- Berlin is beautiful. This is our future.

Ahmed ser selvsikker ud, da han finder den lille seddel frem fra sin pung. I seks dage har han sammen med sin kæreste Rosannah ventet på, at deres nummer skal lyse op på displayet her foran Berlins social- og sundhedsmyndigheder. Bagved døren venter nemlig den første registrering i Tyskland samt papirer til at søge asyl. Hertil 147 euro i velkomstpenge og en anvisning til, hvor de indtil videre kan overnatte i den tyske hovedstad.

Ahmed og Rosannah er ikke just alene. I ugevis har der været en permanent voksende kø af mennesker fra lande som Eritrea, Irak, Kosovo, Palæstina, Albanien og Afghanistan. Køen har for længst rundet de tusind ventende mennesker. De fleste er under 40 - og langt overvejende mænd. Men til forskel fra hovedparten af de andre har Ahmed og Rosannah to afgørende fordele. De kan kommunikere på gebrokkent engelsk, og de kommer fra Syrien. Det første gør dem mere attraktive på det tyske arbejdsmarked. Det andet gør dem så godt som sikre på at få asyl i Tyskland. Siden slutningen af august har landet nemlig i praksis ignoreret Dublin-reglen for syreres vedkommende: Uanset hvilke europæiske lande de er rejst igennem, bliver de ikke sendt tilbage til det første europæiske modtagerland.

I dette tilfælde er det Grækenland. Det unge par, som brød op fra Syrien for flere måneder siden, kom i kraft af illegale papirer først fra Tyrkiet ind i Grækenland og derfra ad den velkendte Balkanrute op til Tyskland. Det har de ikke fortrudt.

- Vi har ikke noget at vende tilbage til. Vi tog en selfie, da vi kom ind i Grækenland. Så besluttede vi os for Berlin, fordi vi har en ven, der bor her, siger Rosannah.

- Vi kender også godt mulighederne her i Tyskland.

Pressede kommuner

Når man kigger udover menneskemassen på den mudrede plads, er det svært at tro, at man står midt i Tyskland anno 2015. Kun i kraft af frivillige hjælpere holdes logistikken kørende, og selvom næsten 800 læger har meldt sig til tage frivillige vagter med blandt andet vaccinationer, har det berlinske lægekammer advaret mod overhængende risiko for epidemier med tuberkulose og mæslinger.

De frivillige er ofte frustrerede over, at deres arbejde er så dårligt koordineret, og de er bange for, at ”viljen snart vil klinge af”, som den 36-årige frivillige Melanie formulerer det, mens hun deler plastickrus med vand ud til de ventende.

Det ville være intet mindre end en katastrofe såvel her som i de mange provisoriske modtagecentre rundtom i Berlin og resten af Tyskland. Hele Tyskland står alene i 2015 nemlig overfor en forventet tilstrømning på op mod en million mennesker, som fordeles ud på de 16 tyske delstater. I øjeblikket modtager Berlin intet mindre end cirka 1.000 migranter - om dagen.

- Vi er presset i bund på flere områder, fortæller talskvinden Silvia Kostner fra social- og sundhedsforvaltningen i Berlin.

- Forbundsregeringen siger, at det kan lykkes, men nede på vores niveau er vi ved at miste grebet om situationen. Vi får rigtig mange store grupper med tog og bus især fra München, som slet ikke er registreret. Det vil vare uger. Men i mellemtiden kommer der jo flere til, siger hun.

- Mange kolleger er bukket under for presset. Der oplæres konstant nye medarbejdere - også fra andre afdelinger af den berlinske forvaltning. Men den store udskiftning hjælper ikke på tempoet.

Ressourcemangel

Ingen kender de præcise tal, men netop nu er der formentlig mere end 5.000 uregistrerede emigranter i Berlin. For at nedbringe køen indrettes der over de næste uger endnu et registreringscenter med 50 sagsbehandlere, og myndighederne er også begyndt at registrere de nytilkomne decentralt ude på de mange provisoriske modtagecentre.

Samtidig søges der med lys og lygte efter egnede idrætsanlæg og lignende faciliteter. Mange haller er allerede i brug, og selv to hangarer i den tidligere nazi-lufthavn Tempelhof er trods tvivlsomme faciliteter ved at blive indrettet til nødindkvartering. De normale standarder og procedurer for udbud af den slags opgaver for længst droppet, fortæller Silvia Kostner.

- Vi har forsyningsknaphed på stort set alle fronter. Madrasser og mobile sanitære anlæg er som fejet væk, og der er stor mangel på kvalificerede socialarbejdere og tolke.

For at imødegå situationen uddeler socialforvaltningen også vouchere til overnatning på hostels. Mens mange hostels klager over for langsom betaling fra socialforvaltningen, har det omvendt ikke skortet på medieberetninger om hostels, der overbelægger deres værelser voldsomt og stadig indkasserer op til 50 euro per næse per nat. Også i forhold til privat indkvartering står ressourcemanglen i vejen for effektive løsninger. I princippet skal myndighederne nemlig tjekke, om de velvillige borgere faktisk også ønsker og er i stand til at huse flygtninge, og berlinernes respons på  styrets opfordring har været til at overse.

Realitetschok

De fleste af disse dramatiske tilstande har været kendt eller i det mindste forudsigelige i ugevis. Alligevel befandt Tyskland sig indtil forgangne uge i en slags forbløffet rus over sin egen beredvillighed, sin velkomstkultur og de internationale mediers anerkendelse af landets store indsats og optimisme.

- Tyskland er et stærkt land. Vi har klaret meget, og også det her kan vi klare, lød det fra Angela Merkel i slutningen af august. Vicekansleren, SPD-lederen Sigmar Gabriel, har gentagne gange samstemmende sagt, at Tyskland i denne nødsituation godt kan klare et årligt optag på op mod en million.

Generelt er regeringens linje blevet bakket op af de tyske medier - fra intellektuelle ugeaviser som ZEIT til formiddagsblade som BILD. Samtidig blev der verden rundt vist billeder af hjælpsomme tyskere, der bød flygtninge velkommen. En vigtig forklaring på dette fænomen er den symbolske kamp for ikke at lade de højreradikale angreb på asylcentre dominere den tyske selvopfattelse og billedet udadtil.

Ved beslutningen om at bryde Dublin-reglerne og modtage titusindvis af uregistrerede flygtninge i Tyskland fra Ungarn via Østrig rystede Merkel i første omgang heller ikke på hånden. Hun understregede, at der var tale om et enkeltstående nødstilfælde, men udtalte samtidig, at der i praksis ”ikke kan sættes en øvre grænse for det tyske optag ad asylsøgere.”

Denne optimisme har nu givet andre europæiske lande rigeligt med stof til skadefro at pege fingre ad Tysklands ”realitetschok” overfor de seneste ugers tiltagende migrationsstrømme, som politologiprofessor Herfried Münkler har pointeret. Men samtidig har den - nu mere afdæmpede - optimisme i hans øjne faktisk gjort ”det økonomisk overmægtige Tyskland til en europæisk stormagt i humanitære spørgsmål”. Også selvom denne position ”ikke rækker til at skabe bindende regler eller kvoter for andre EU-landes optag af flygtninge.”

Vækstpotentiale

Til forståelsen af den tyske optimisme hører også kombinationen af lave fødselstal og forgubningen af det tyske samfund på den ene side og den lave arbejdsløshed og de over en halv million ubesatte stillinger på den anden.

Med andre ord: Ud fra en økonomisk betragtning kan den nuværende indvandring, der langt overvejende består af unge mennesker, måske blive en gevinst for landet. Betegnende for den offentlige stemning var her avisen Frankfurter Allgemeines nylige leder om, at selvom hver flygtning de første år koster omkring 100.000 kroner om året, har indvandring på den lange bane ”altid været en forudsætning for innovation, dynamik og økonomisk succes.”

[caption id="attachment_32072" align="alignnone" width="830"] Ahmed og Rosannah har ventet i dagevis på deres første registrering - som syrere er de så godt som sikre på asyl. Her ved Berlins hårdt pressede social- og sundhedsforvaltning er syrere derfor også den gruppe, der er lettest at få i tale. Foto: Mathias Irminger Sonne[/caption]

UniCredit's (global bank-koncern, red.) cheføkonom Andreas Rees har samstemmende fremlagt en analyse, hvor en fremtidig tysk indvandring på en halv million mennesker om året vil øge landets BNP med 1,7 procent frem til 2020. Hans forudsætning er imidlertid, at hver anden får et job på mellemlangt sigt.

Den tyske arbejdsminister, socialdemokraten Andrea Nahles, er selvsagt på bølgelængde med denne forhåbning. Hun vil ligefrem sende jobformidlere ud i flygtningelejrene, og hendes ministerium arbejder på at gøre det lettere for asylsøgere og migranter på tålt ophold at udføre korttids- og vikararbejde. Alligevel piller ministeren UniCredit-analysens optimisme fuldstændigt fra hinanden.

- Det er ikke alle, der kommer, der er højt kvalificerede. Den syriske læge er en undtagelse, har hun udtalt til magasinet Spiegel. Her vurderer hun, at ikke engang hver tiende flygtning har forudsætningerne for at komme direkte i job eller uddannelse. Og selv ved potentielt godt match mellem udbud og efterspørgsel står der ofte sprogproblemer, bortkomne eksamenspapirer eller usammenlignelige uddannelsessystemer og -niveauer i vejen.

Ånden ud af flasken

I mange europæiske medier har devisen lydt, at den tyske optimisme blev overhalet indenom af virkelighedens flygtningepres, som man selv havde været med til at accelerere. Billederne fra flygtningestrømmens knudepunkt München, der i dagene før sidste uges grænselukning optog mere end 10.000 flygtninge om dagen, gjorde også et stærkt indtryk på tyskerne. Det gælder ikke mindst myndighederne ude i de tyske delstater, der snart efter skulle skuldre opgaven.

Trods de lovede seks milliarder euro fra forbundsregeringen (cirka 45 milliarder kroner, red.) leverede både SPD- og CDU-ledede delstatsregeringer en skarp kritik af forbundsregeringen. Heftigst kom det fra CDU's bayerske søsterparti CSU.

- Med optaget af uregistrerede flygtninge (fra Ungarn, red.) har Merkel åbnet en flaske, som hun ikke kan få proppen på igen, lød det fra Bayerns ministerpræsident, CSU-manden Horst Seehofer, der samtidig forudsagde en snarlig nødsituation ude af kontrol.

- Denne fejl kommer til at forfølge os i lang tid.

Om Merkels træk var uomgængeligt, klogt, naivt eller ligefrem slog Pandoras æske op på vid gab, kan endnu ikke afgøres. Antallet af flygtninge, der efterfølgende trængte frem mod både Tyskland og Europas ydergrænser, tyder i hvert fald på, at kansleren er blevet oprigtigt overrumplet af effekten. Selv i Tyrkiet har det blandt syriske flygtninge ifølge den arabiske nyhedskanal Al-Jazeera skabt forhåbninger, der har fået endnu flere til at kaste sig ud i forsøget på at forlade Tyrkiet til fods og prøve at komme nordpå - formentlig mod Tyskland.

Tysk kovending

I sidste weekend blev presset nedefra for stort. Med beslutningen om at lukke den tyske grænse mod Østrig gennemførte Merkel den mest bemærkelsesværdige kovending i sin kanslerkarriere. Lukningen gav München et tiltrængt pusterum, mens Østrig og Ungarn fik en ekstra hovedpine, der fik grænselukningerne til at rulle videre sydover ad Balkan-ruten: Østrig lukkede grænsen til Ungarn, som forstærkede grænsen til Serbien.

- Tyskland kan ikke klare det alligevel, lød overskriften efterfølgende i flere tyske aviser. Pludselig havde kontinentets måske mest pro-europæiske land sat både Schengen- og Dublin-aftalen ud af spillet, mens det appellerede til europæisk solidaritet i forhold til fordelingen af de modtagne flygtninge.

For den ansete politiske kommentator Heribert Prantl er der med den tyske beslutning om midlertidig genindførelse af grænsekontrollen ikke bare tale om at trække afgørelsen om at optage flygtninge i land.

”For det første er det et forsøg på at lægge pres på andre EU-lande; for det andet er det et forsøg på at gøre det klart for flygtninge, at der stadig findes andre modtagerlande end Tyskland; og for det tredje er det et forsøg på at vinde noget tid til at få opbygget en national og fungerende logistik for flygtningene,” skriver han i Süddeutsche Zeitung. Merkels passionerede forsvar for det store optag synes at give ham ret, også selvom der ikke er nogen velvilje at spore hos de europæiske naboer.

Situationen, der udstiller de forskellige EU-landes dybt forskellige agendaer og modstridende interesser, er ved både at lægge Schengen i graven og måske også rive unionen itu. Hvis Tyskland insisterer på et kvotesystem for fordelingen af flygtninge, vil Schengen og de åbne grænser måske netop komme under pres - fra de flygtninge, der i givet fald vil tilbage til Tyskland fra for eksempel Polen eller Ungarn.

På den måde er EU havnet i en blokeret og fuldstændig passiv situation. I Tyskland har det virket som endnu et praj om, at landet nok er mægtigt, men ikke almægtigt i EU. Tyskland ser ud til at have overvurderet sig selv i den første optimisme og overvurderet den europæiske solidaritet i den følgende krise - i hvert fald som solidaritet ser ud med tyske øjne. Det fik vicekansler Sigmar Gabriel til at kalde Tyskland for ”det store giverland” i et Europa, hvor ”alle er med, når de får penge, men ingen er med, når de skal bære ansvar.”

- Tyskland kan ikke klare den halve verdens flygtningeproblemer, mener Gabriel, der stadig tror på, at krisen kun kan mestres med en samlet europæisk indsats. Til en start har han krævet bedre kontrol af EU's ydergrænser samt en større indsats i nærområderne for katastrofen i Syrien: Både EU, USA og Golfstaterne skal sætte halvanden milliard euro (cirka 11,5 milliarder kroner, red.) af til flygtningehjælp i Syriens nabolande.

Nødbremsen

I Berlin har de sociale myndigheder ikke tid til at tænke over den europæiske handlingslammelse. Talskvinden Silvia Kostner er mere optaget af, at der er endnu et tog på vej med 530 migranter fra München til Berlin.

For en gangs skyld kommer der færre end ventet. Merkel er ikke den eneste, der har trukket i nødbremsen. Det har migranterne i toget også. Cirka 180 af dem er stået af et sted på strækningen - ifølge avisen Süddeutsche Zeitung, fordi de ikke ville til Berlin og dermed blive registreret her i Tyskland. De vil hellere prøve lykken i Skandinavien.