Det er politikerne, der styrer Danmark – i hvert fald på papiret. De er valgt på en bestemt politik og tager plads i Folketinget for at føre politik – det vil sige træffe politiske valg og forsøge at få den valgte løsning vedtaget på tinge.  

Sådan var det i det mindste engang. Ja, vi har som bekendt stadig politikere på Borgen. Men de er tilsyneladende holdt op med at træffe politiske valg. Den såkaldte vækstplan indebærer, at nogle af landets dårligst stillede mennesker skal betale, for at der kan ydes tilskud til folk, der har råd til at have et sommerhus, eller der kan gives skattelettelser til virksomheder, hvoraf de fleste har overskud – mange af dem ganske betragtelige af slagsen.

Men det er ikke udtryk for et politisk valg, bedyrer SF og Socialdemokraterne. Det er altså ikke, fordi de to partier principielt mener, at det er de dårligst stillede, der bedst kan betale for at redde os ud af bankernes og de øvrige kapitalinteressers krise. Næ nej! Det er udtryk for, at de fører den nødvendige politik. Vi må forstå, at økonomi er en eksakt videnskab, der kan give svar på mange vanskelige, politiske spørgsmål – svar, som rummer den eneste og den endelige sandhed om samfundets indretning.

For tiden indgås der da også en forbavsende masse meget brede forlig, som sjældent giver anledning til de store slagsmål og kamp om kompromiser. Bevares! Der opføres de obligatoriske komedier, der skal illudere politiske stridigheder. Som den borgerlige bloks lavkomiske krav om, at familieejede virksomheder, hvoraf nogle er blandt landets mest velhavende virksomheder - Lego eller FLSchmidt for eksempel – skulle slippe for en beskeden arveafgift ved generationsskifte. Kravet blev da også hurtigt opgivet igen, og så var der forlig, for alle partier minus ét var jo i virkeligheden enige.  Det parti, der ikke ville være med, Enhedslisten, sagde flere gange i en TV-debat direkte til S og SF, at det var et politisk valg. Men det ville de ikke høre tale om.

Situationen med de mange tusinde, der ryger ud af dagpengesystemet, er også bemærkelsesværdig. Måske var det en af de sidste politiske udmeldinger, vi fik, da den forrige regering åbnede ballet med at erklære, at når de arbejdsløse først fik den hede ånde i nakken i form af en halveret dagpengeperiode, så skulle de nok få rumpen med sig og skaffe sig et job.

Sådan gik det som bekendt ikke. Krisen var ikke ved at være ovre, som den forrige regering bildte sig ind. Tværtimod, ledigheden var fortsat høj. Almindelig anstændighed burde tilsige politikerne at skifte kurs – men den halverede dagpengeperiode blev vedtaget – nu også med den nye regering.

Og mange tusinde danskere uden arbejde falder nu ud af systemet. Det store flertal på Borgen afviser bestemt at lave om på noget som helst – højest lappe lidt midlertidigt. Det er mange år siden, man har set en sådan kynisme i dansk politik. Men uha nej, det er ikke et politisk valg – det er økonomisk nødvendighed. De økonomiske orakler må have overbevist politikerne om, at det er bedre for samfundsøkonomien, at tusinder mister eksistensgrundlaget og står foran en social deroute, end det er at lave en tumpet beslutning om og tilpasse dagpengeperioden til den aktuelle mangel på job.

Næ, alt det tøjeri med diskussioner og politiske valg er slut. Politikere siger ikke længere for eksempel: ’Det er vort partis politiske valg, at samfundet skal vise solidaritet og støtte dem, der kommer i vanskeligheder. Og så må vi eventuelt spare på al overfloden’. Nu siger de: ’Det er desværre nødvendigt…’  Desuden er det er jo for det meste folks egen skyld, lyder en ny holdning, der har medvind - på Borgen og ude i samfundet.

Ikke så sært, at mange danskere har virkelig vanskeligt ved at se, hvorfor de skal stemme på ét parti frem for et andet, når de nu er så enige og så upolitiske.

Jeg har da heller aldrig før oplevet, at så mange i min omgangskreds i frustration seriøst overvejer at stemme blankt næste gang, når partierne ophænger plakater med retoucherede portrætter og begynder at udstede farverige løfter.

Jeg spørger da også mig selv, hvorfor vi egentlig skal have disse valg. Det er dyrt, og det er træls at høre på skænderierne, der bliver mere og mere højrøstede og ondskabsfulde, jo mindre politik der er i dem.

Og når nu ni ud af ti politikere optræder som handskedukker og efterplaprere for ypperstepræsterne i ’Den Sande og Nødvendige Økonomis Tempel’, hvorfor skal vi så lade som om der er noget at vælge imellem? 

De tunge økonomer i Finansministeriet er dem, der bestemmer, hvad der er den absolut nødvendige politik for at komme gennem krisen - uden at genere kapitalmarkederne. Så skal der endelig være valg, så burde det vel være dem, der skal stilles til regnskab og sættes på valg. :