Huxi Bach går til magthaverne med humor
Huxi Bach går til magthaverne med humor
Hvis man tændte for musikprogrammet "Boogie" tilbage i 2002, ville en ung, lyshåret vært tone frem på skærmen.
Dengang ville man måske ikke skyde på, at den unge Huxi Bach i fremtiden ville leve af at stille skarpt på den politiske dagligdag på Christiansborg.
Men det er ikke desto mindre den vej, Huxi Bach har taget.
Han debuterede i 2002 på tv-programmet, hvor han delte ud af tidens mest populære musiknumre. Sidenhen var han også vært ved musikprisuddelingen P3 Guld. Han har været et ansigt udadtil for DR, når musik skulle formidles til danskerne.
Også selv om musikken i hans tv-programmer ikke selv var noget, han lyttede til.
- Jeg må jo krybe til korset og sige, at det ikke er fordi, at jeg på musikkontoen passer specielt godt til P3-profilen. Jeg sidder jo derhjemme og hører Toto og sådan noget der, sagde han til Berlingske op til sit værtskab ved P3 Guld.
Huxi Bach trådte da også senere væk fra musikformidlingen på DR, hvor han blandt andet blev vært for det prisvindende radioprogram "Den Løse Kanon", som han lavede sammen med Karen Thisted.
Men i de seneste år har Huxi Bach bevæget sig over på det politiske område.
I 2012 blev han vært på programmet "Huxi og det Gode Gamle Folketing" på Radio24syv, hvor han ugentligt inviterer tidligere folketingsmedlemmer i studiet for at diskutere ugens gang på Christiansborg.
Han har dog ikke kun opholdt sig i radiostudiet. Huxi Bach har nemlig flere onemanshows på cv'et, og det seneste blev modtaget med stor ros.
- Huxi Bach kan simpelthen ikke være i sin krop, når det viser sig, at journalister ikke vil tjekke deres kilder, eller når politikere ignorerer fakta fra officielle undersøgelser, som de måske endda selv har bestilt, lyder Berlingskes anmeldelse af showet "Ind til benet".
Huxi Bach er ikke bange for at gå til magthaverne. Og mon ikke han fortsætter med at gøre det mange år endnu.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.