”Her må I sige alt”
”Her må I sige alt”
I Aarhus skal man passe på med at være for lukketmundet – i hvert fald hvis man er ansat i magistraten Sundhed og Omsorg.
For her hersker åbenheden. Og ideologerne, de to stiftere af Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater, direktør Hosea Dutschke og strategi- og sekretariatschef Thune Korsager, er ikke blege for at fyre ledere, der giver deres medarbejdere mundkurv på.
”Flere steder ligger det latent, at det er fyringsgrund at udtale sig. Vi har valgt at vende det om og sige, at det er fyringsgrund, hvis man som leder forhindrer sine medarbejdere i at udtale sig,” siger Thune Korsager:
”Vi siger til medarbejderne: ’Som udgangspunkt må I sige alt. Det eneste, I skal passe på med, er at udtale jer på hele arbejdspladsens vegne, med mindre I har aftalt det med jeres chef. Og så i øvrigt bare et godt råd: Gør det nu på en sober måde.’”
Det handler ikke om ytringsfrihed, understreger Thune Korsager, eller i hvert fald ikke kun om det. For ytringsfriheden er blot en delmængde af et langt større begreb kaldet åbenhed. Og det er åbenheden, der skal gennemsyre magistraten og skabe innovation og udvikling og arbejdsglæde.
”Det handler i virkeligheden om, hvordan vi forbedrer os selv. Hvordan vi undgår at synke sammen og implodere i vores egen selvfedhed og manglende foranderlighed,” siger Thune Korsager.
Skrot skåltalerne
Det hele begynder og ender med ledelse.
Den rette politiske og administrative leder kan skabe forudsætningerne for en god åbenhedskultur, mens en leder, som vil noget andet, kan rive det hele ned på et splitsekund. Det kræver blot, at man kalder en åbenmundet medarbejder ind til en kammeratlig samtale. Det signal er så stærkt, at det hurtigt vil blive forstået i medarbejderflokken.
”I sin tid krævede forsvarsminister Søren Gade en loyalitetserklæring, da en chef i Beredskabsstyrelsen havde skrevet et læserbrev. Det bemærkelsesværdige var det signal, Søren Gade som leder sendte til hele organisationen: ”Det kan godt være, I gerne må udtale jer. Men Far her bliver altså tosset, hvis I gør det,’” siger Thune Korsager og fortsætter:
”Da vi gik i gang, noterede vi os, hvor mange skåltaler der er. Det er disproportionalt, hvor meget der bliver talt om åbenhed, og hvor få praktiske tiltag der er. At få implementeret åbenheden er den svære del.”
I Omsorg og Sundhed står det skrevet i ledernes kontrakter, at de skal skabe rum for åbenhed. Det handler både om at give plads til medarbejdernes ytringer eksternt og om internt at skabe fora, hvor medarbejderne kan komme til orde.
Oplagte steder er MUS-samtaler, månedssamtaler og fredagsmøder, hvor medarbejderne skal opleve, at en åben mund bliver mødt med et åbent sind.
”Hvis man bare dyrker åbenmundetheden, kan der godt komme en masse gode ideer, men hvis der ikke er åbensindethed, imødekommenhed og forandringsvillighed, så strander det jo der,” siger Thune Korsager.
Magt veksles til frihed
Og selv om det er svært at måle, har indsatsen i Omsorg og Sundhed båret frugt, mener Thune Korsager.
“Med fare for at få de andre afdelinger på nakken, tror jeg, vi er længere fremme end nogen af de andre afdelinger,” siger han.
Det indtryk bekræftes af formanden for socialrådgiverne i Region Nord, Mads Bilstrup. Indtil årsskiftet var han fællestillidsmand i Aarhus Kommune. Og han oplever jævnligt, at kolleger - trods de fine hensigtserklæringer fra kommunens topledelse - bliver trukket ind til kammeratlige samtaler.
“Vi oplever gang på gang, at den lokale ledelse prøver at lægge låg på sager og indkalde medarbejdere, der udtaler sig, til samtaler for at få dem til at gå ud med en udtalelse om, at det ikke var sådan, de mente det,” siger Mads Bilstrup.
Thune Korsager medgiver da også, at træerne ikke vokser ind i himlen - end ikke hos Omsorg og Sundhed.
“Jeg tror da også, der er nogle lommer hos os, hvor de lokale ledere stadig har angst for, at medarbejderne går ud og kritiserer deres arbejdsplads,” siger Thune Korsager, som godt forstår angsten blandt lederne.
“Mange vil opleve det som et tab af magt. Og jeg tror da også, man afgiver en smule magt. Men man veksler den til noget innovation og nogle frihedsgrader, der gør, at borgerne i sidste ende får bedre service, og vi får en bedre arbejdsplads. Det er det, der er vores ligning,” siger Thune Korsager.
Og selv om der skulle være ledere, som ikke er enige i det facit, nytter det ikke, at de lægger bånd på deres medarbejdere:
“Hvis der er nogen, der vil protestere, kan du ikke holde dem tilbage,” siger Thune Korsager:
“Skaber man i stedet en åben kultur, får man ting frem på en mere konstruktiv facon og får taget problemerne langt tidligere. Der er ikke noget argument for at undertrykke medarbejderne.”
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.