Kommunen.dk
MENU

Hjemløse mangler handleplaner: Uenighed om løsning

Mange hjemløse får ikke den hjælp, de har brug for, fordi de flytter fra kommune til kommune, påpeger ny rapport.

Hjemløse mangler handleplaner: Uenighed om løsning

Mange hjemløse får ikke den hjælp, de har brug for, fordi de flytter fra kommune til kommune, påpeger ny rapport.
Mange hjemløse flytter meget rundt, og derfor bliver det svært for kommunerne at finde ud af, hvem der skal lave handleplaner for dem.
Mange hjemløse flytter meget rundt, og derfor bliver det svært for kommunerne at finde ud af, hvem der skal lave handleplaner for dem.
Foto: Tor Birk Trads / Ritzau Foto.

Mange hjemløse i de danske gader, på varmestuer og herberger går rundt uden en social handleplan. Det viste den seneste hjemløsetælling fra 2017, hvor 30 procent af de hjemløse havde en handleplan. Dermed bliver der ikke lavet en samlet plan for, hvilke indsatser, eksempelvis misbrugsbehandling, den hjemløse skal modtage.

En ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder peger på, at kringlet lovgivning omkring kommunernes ansvar gør det svært for både ansatte og hjemløse at forstå, hvordan planerne skal laves.

Det er ifølge rapporten vigtigt for at koordinere den samlede hjælp til den hjemløse. Både de hjemløses Landsorganisation (SAND) og Socialchefernes Forening (FSD) beskriver de manglende handleplaner som et problem. Men der er ikke enighed om, hvordan man bedst kommer det til livs.

Besværlige regler

Ifølge forvaltningsloven kan ansvaret for indsatserne til den hjemløse ligge hos to kommuner. For hvis den hjemløse er flyttet fra en kommune til en anden, vil det være den oprindelige hjemkommune, der sidder med ansvaret for at udarbejde handleplanen samt betale for et eventuelt ophold på botilbud. 45 procent af de hjemløse, der bor på herberg, kommer fra en anden hjemkommune.

Loven er til for at sikre, at der altid vil være en kommune med ansvar for at hjælpe den hjemløse. Men samtidig kan afstanden være med til at besværliggøre koordineringen mellem de to kommuner og den hjemløse. Flere ansatte fra forskellige kommuner citeres i rapporten for at sige, at reglerne er som en ‘jungle’ at arbejde i, og at den manglende kontakt med den hjemløse gør det svært at lave handleplaner.    

Christina Strauss er formand i SAND og selv tidligere hjemløs. Hun mener, at flere kommuner ikke lever op til deres ansvar over for hjemløse borgere:

- Handleplanen er enormt vigtig for at give den helt rigtige hjælp til den hjemløse. Det er for dårligt, at så mange endnu ikke får den hjælp, de har krav på. Vi mener, at den hjemløse skal have hjælp det sted, de er. Hvis det vil hjælpe at flytte ansvaret for handleplaner til den nye kommune, så er det, hvad man burde gøre, siger Christina Strauss.

Den holdning deles ikke hos FSD. Her frygter man, at den nye kommune vil igangsætte dyre indsatser og behandlinger på den gamle hjemkommunes regning.    

- Vi er af den holdning, at den kommune, som betaler for aktiviteter og ydelser, skal have indflydelse på, hvilket arbejde der bliver lavet. Det giver kontrol til kommunen og sikrer, at der er økonomisk ansvarlighed, siger formand i FSD, Helle Linnet.

Få ressourcer

I FSD vil man hellere se på en forenkling af de nuværende regler. Det skal være lettere for socialrådgivere at bestemme, hvilken kommune der har ansvaret for den hjemløses handleplan. Samtidig skal kommunerne have mere erfaringsudveksling i, hvordan man bedst udarbejder handleplaner.  

- Vi vil gerne se til andre kommuner, der lykkes med at lave gode handleplaner. På den måde kan vi lære af hinanden og få værktøjer, vi aktivt kan bruge i vores arbejde, siger Helle Linnet.  

Christina Strauss er enig i, at reglerne gør livet svært for hjemløse og kommunalt ansatte. Men hun opfordrer kommunerne til at komme ud og møde de hjemløse:

- Hvis de vil lære, hvad der virker, så skulle de prøve at finde de hjemløse og tale med dem. Frem for at vente på, at de kommer ind til kommunen og beder om hjælp af sig selv. Find ud af, hvordan de har det, hvilke problemer de slås med og lav en handleplan ud fra det, siger hun.

Ifølge Helle Linnet ville det være godt med mere opsøgende arbejde. Hun tror dog ikke, at det kan lade sig gøre, fordi mange socialrådgivere i forvejen har travlt med socialt arbejde:

- Jeg tror ikke, at det er realistisk, at de kommer til at søge på gader og stræder. Det ville tage mange ressourcer og kræve, at vi fik tilført flere midler. For hvis ikke vi ved, hvor en gruppe af de hjemløse befinder sig, er det svært at lave opsøgende arbejde, siger Helle Linnet.


 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR