Det var på høje tid, at der blev skrevet et nyt kapitel, lød det fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), da hun i maj lancerede “den første store aftale på handicapområdet nogensinde”. 

En aftale, der skal skabe gennemgribende forandringer. 

Men om det vil lykkes at skabe bedre forhold for mennesker med handicap er svært at sige, lyder det fra handicap-forsker Emil Falster, post.doc. hos Bevica Fonden og Aalborg Universitet. 

- Vi ved reelt ikke, hvilken betydning den får. For aftalens ramme er, at der ikke må bruges flere penge. Det er jo en politisk beslutning, at man ikke vil bruge flere penge på mennesker med handicap, spørgsmålet er bare, om det ender med at komme mennesker med handicap til gavn at frigøre ressourcer i kommunerne, siger han. 

Ventetiden har været lang. Mens andre velfærdsområder har været udsat for skiftende politiske vindes reformer og udspil, har der i mere end et årti været dødvande på handicapområdet. 

Handicapområdet har længe været højspændt. Organisationer og kommuner har i årtier været mere modpoler i debatten, der ifølge handicaporganisationer alt for ofte har haft sit udspring i sprængte budgetter frem for menneskers skæbner. 

Forandring på vej

Aftalen mellem regeringen og Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale  kommer på bagkant af længere tids analysearbejde fra det såkaldte Tranæsudvalg, der har gennemgået regler og økonomi og anbefalet en række tiltag, der skal få handicapområdet på rette kurs. 

Efter regeringens politiske aftale om handicapområdet fulgte en delaftale mellem regeringen og KL, som skulle “sikre en bedre styring af området”. 

Den historiske aftale, der skal sikre den rette hjælp og mere tryghed til mennesker med handicap, er vedhæftet et skarpt krav om, at udgifterne ikke må stige. Men alt peger på, at antallet af borgere med behov for hjælp ligesom de foregående år vil vokse, og det skaber bekymring og frustration hos en række organisationer. 

Det er dog ikke en unik situation for området, forklarer Emil Falster.

- Positionen for mennesker med handicap i Danmark har ændret sig radikalt i løbet af de seneste 100 år. De var tidligere gemt væk og institutionaliseret i særforsorgen. Først i 1980’erne begyndte man for alvor at integrere handicappede i samfundet, og i løbet af 1990’erne fik vi princippet om, at de skal behandles lige med alle andre. 

I 2007 kom strukturreformen, der splittede amterne og specialviden i 98 kommunale atomer med den konsekvens, at sagsbehandlingen ifølge organisationer blev forværret. Samtidig blev der indført udgiftsstop på området helt frem til 2016.

Handicap måtte ikke koste flere penge. 

- Det er jo et indbygget problem i at lave politiske aftaler om et udgiftsstop i en periode, hvor man kan se, at flere og flere får diagnosticeret handicap og skal have hjælp. Det betyder jo, at kommunerne har skullet hjælpe stadig flere mennesker inden for den samme ramme i flere år, siger Emil Falster og fortsætter: 

- Jeg kan være nervøs for, men ikke sige med sikkerhed, at den måde, man drev området på med udgiftsstop, har betydet, at nogle borgere har udviklet mere komplekse behov og fået funktionstab og belastningsreaktioner af ikke at få den rette hjælp. 

Ifølge Emil Falster er det nærliggende at tænke, at når vi i dag taler om “særligt dyre enkeltsager” på socialområdet, er fænomenet en direkte konsekvens af den årelange manglende prioritering af området. Men det er samtidig en hypotese, der ikke er nogen videnskabelig bevis for, understreger han. 

- Vi skal bare være opmærksomme på konsekvenserne, når vi ikke hjælper mennesker i det fornødne omfang. Økonomisk knaphed har konsekvenser. Det var en periode, som skabte store frustrationer hos mennesker med handicap. 

Han nævner, hvordan organisationer beretter om manglende hjælp og støtte, mindre tillid til de offentlige myndigheder og ridser i retssikkerheden med en række opgørelser af høje omgørelsesprocenter af kommunernes sager. 

Selvom den nye aftale også har til formål at standse og reducere udgifterne på området, så adskiller den sig dog fra tidligere års politiske aftaler med udgiftsstop, forklarer Emil Falster. 

- Nu er der kommet initiativer og tiltag til at forandre noget. Hypotesen er, at kommunerne kan frigøre ressourcer og bruge dem på kvalitet for mennesker med handicap. Det er en fin hypotese. Vi ved bare ikke, om den holder. Organisationerne er bestemt ikke glade for det. Jeg tror de havde regnet med en gennemgribende reform af området i stedet for de her 25 initiativer. 

Er organisationerne skuffede med rette?

- De fremhæver jo også gode takter i aftalen. Men den overordnede præmis og politiske beslutning om ikke at bruge flere penge på mennesker med handicap er værd at diskutere. Vi ved, at der er store konsekvenser ved ikke at hjælpe, siger han. 

Alvorlig udvikling

To år efter Strukturreformen skete der noget andet skelsættende. Her forpligtede Danmark sig også til FN’s handicapkonvention om at sikre handicappedes rettigheder til at blive behandlet lige. 

Emil Falster forklarer, at forpligtelsen til handicapkonventionen også er interessant i forhold til, at man fik noget at måle den førte politik op imod. Det har blandt andet Institut for Menneskerettigheder gjort i en rapport fra 2021, der estimerede udviklingen på området i 2012-2020. 

Konklusionen var slående.

På otte år var der “ingen reelle forbedringer i levevilkår for mennesker med handicap”. 

Emil Falster mener, at konklusionen siger meget om, hvordan politikerne har betragtet handicapområdet. 

- Der er nogle grupper, som politikerne gerne vil hjælpe, og andre, som de i mindre grad vil hjælpe. For udsatte børn har der fra 2009 og frem været fire-fem store reformer, og på handicapområdet har der været 0 på 17 år. Det er ikke, fordi reformer i sig selv skaber forbedringer. Men man kan konstatere, at der ikke er den tilsvarende opmærksomhed på handicapområdet. 

- Området har været dysset ned, gemt væk og ikke adresseret i det fornødne omfang. Og det er jo et vildt stort problem i og med, at mennesker med handicap er afhængige af, hvor man lægger snittet for den største minoritet i Danmark. I et historisk perspektiv fortæller det, hvem politikerne gerne vil hjælpe, og hvem de ikke vil. 

Vende det på hovedet

Økonomiaftalen mellem regeringen og KL, der sender 3,4 mia. kr. mod de danske kommuner, er blevet kaldt et “historisk løft”, “pengeregn” eller “sporskifte i velfærden”. 

Velfærdsløftet kommer direkte til skoler, dagtilbud og ældrepleje, fremgår det af aftalen. Områder, som KL gentagne gange har nævnt som ofre for den udgiftsstigning, som det specialiserede socialområde i en årrække har sendt til kommunekasserne. 

Men mens den brede velfærd løftes, står det anderledes til for handicapområdet. Flere kritiserer, at området slet ikke prioriteres. Mens den brede velfærd får en pengeindsprøjtning, holdes grebet om socialområdet stramt. 

Emil Falster mener også, at den seneste økonomiaftale er interessant i forhold til handicapområdet. 

Aftalen er bemærkelsesværdig, fordi den giver så stort et løft af velfærden. Men også bemærkelsesværdig for alt det, den ikke omhandler og omtaler.

- Ligegyldigt hvordan man vender det, indebærer  aftalen et markant løft af velfærden. Men hvad det store løft betyder for det specialiserede socialområde, er sværere at gennemskue. Det bliver jo ikke nævnt. Det er bemærkelsesværdigt, at det er splittet op i to aftaler, og at man så direkte fastslår ikke at bruge penge på handicapområdet, siger han.  

Emil Falster nævner dog, at en del af de 3,4 mia. kr. indirekte kan komme handicapområdet til gode. For hvis dagtilbud og skoler bliver styrket, så kan det også forebygge og hjælpe børn, inden de udvikler funktionstab, forklarer han. 

En ting er politiske aftaler om beløb, rammer og regler. Noget andet er, hvordan vi ser på handicap og omtaler det. 

Udgift eller investering

Igennem flere år har de stigende udgifter næsten været altoverskyggende i debatten om handicapområdet. Men i virkeligheden burde det vendes om, så debatten handler om investering, siger Emil Falster.

- Det har desværre været en negativ udvikling, hvor mennesker med handicap bliver italesat som udgifter. Jeg synes ikke, man har øje for deres potentiale. Det er blevet ensidigt, hvordan man fremstiller og forstår handicap. Der er jo rigtig mange, der, hvis de får den nødvendige hjælp og støtte, kan få uddannelse og komme i job inden for kort tid. 

Det gælder også en ensidig forståelse af, hvad handicap er. For hvis vi tænker handicap i et bredere perspektiv i de store samfundsløsninger, vil det komme flere til gode, vurderer Emil Falster. 

- Vi ser ind i en fremtid med mange ældre i befolkningen. Og de får skavanker, som reelt er handicaps. Det er der en pointe i at tage højde for. Om det gælder, hvordan vi indretter det offentlige rum, sagsbehandling, undervisning eller beskæf-tigelses-området, så skal vi i langt højere grad tænke handicap ind, hvis der skal ske forandring, siger han. 

- I stedet for at se på handicapområdet som noget, der brænder og skal slukkes, skal vi vende det på hovedet og tage afsæt i handicap, når vi laver store samfundsmæssige forandringer. For hvis vi tænker handicap ind i vores samfundsløsninger, så gør vi det ikke bare godt for mennesker med handicap, men også alle andre, siger ha