En pensionist går på eget initiativ rundt og istandsætter og maler forfaldne vejskilte i Svendborg Kommune. Men kommunen har sat en stopper for den frivillige indsats, fordi de kunne risikere at få Arbejdstilsynet på nakken. Sagen har spredt sig på sociale medier, hvor flere er ærgerlige over den bureaukratiske barriere, der bremser en frivillig borgers indsats, der kun kommer byen til gode.

Hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde mærker man et stigende antal henvendelser fra kommuner, foreninger og frivillige, der er i tvivl om reglerne, når frivillige yder en indsats.

- Der er en tendens til, at frivillige og aktive borgere bevæger sig ind på områder, hvor der kan opstå udfordringer med lovgivningen. Det handler både om, at kommunerne er blevet mere optaget af frivillighed, og at der lokalt opstår flere og flere gode ideer til initiativer, der er båret af frivillige, siger Dorte Nørregaard, der er udviklingsleder, rådgiver og ekspert i organisationsudvikling og samskabelse mellem frivillige organisationer og kommuner hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

Et spørgsmål, der ifølge Dorte Nørregaard ofte går igen, er regler omkring busser. Hvis et plejecenter har en bus, og frivillige gerne vil tage beboere med på udflugt eller køre en beboer til sit oldebarns konfirmation, kan det være i konflikt med regler om afgiftsfritagelse og konkurrenceforvridning i forhold til taxiloven, fordi beboeren kunne have bestilt en taxa.

- Forleden fik vi et spørgsmål fra en kommune, der i samarbejde med en frivillig forening matcher velfungerende familier med sårbare familier. Kommunen var i tvivl om, hvilket ansvar de har for, hvad der sker i mødet mellem de to familier. Det er et godt eksempel på, at kommunen bliver mere bevidst om, hvilken rolle de optræder i, siger Dorte Nørregaard.

Og svarene er ofte komplekse, fordi der i hvert enkelt tilfælde kan være forskellige lovgivninger i spil på samme tid. Derfor har Dorte Nørregaard en generel opfordring til kommunerne:

- Når kommuner påtager sig at skabe muligheder for frivillige og støtte lokale fællesskaber, har de samtidig en særlig opgave i at sikre, at juraen ikke bliver en hindring for gode initiativer. Man skal overveje, hvilken rolle man som kommune spiller. Giver man et tilbud eller en henvisning til en borger og hvilket ansvar påtager man sig? Har man et ansvar for et område, hvor frivillige engagerer sig på nye måder? Juraen er jo vigtig af mange grunde, men samtidigt kan energien blive suget ud af gode ideer, hvis frivillige oplever, at de løber panden mod en mur af love og regler.

Typisk paradoks
Annemette Digmann, der er selvstændig forfatter og i mange år har forsket i innovation, offentlig ledelse og samspillet mellem det offentlige og borgerne, har selv stået i en situation, der ligner den fynske skiltemalers. Hun var leder af en afdeling i det offentlige, hvor der var blevet flyttet rundt på væggene og sat skillevægge op.

- Men der var ikke penge til at få den malet, og det så forfærdeligt ud. Så tænkte jeg, at det gør vi da selv. Jeg købte maling ind for mine egne penge, og vi brugte fredag efter arbejde på at male. Det så skidegodt ud! Men det skabte jo en forfærdelig røre, for som sikkerhedsrepræsentanten sagde: Hvad hvis nogen havde fået en klat maling i øjet? Hvem havde så stået med ansvaret? fortæller Annemette Digmann, der endte med at få en reprimande for sit uautoriserede malerarbejde.

Hun hørte om den frivillige skiltemaler i et tv-indslag, og hendes første reaktion var den samme, som mange danskere har givet udtryk for på de sociale medier.

- Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at nu har vi igen sådan en emsig kommune, der ikke har nok at lave. Jeg bliver da bange for, at kommunen bliver latterliggjort. Kommunen bliver det der bureaukratiske helvede, hvor man har nogle regler, og reglerne er vigtigere end borgerengagementet, og det kræver, at det bliver fortalt på en ordentlig måde, siger hun.

Og her er nuancerne vigtige at få med.

- Hvad hvis han falder ned? Så kunne man se overskriften for sig: Mand døde, da han gjorde det arbejde, som kommunen ikke selv fik gjort. Det er jo heller ikke en god historie. Det er en vanskelig sag, siger hun.

Hun kalder sagen om skiltemaleren fra Fyn et typisk paradoks i det offentlige.

- Et paradoks er kendetegnet ved, at lige meget, hvad du gør, så er det forkert. Hvis man siger, at han ikke må male, er det forkert. Hvis du lader ham male, og nogen kommer til skade, er det forkert. Lige meget hvad du gør, er det forkert, og det kendetegner offentligt ledelse. Det er fyldt af den her slags paradokser, siger hun.

Selvom sagen langt fra er sort-hvid, kan hun efter sin egen oplevelse med at få en påtale for uopfordret malerarbejde sagtens forestille sig, hvordan pensionisten fra Fyn må tænke om kommunens indblanding.

- Jeg syntes selv, at det var lidt latterligt, for jeg har da aldrig fået maling i øjet, når jeg har malet derhjemme, siger hun.