Medierne kunne for nylig underholde med horrorhistorier om lokalpolitikere (med samt familie), der bliver chikaneret af vrede medborgere. Den slags animerer selvfølgelig ikke ligefrem til at deltage i lokalpolitik. Sammenholdt med den tiltagende mængde af ’uheldige møder’ mellem borgere og kommunalt ansatte, får man et billede af en øget spænding mellem på den ene side, hvad flere utilfredse borgere mener de kan gøre krav på og har ret til at kommentere kontant, og hvad det statslige og/eller kommunale system på den anden side kan imødekomme. Der er flere forklaringer på misforholdet mellem systemet og de enkelte borgere.

Konflikten bliver udlagt forskelligt alt efter politisk overbevisning. Nogle vil se de utilfredse borgere som en følge af en responsiv stat, der i vid udstrækning ser borgeren som en forbruger, der skal serviceres. Nogle ser vreden som en følge af denne forkælelse. Andre ser i den utilfredse flok en følge af et samfund, der måske ikke længere har en grel klassemodsætning mellem det rige borgerskab og den forarmede arbejderklasse – men til gengæld en ny tendens til at operere med to diametralt modsatte grupper: Nemlig henholdsvis den gruppe, der stresser løs og har svært ved at få det hele til at gå op i en højere enhed – familie, karriere, personlig udvikling og så videre – og så et mindretal, der består af forskellige tabergrupper, som det officielle Danmark har svært ved at komme i kontakt med. Restgrupper, der kun undtagelsesvis får deres egen stemme i medierne og som sjældent træder frem som en samlet gruppe. Hvilke sociale typer er det, der bliver udlagt som forfejlede, hvis de ikke ligefrem bliver dæmoniserede i den underholdende mediekultur? Det er ikke overklassen, det er ikke mellemlaget eller middelklassen. Det er heller ikke arbejderklassen, der ligner middelklassen til forveksling. Det er de sociale tabertyper, de kiksede personager, som ”Drengene fra Angora” var gode til at udstille.

Hvad rager de andre mig?

Min påstand er, at der ikke er så mange informationskilder, der kan fortælle os, hvordan de andre har det med tilværelsen. Ikke mindst er der et informationsunderskud, når det handler om sociale lag, der falder igennem. Men også den herskende klasse, Middelklassedanmark, er ved at forskanse sig i reservation, og hvis den præsenterer sig for offentligheden, sker det på præmisser, der enten er underholdningens eller også selvpromovering.

Jeg påstår imidlertid, at der er en kilde, et medie, der bedre end de fleste kan oplyse om, hvordan danskerne har det med tilværelsen sådan inde bag facaderne. Det er litteraturen. Ikke genrelitteraturen – i al fald kun sjældent dér – men som regel det, man af mangel på bedre kunne kalde den seriøse skønlitteratur. Dér kan man finde genveje til, hvordan livet opleves og udlægges. Kan man ikke også finde det i filmen? I et vist omfang, bestemt, men de levende billeder har sin force i at fortælle om og vise det ydre, de sociale mønstre. I forhold hertil kan bogen noget andet og mere: Den kan sprogliggøre de tanker og sitrende følelser, der ikke kommer frem på overfladen. En film, hvor figurernes tanker formuleres eksplicit, tangerer det pinlige, hvorimod glimt af bevidsthedskampe er et litterært glansnummer.

Vi har brug for en sociologisk fantasi, og et af de steder, hvor den kan blive næret, er i litteraturen. Åh, tænker nogle læsere: Den svære og besværlige litteratur. Bevares, det kan den være, men hvis pointen er at blive klogere på de andre og få udvidet den empatiske sans, som de fleste mennesker trods alt rummer, påstår jeg, at eksistenser bliver gennemlyst på måder i litteraturen, så man faktisk får mulighed for at forstå meget mere. Det kræver bare, at man tager sig tid til at læse. At læse litteratur er et socialt og sociologisk eksperiment: en genvej til andre, fremmede bevidstheder. Litteratur skildrer forsøg på at tackle oplevelser og erfaringer, og bliver det fortalt raffineret, vækker det en empatisk sans for medmennesket. Pudsigt nok: Den afstand til andre som litteratur per definition er baseret på kan blive en genvej til at forstå andre. Afstand kan faktisk gøre én klogere.

Anbefalinger

Jeg vil give to eksempler fra samtidslitteraturen, der er oplysende i dybere forstand - eksempler fra hver deres problematiske, konfliktfyldte del af vores sammensatte Danmark. Der er for det første bøger om dysfunktionelle familier. Ja, den slags ser vi også af og til i dokumentarudsendelser, men seksuelle overgreb på børn kaster lange skygger, som ofrene må kæmpe med i årevis, og i mine øjne er for eksempel Kim Leines Kalak (2007) og Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt (2001) uovertrufne på den ubehagelige måde. Man kan så vælge at spare sig for at vide mere om den slags – men hvis man vil have en fornemmelse af, hvad det vil sige at være offer for voksnes overmagt – og vide, hvordan overgreb kan splitte et menneske ad – er det velgørende, skræmmende læsning. De to bøger fortæller om oplevelser, ingen burde kende – men sådan er virkeligheden for nogen. Hvis man vil vide, hvordan den er, vil jeg anbefale de to romaner. Jeg siger ikke, at forfatterne er sandhedsvidner. Men deres fortællinger rummer flere facetter, end jeg har set i andre mediefremstillinger af, hvordan man gør børn fortræd.

Det andet eksempel handler om, hvordan manglende anerkendelse og social eksklusion fungerer. Naja Marie Aidts novellesamling Bavian (2006) er en rigt orkestreret skildring af, hvordan det virker, når man falder igennem og bliver marginaliseret. De uheldige behøver ikke være letgenkendelige som flygtninge; det kan også være ægtemanden, der føler sig blameret af hustruen og pludselig forkaster hende, eller det kan være en mandlig studerende, endnu en ressourcestærk borger, der ikke kan finde ud af vise elementær medmenneskelig interesse for en oplagt taber, en kvinde, der forsøger efter bedste evne at tilpasse sig den unge mand. Men hendes fejl er, at hun lugter af at være taber. Det fine ved Aidts noveller er netop den sensitive skildring af, hvordan eksklusionen af de svage sætter sig igennem på tværs af sociale og kulturelle skel.

Jeg vil ikke bilde læseren ind, at litteraturen disker op med løsninger på de samfundsskabte problemer. Men den er med til at nuance re vores opfattelser af de konflikter, der sætter skel mellem mennesker. En forudsætning for at få et bedre Danmark er at vide meget mere om de andre, ikke mindst alle de forkerte, som der underligt nok kommer stadig flere af. Gad vide, hvorfor det er sådan?

På falderebet: Hvis man går endnu en genvej, kan man læse den bog om dansk samtidslitteratur, som jeg udgav i januar under titlen 'Kampe om virkeligheden. Tendenser i dansk prosa 1990-2010'. Deri kan man læse meget mere om Aidt, Ditlev Jensen og Leine og flere andre forfattere, som man bør læse. Også for sine medmenneskers skyld.