Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen står midt på den lille markvej, der adskiller Tyskland og Danmark, og forestiller sig, hvor let det må være at krydse grænsen uset, når sommerens majsplanter står i 2-3 meters højde på begge sider.

- Hvis du virkelig ønsker at krydse grænsen her, så er du kun synlig den tid, det tager at løbe de 3 meter ind i majsmarken igen.

Pointen, som borgmesteren efterhånden er blevet landskendt for, er, at den dansk-tyske grænsekontrol, som hans partifæller på Christians-borg netop har fået forlænget, er meningsløs. Spild af ressourcer.

- Dengang der var en fysisk grænsekontrol, da vidste vi, der boede hernede, jo, hvor der var toldere. For de var altid kun ét sted. Så når man havde en enkelt pakke cigaretter for meget med – og det tror jeg rigtig mange "kom til" dengang – jamen, så kørte vi jo bare over ved Padborg.

Indrømmelsen af, at borgmesteren kendte til det lille ‘smuglertrick’, falder, da han har sat sig tilbage i bilen og sammen med Kommunens udsendte kører videre ud i grænselandet omkring Padborg. Thomas Andresen vil med denne køretur vise Kommunens læsere, hvorfor vi ikke skal spilde penge på grænsekontrol, og forklare, hvorfor det at være sønderjyde ansporer ham til at være kritisk overfor regeringens flygtningepolitik.

Synspunkter under pres

I Aabenraa fik Dansk Folkeparti 31,8 procent af stemmerne ved valget i 2015, og Thomas Andresen kan derfor opleve en del modvind, når han fremturer med sine synspunkter, som han eksemplevis formulerede tidligere på måneden ved et debatmøde i Flensborg om danskhed: ”Jeg er simpelthen bange for, at vi til sidst ikke kan genkende os selv. Danmark har altid været meget åbent overfor udlandet, men vi er for øjeblikket ved at sætte nogle skodder op, så vi ikke mere har det åbne syn ud mod verden.”

Disse synspunkter er under pres i Sønderjylland.

- Facebook er blevet sådan et sted, hvor alle kan komme med deres holdninger og hjemmestrikkede ideologier. Dér er jeg under pres. Så hører jeg det jo også meget fra DF. Og så hører jeg det også fra borgere, der synes, at jeg giver køb på vores værdier. Lige så snart der sker noget kriminelt – en voldtægt eller noget – så skal jeg høre for det: ”Der kan du bare se: Sådan er de”.

- Jeg ville under alle omstændigheder stå ekstremt godt, hvis jeg blev tilhænger af grænsekontrol og var mere barsk i mine udtalelser om flygtninge og indvandrere.

Men hvorfor så ikke bare rette ind? Det handler om at være formet af sin egn, lader borgmesteren forstå.

- Vi er jo som borgmestre gjort af det stof, der kendetegner vores kommune. Og hernede er det samhandel med andre lande. Jeg er rundet af den historie, siger han og uddyber:

- Aabenraa er en gammel søfartsby, og allerede i 1700-tallet byggede vi skibe og sejlede til Fjernøsten for at handle. Vi har altid haft det her med at respektere andre kulturer og lære at forstå dem. Også at lære at udnytte dem og samhandle med dem. Det gør vi i udstrakt grad også i dag. Vi har en samhandel med Tyskland på 110 milliarder på nationalt plan – cirka halvdelen af de penge udspringer hernedefra.

De vigtige rødder

Men de omstridte synspunkter kan også spores tilbage til Thomas Andresens egen familiehistorie. Mens vi holder ved en af de mange grænseovergange, der kun er markeret med et lille skilt – og som borgmesteren hævder er fuldstændig umulige at overvåge – fortæller han om sin baggrund.

Han har selv både danske og tyske rødder. Hans fars familie stammer fra grænselandet, hvor det at være dansk eller tysk hurtigt kan blive et kompliceret spørgsmål. Den farmaceut-uddannede farfar boede for eksempel på Aabenraa-egnen, der dengang lå på den tyske side. Men da grænsen blev flyttet sydpå i 1920, boede han pludselig i Danmark, og hans uddannelse var ikke længere adgangsgivende til drømmen om eget apotek. Derfor flyttede han til Flensborg, hvor Thomas Andresens far så siden blev født. Efter 2. verdenskrig emigrerede faderen til Namibia, der engang hed Tysk Sydvestafrika, og her mødte han Thomas Andresens mor, der oprindelig kom fra Sydtyskland. De fik en datter, der ikke trivedes i det afrikanske klima, og familien ville nu flytte tilbage. Men til Tyskland eller Danmark?

- Min far sagde altid, at hver gang han krydsede grænsen fra Tyskland ind i Danmark, så følte han, at han fik indre ro. At det var her, han hørte hjemme. Så de valgte meget bevidst at flytte til Aabenraa.

Da den lille familie kom til Danmark, var det første, de gjorde, at købe en flagstang og hejse Dannebrog.

- Ikke fordi de var specielt nationale, men for ligesom at markere, at nu havde de fundet deres rødder.

Og her blev Thomas Andresen så født. I en tid, hvor verdenskrigene stadig trak friske og blodige ar i den sønderjyske muld, men hvor han altid følte, at sønderjyderne gav hans familie en chance.

- Tyskere var ikke særligt populære dengang i slutningen af 50’erne. Mange sønderjyder havde mistet familie i 2. verdenskrig. Og i 1. verdenskrig. Men jeg har aldrig – som tosproget og med tysk oprindelse – følt had eller følt, at jeg ikke blev accepteret.

- Når jeg så i dag møder syrere, tyskere, polakker eller whatever, så skal de have lov til at bevise, at de gerne vil være en del af vores samfund. Det, at man kommer fra et andet land, har en anden religion eller har en anden hudfarve, er for mig ikke nok til, at man bliver ekskluderet. Det er simpelthen, fordi jeg selv føler, at jeg og min familie fik muligheden dengang.

- Aabenraa Kommune har jo i princippet en borgmester, der er 2.-generationsindvandrer, siger Thomas Andresen og smiler.

Det har så lidt betydning

- Det er altså en politibil, der kører dér, siger han pludselig og nikker op mod bakspejlet i sin beige SUV.

- Det er jo ikke ligefrem, fordi der er buldrende travlt her, og andre steder i landet er der cykeltyverier og anden kriminalitet, som man ikke får håndteret. Vi har et rigtig godt politi, så jeg synes, det ærgerligt, at de går her og laver noget, som har så lidt betydning.

På spørgsmålet om, hvad han ellers mener om andre af regeringens mere omdiskuterede initiativer på flygtningeområdet såsom smykkelov og opgør med kvoteflygtninge, kommer der en kort tænkepause.

- Jeg er jo ikke enig med Støjberg i nogle af de her meget restriktive regler. Jeg er med på, at det har noget signalværdi, og jeg er med på, at det er anderledes at være lokalpolitiker, end det er at være folketingspolitiker. Men jeg er nu engang lokalpolitiker og borgmester, og derfor tager jeg afsæt i forhold, der gælder for min kommune – det er det, jeg føler, jeg skal.

- Lige det her med smykkeloven: Det blev karikeret for meget, for det kom til at handle om guldtænder og vielsesringe. Det var for mig ikke det, der var budskabet. For mig var budskabet, at hvis du har penge på kontoen, så skal du bruge af dem, før du beder om hjælp hos det danske samfund. Og det er generelt fornuftigt, lyder det fra borgmesteren, og her kan man næsten se den liberale glød blive tændt i hans øjne.

- Det er ikke alting, der er en kommunal opgave! Jeg har jo for eksempel fået opringninger fra borgere, der fortæller, at de har været smadderuheldige, og at deres lejlighed er brændt. Tænk at ringe til en borgmester og sige: ”Hvad skal jeg nu gøre?” Min første indskydelse er, at jeg synes, han skal ringe til et forsikringsselskab. Vi er jo for pokker ikke et forsikringsselskab!

Thomas Andresen er led og ked af, at folk har opfattelsen af, at alt som udgangspunkt starter ved kommunen. Og hvis ikke kommunen tager sig af det, så går det i stå, og man kan begynde at protestere.

I det rigtige parti

- Så jeg er altså med i det rigtige parti. Vi skal passe på, at vi ikke gør flygtningespørgsmålet til nationens eneste og største problem. Det er det ikke. Vi har så mange andre problemer, som vi skal håndtere. Vi står ved en skillevej nu, hvor vi skal prøve at få borgerne til at få ejerskab til eget liv igen. Og der er nogen, der skal have det kærlige puf, som kontanthjælpsloft og 225-timers-regel er. Og dér er jeg med i det rigtige parti.

- Jeg synes også, vi er rummelige nok til at have sådan nogen som mig i partiet. Og til at have andre fløje. Det er kun fair, at medlemmer af et parti også engang imellem påpeger, at der er nogle problemer. Det gjorde de sjællandske S-borgmestre jo også i sin tid i forhold til ghettodannelser. Og de blev først rigtig hørt bagefter.

Vi gør et kort stop udenfor Frøslevlejren, der under krigen fungerede som interneringslejr for dansk politi og frihedskæmpere og efter krigen husede kollaboratører. Thomas Andresen kigger ud gennem bilens forrude og konstaterer:

- Vi sønderjyder kan om nogen tale med om, hvad det kan medføre af konflikter og tragedier, hvis ikke vi er åbne og prøver på at lære hinandens kultur at kende.

- Jeg tror altså, at der er en del, der på et tidspunkt vil kigge sig selv i spejlet og tænke, om de egentlig agerede rigtigt. Det må de jo forsvare sig mod til den tid. Men det ønsker jeg ikke.

- Da flygtningekrisen var på sit højeste, husede de i Flensborg flere flygtninge om måneden, end vi modtager på et helt år i Danmark. Det har man håndteret i Flensborg, en by på omkring 80.000 indbyggere. Herhjemme begynder vi at pive, lige så snart der kommer nogen og beder om hjælp, siger han med tryk på ”at pive”.

Vi kører videre, og kort efter når turen rundt på Padborg-egnen sit endemål, Padborg Station, hvorfra Kommunens udsendte kan tage toget hjem til hovedstaden. Et par afsluttende bemærkninger falder i den tomgående SUV.

- Jeg glemmer aldrig en aften, jeg var hernede; det var smadderkoldt – i november måned. Det var første gang, de lukkede grænsen. Jeg havde lige været ude at passe mit lille barnebarn, der var et halvt år på det tidspunkt. Så var der en syrisk mor, der havde et lille barn på samme alder. Det lå og sov på et tæppe henne i noget af det grove grus derhenne, siger han og peger.

- Sutteflasken stod lige ved siden af.

- Det er altså sådan nogle billeder, som jeg synes er så hjerteskærende. Man kan godt sige om dem, der finder helt herop, at de har ressourcer og det ene og det andet, men de, der sad dernede, havde altså ingenting. De var bare i nød.