Antallet af offentlige opgaver, der konkurrenceudsættes, har været støt stigende i mange år. Men nu har antallet for første gang i syv år taget et knæk nedad. I 2013 var det kun 25 procent af de offentlige opgaver, der blev sendt i udbud. Det er alt for lidt. Desværre har vi en regering, der sover i timen i stedet for at drive udviklingen fremad.

Manglen på konkurrenceudsættelse i danske kommuner er intet mindre end mangel på sund fornuft. For hver gang en udbudsegnet opgave ikke bliver sendt i udbud, er der risiko for, at kommunen bruger flere penge på at få opgaven løst, end hvad der egentlig er nødvendigt. Kommunen har nemlig ikke nogen anelse om, hvorvidt andre kan løse opgaven, så kommunen og derved kommunens borgere ender med et både bedre og billigere resultat. Det gør verdens største offentlige sektor endnu dyrere end nødvendigt. Det understreger beregninger fra Dansk Industri, der viser, at kommunerne ved at øge konkurrencen om de offentlige opgaver fra 25 procent til 37,5 procent kunne spare fire milliarder kroner årlig. De penge kunne investeres i bedre velfærd: flere pædagoger, flere folkeskolelærere eller noget helt tredje.

Virkeligheden er, at øget konkurrenceudsættelse kan lade sig gøre, hvis bare vi havde en politisk ledelse i dette land, der turde gribe muligheden. For der er i dag store uforklarlige forskelle på, hvor gode kommunerne er til at spørge til prisen. Det gælder både, når man sammenligner på tværs af kommuner, og på tværs af de enkelte sektorer. Nogle kommuner konkurrenceudsætter næsten halvdelen af opgaverne, mens andre ligger under 20 procent. Så det kan sagtens lade sig gøre. VK-regeringens mål om, at kommunerne tilsammen skulle konkurrenceudsætte for 31,5 procent i 2015, er blevet skrottet af regeringen. Det er en skam. For uden et mål er det svært at drive udviklingen fremad.

For Venstre er det ikke afgørende, hvem det er, der varetager kommunernes opgaver. Det handler om, hvem der kan varetage disse opgaver bedst og billigst – uanset om det er en offentlig eller privat leverandør.

Jeg tror også, at det er, hvad både modtageren af den offentlige service og skatteborgeren, der betaler regningen, forventer. Indenrigsminister Margrethe Vestager ser bare til, mens vi kan konstatere, at der bogstaveligt talt ligger guld på gaden, der ikke bliver samlet op. Man kan undre sig over, hvad hun og regeringen egentlig har imod konkurrence, når hun som den ansvarlige minister lader udviklingen gå den forkerte vej? Venstre vil i hvert fald en anden vej.
Vi ønsker en bedre drevet offentlig sektor, hvor vi ikke er bange for at spørge til prisen. Hvorvidt det efter et udbud så ender med en udlicitering, ja, det er jo først op til kvaliteten af de indkomne tilbud, men i sidste ende en lokal politisk prioritering.