Høegh kan rydde rævenes hule
Høegh kan rydde rævenes hule
Tillykke med spidskandidaturet i Lolland Kommune. Du har fået 64 procent af stemmerne – hvordan føles sejren?
- Jeg er selvfølgelig glad for, at Venstres vælgere har peget på mig, og jeg har mægtig lyst til den her udfordring. Jeg tænker ikke så meget på sejren som sådan, for fra i morgen er vi et sammentømret hold i Venstre, der løser den her opgave. Nu skal vi ind i en rigtig spændende og sjov valgkamp – jeg plejer at kunne lide at lave nogle utraditionelle ting, og det håber jeg, vi kan more os med.
Hvad kan det være for nogle utraditionelle ting?
- Jamen, sidste gang (valgkamp til Folketinget, red.) var jeg for eksempel tjener på McDonalds.
Det er jo en historisk set rød kommune, du stiller op i – for eksempel er det den eneste kommune, hvor der har været totalt SF-flertal – hvad er dine chancer for at vinde borgmesterposten?
- Jamen, det her er en spændende udfordring. Det har jo før vist sig i Lolland Kommune, at personen kan afgøre meget – det har Nakskov blandt andet vist, så det er jo min chance, og det er det, jeg går efter.
Hvilke beslutninger i Stig Vestergaards borgmestertid, er du mest uenig i?
- Nu har der jo været en bred konstituering i Lolland de sidste fire år, så det hele har jo sådan set været totalkompromiser. Men skulle jeg pege på en enkelt ting, så er det, at man har ladet et konsulentfirma lave en analyse af Lolland Kommune om, hvad for nogle landdistrikter der vil lukke ned, og hvor fremtidens muligheder vil være. Der ville jeg hellere selv stikke en finger i jorden derude blandt borgerne i stedet for at hyre nogen udefra.
Du er med i Den Lokale Kaffeklub, som er en klub for de lollikker, der sidder i Folketinget – hvilken funktion har den?
- Vi mødes med borgmestrene fra både Lolland og Guldborgsund en gang hveranden måned og snakker om lokale og regionale ting. Og jeg føler, at jeg har haft fantastisk meget glæde af kaffeklubben – vi har i hvert fald oplevet, at når det gælder vores nye transportforbindelser og udvikling af erhvervsområder – alt hvad der har behov for landsdækkende opmærksomhed – så har vi i kaffeklubben kunnet lægge strategier, kunnet aftale argumenter og lægge det der partipolitiske til side, og det er borgmestrene 100 procent inde over. Og jeg håber, at der stadig vil være en kaffeklub, som jeg som borgmester vil kunne arbejde videre i.
Vil du fortsætte i Folketinget, hvis du bliver borgmester?
- Jeg har den aftale med mit parti, at sætter jeg mig i borgmesterstolen fra 1. januar, så får jeg al den tid, der er behov for til at løse borgmesteropgaven, og så forlader jeg Folketinget ved førstkommende valg. Og det kan jo komme, før man ved af det.
Du har sammen med fem landbrugskammerater dannet en kortklub – kan den bestå med en borgmesterkæde om halsen?
- Helt sikkert. Ved du hvad, den kortklub har bestået, mens jeg har været folketingsmedlem og minister – det er mit frikvarter. Der kan jeg slappe fuldstændig af.
Og så giver det mig også meget føling med, hvad reaktionerne er derude på det, vi laver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.