daglige fix, men får metadon fra rusmiddelcentret. Han sover ikke længere i trappeopgange, men i en lille udslusningslejlighed. I et år har Niels kæmpet mod stofferne. Og gaden skal han ikke tilbage til. 

“Så dør jeg. Jeg kan ikke klare sådan en kold vinter,” siger han. 

Personlig erfaring tæller

Kristian Kristiansen ved omtrent, hvordan det er. For ti år siden brød han ud af et årelangt, eskalerende alkoholmisbrug. Pengene til husleje virkede bedre brugt på rødvin – tre liter om dagen. Kommunen rykkede jo alligevel først for lejen den 20. hver måned. 

“En aften så jeg Nordstjernen, og jeg følte, at den blinkede for mig. At jeg stadig havde en chance,” fortæller Kristian. Dagen efter gik han på antabus. Og siden har han ikke rørt en dråbe alkohol. Alligevel kommer han stadig på varmestuerne. Både for sin egen skyld og for andres. Kristian er nemlig medlem af landets første udsatteråd.

“Det er klart, at der er nogle forhold, jeg forstår bedre, fordi jeg har prøvet dem på min egen krop. Man kan læse sig til en masse, men det er ikke det samme som at være der selv,” siger Kristian.

Inddragelsen af de personlige erfaringer er af stor værdi, mener formanden for rådet, Lillian Vaaben. 

“Brugernes egne oplevelser af de kommunale tilbud giver os et bedre grundlag for vores udmeldinger. Og det skaber bedre politiske løsninger,” siger hun.

Af samme årsag er en tredjedel af rådets 12 medlemmer selv socialt udsatte borgere.

Rådet skaber resultater

Rådet blev stiftet i juni 2007 og koster Odense Kommune 50.000 kroner om året - plus 5-8 timers løn om ugen til sekretariatsbistand.

For den investering får kommunen rådgivning og sparring fra fagfolk og brugere af de sociale tilbud. Resultaterne taler deres eget sprog. 

Som den første kommune i landet har Odense indført såkaldt fremskudt sagsbehandling. Det betyder, at en socialrådgiver nogle gange om ugen møder de mest udsatte brugere, hvor de er - på væresteder og varmestuer - i stedet for at vente på, at de selv finder frem til socialkontoret. 

Rådet har også kæmpet for en tandklinik, drevet af ulønnede tandlæger, som skal sikre de udstødte borgere gratis tandpleje. Det mål er ikke nået endnu, men der er dog hentet 1,2 millioner kroner til etablering af klinikken. Nu søger rådet penge til den daglige drift.

Og så har rådet spillet en væsentlig rolle i kommunens vedtagelse af en udsattepolitik, der inkluderer byens udsatte i alt fra projektansøgninger fra sociale organisationer til den overordnede byplanlægning.

“Der er områder, hvor man aldrig tidligere har tænkt, at de udsatte grupper skulle høres. Det bliver de nu, og det er udtryk for en ny og meget positiv tankegang,” siger Lillian Vaaben.

I Pantheonsgade er indsatsen blevet bemærket. 

“Rådet har gjort en stor indsats for at få en udsattepolitik, der er inkluderende og respektfuld over for de udsatte borgere. Og de har spillet en stor rolle i den offentlige meningsdannelse. Det har været med til at skabe den positive dialog i Odense,” siger leder Heinz Wolf.

Og ved cafébordet foran tv’et i varmestuen nikker Niels bekræftende. Indtil videre er han tilfreds med kommunens behandling. Nu håber han på snart at få bevilget pension.

“Jeg håber, jeg kan få lidt mere sikkerhed. Et fast beløb hver måned til husleje og lidt til mig selv. Bare så jeg kan hænge lidt sammen med gutterne, og så gå hjem og lukke døren og være mig selv.”