Støjen fra de mange gæster i baren gjorde det svært at høre, hvad der blev sagt. Så politikerne i debatpanelet måtte småråbe for at nå ud til de godt 50 mennesker, der sad stuvet sammen på bænke og træstole omgivet af malerier fra guldalderens glansperiode.

Sådan er det, når man holder politiks debat på Toga Øl & Vinstue i det indre København. I et forsøg på at få bragt EU ind i valgkampen havde Folkebevægelsen mod EU og Europabevægelsen sat hinanden stævne i en af den demokratiske debats vigtigste institutioner, værtshuset.

Og debat blev der, både ophedet og følelsesladet. Måske ikke så overraskende, når nogle af landets mest EU-kritiske og EU-begejstrede borgere samles i et mindre tillukket lokale, og der så tilsættes lidt øl.

Stemmerne blev dog aldrig så højlydte, at det kunne høres på Christiansborg få hundrede meter væk, hvor valgkampen fortsatte ufortrødent uden den store interesse for, hvad der sker uden for de danske grænser. Men både de kritiske og begejstrede kunne samles om en ting. Overskriften for dagens arrangement ’EU-fallitbo eller en stormagt i verden?’ satte det europæiske projekts højaktuelle situation retvisende på spidsen. Mens EU bestræber sig på at handle som en stormagt i verden, så truer gældskrisen med at sprænge unionen indefra.

”Man må erkende, at virkeligheden viser, at de to ting ikke udelukker hinanden,” som Enhedslistens paneldeltager udtrykte det.

Enighed var der også om det paradoksale, men langt fra overraskende, i, at valgkampen har handlet så meget om håndteringen af den økonomiske krise i Danmark, og så lidt om den større, bredere og dybere krise i resten af EU. Særligt set i lyset af at Danmark overtager posten som EU-formand kun få måneder efter den nye regerings tiltræden.

Galloperende gældskrise

Udviklingen i Danmark kan ikke forstås adskilt fra EU. Det vidste debattørerne på Toga Vinstue, og det ved politikerne på Christiansborg. Den fortielse fra valgkampen vil de den kommende tid få rig lejlighed til at distancere sig fra.  Når Danmark bliver formandsland, vil den nationale politiske debat og den europæiske dagsorden ikke længere være henvist til hver deres parallelle spor, men for en tid smelte sammen som den nye regerings dominerende opgave.

Kommunen har talt med en række forskere, folketingspolitikere og europarlamentsmedlemmer om formandskabets største udfordringer. De peger sammenstemmende på, at den europæiske gældskrise som den alt overskyggende dagsorden.

”Vi må nok forberede os på, at krisen vil være hele det overordnede rammevilkår for det danske formandskab,” siger Rebecca Adler-Nissen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

 Samme diagnose kommer fra europaparlamentarikerne Margrete Auken (SF) og Jens Rohde (V).

”At redde euroen bliver noget af det mest dramatiske, der kommer til at foregå i vores periode som formand,” siger Margrete Auken. 

Danmark kommer som formandsland til at sidde i en lidt særpræget situation med en eurokrise så højt på dagsordenen. Vores forbehold på området betyder, at vi ikke vil sidde med til de væsentligste forhandlinger om redningen af euroen. Om det er en hæmsko eller ej for det danske formandskab, er der delte meninger om blandt politikere og eksperter.

Nogle mener, at det ikke blot har betydning for de konkrete forhandlinger om euroen og redningspakker til gældsplagede lande, men også for vores generelle anseelse i andre sammenhænge. Den vurdering er professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard ikke enig i.

”De danske forbehold spiller ikke nogen særlig rolle ved afviklingen af formandskabet, selv om der en del, der tror det. Tværtom så er det jo nogle punkter, hvor vi ikke direkte kan beskyldes for at have danske særinteresser,” siger han.

Møgsager

Mens det på Toga Øl & Vinstue ikke skortede på idéer til, hvad det danske formandskab bør prioritere, så peger Peter Nedergaard på, at Danmark kun i meget begrænset omfang kan fastsætte sin egen politiske dagsorden for formandsperioden. 

Han har lavet en undersøgelse, der viser, at 80 til 85 procent af alt det, der kommer til at foregå under det danske formandskab, er sager, der overtages fra det foregående formandsland, Polen, og blot skal videreføres. 10 procent er ting, der kommer ind fra højre, som akutte kriser og nødvendige brandslukningsmanøvre. Og de sidste 5 procent er så sager, hvor der er plads til danske prioriteringer.

Samtidig har Lissabon-traktaten ændret formandslandets rolle i forhold til tidligere, hvor formandslandet sad for bordenden ved alle forhandlinger. 

I dag har det Europæiske Råd en fast formand med belgieren Herman Van Rompuy, mens briten Catherine Ashton er fast repræsentant for udenrigspolitikken. Derfor vil vi heller ikke få Helle Thorning Schmidt at se siddende for bordenden til et topmøde med Europas øvrige regeringsleder og sige ”we have an agreement”, siger Rebecca Adler-Nissen.

Og selv om den slags kan give politisk prestige, så skal Helle Thorning Schmidt måske ikke være så ked af det. For i en krisetid er det ikke vindersagerne, der dominerer. I 2002 havde den foregående regering hele udvidelsen med de ti nye østlande på dagsorden. I dag tales der på højeste embedsmandsniveau først og fremmest om de mange ”møgsager”.

”Langt ind i de kredse, hvor det hele skal styres fra, er holdningen i øjeblikket meget pessimistisk,” siger Hans Mouritzen. 

Det skyldes, at vi er i en situation, hvor det først og fremmest handler om at parere krisens mange konsekvenser og ikke om at handle proaktivt og fremadrettet. Derfor er der også lagt op til, at en betydelig del af ansvaret for en række opgaver vil blive lagt hos den faste formand for det Europæiske Råd, ­Herman Van Rompuy.

”Når der nu er så mange af dem, man kalder møgsager, så er det jo også meget bekvemt at lægge en del af ansvaret fra sig. Så er det ikke os alene, men også det faste formandskab, der står med opgaven,” siger Hans Mouritzen, seniorforsker ved DIIS.

Merkels spændetrøje

Samtidig med at den danske valgkamp løb med opmærksomheden herhjemme, bevægede EU som helhed og de 17 eurozone-landende i særdeleshed sig ind i en af de mest politiks højspændte perioder siden finanskrisens start. 

En græsk statsbankerot synes at rykke stadig nærmere, stigende renter og en enorm gæld truer med at vælte Italiens økonomi, og i Tyskland kæmper kansler Angela Merkel en tofrontskrig, hvor kampen for at sikre tysk indflydelse på euroens overlevelse er ved at underminere hendes indenrigspolitiske opbakning.

For at gøre situationens alvor klar gentog Angela Merkel derfor i forrige uge i en tale til det tyske parlament advarslen om, at hvis ”euroen bryder sammen, så bryder Europa sammen”.

Et scenarie, der i den grad skilte vandene på Toga Øl & Vinstue. Et ellers erklæret borgerligt medlem af Europabevægelsen og tidligere embedsmand i Udenrigsministeriet kunne ikke andet end at skælde og smælde over den foregående regerings tøven med at sende de danske forbehold til afstemning.

”Nu har de haft så mange år til at få den gjort, men de har ikke turdet, og nu er vi uden for indflydelse i de her altafgørende sager. Det er en gruopvækkende undladelsessynd,” lød den harmdirrende kommentar.

Til gengæld er eurokrisen i den grad vand på EU-kritikernes mølle. Ikke at de ser et decideret sammenbrud som en ønskelig udvikling, det ville have alt for store menneskelige og sociale omkostninger. Men det har fået danskernes tilslutning til euroen helt ned på nulpunktet.

Det afspejlede sig også, de relativt få gange euro-krisen blev nævnt af Christiansborg-politikerne i valgkampen. Her handlede det først og fremmest om, hvornår en folkeafstemning om euro-forbeholdet skal finde sted. Hvad vi kommer til at stemme om, har haft mindre betydning. Men faktum er, at eurosamarbejdet er i bevægelse, og at det meget let kan være en helt anden konstruktion, vi til sin tid kommer til at tage stilling til.

Helles ’time to shine’

Hele den debat vil ramme Danmark under formandskabet. Og selv om Danmark ikke sidder for bordenden, når eurolandende forhandler, så vil den økonomiske krisestyring alligevel blive centralt for vores indsats. Men her drejer det sig først og fremmest om problemer med væksten og ikke gældskrisen.

”Det indre marked har 20 års jubilæum, og Kommissionen har derfor forberedt en stor lovpakke, som særligt er rettet mod at få gang i væksten. Det vil man nok fra dansk side forsøge at komme så langt som muligt med. Spørgsmålet er så, i hvor grøn en retning vi kan få skubbet væksten. For det grønne vil jo være en særlig dansk prioritet,” siger Rebecca Adler-Nissen fra Københavns Universitet.

Hverken hun eller hendes forskerkollegaer mener, at det har nogen praktisk betydning, at en ny regering først træder til så kort tid før Danmark overtager formandskabet. Embedsmænd i Udenrigsministeriet og de øvrige ministerier har længe arbejdet på forberedelserne og vil guide politikerne sikkert igennem.

De er ganske givet også forberedt på en regerings behov for at profilere sig. Det vil særligt gælde for Helle Thorning Schmidt, der som tidligere europaparlamentariker med et solidt europæisk netværk (svigerfar er tidligere britisk EU-kommissær og ­leder af Labour, og svigermor var europaminister under Gordon Brown) vil gøre sig umage for at signalere lederevner og international statsmandskab.

Og hun får godt brug for alt, hvad der kan hjælpe hende. For selv om formandslandet ikke har den samme rolle som tidligere, så er regeringslederens opgave blevet større og sværere, mener Rebecca Adler-Nissen.

”Europa-Parlamentet har fået en langt større indflydelse og dermed mulighed for at skabe ravage, og det kræver enormt politisk lederskab af Formandskabslandet. Samtidig er der kommet flere lande til, så det er bestemt ikke blevet lettere at være formand,” siger Rebecca Adler-Nissen.

Og mon ikke Toga Øl & Vinstue også til den tid vil danne ramme for ikke så få diskussioner om, hvorvidt Helle Thorning Schmidt nu også evner at levere varen.