En ting var afgørende for Torsten Nielsen (K), da han satte sig til forhandlingsbordet for at finde Viborgs nye borgmester: Den, der kunne samle byrådet i Viborg, skulle være Viborgs nye borgmester.

- Ellers skulle vi ikke gå benhårdt efter posten. I det første halvandet år af sidste valgperiode kunne vi slet ikke arbejde på tværs af partiskel. Der skete slet ikke noget i kommunen, fordi vi sad og skændtes om bagateller. Og så udeblev resultaterne. Derfor satte vi os ned og blev enige om at samarbejde. Og det har været en enorm gevinst for kommunen.

Det blev Torsten Nielsen, der kunne samle Viborgs byråd. Men spørger man ham selv, er han da også, sagt på jysk, en ganske udmærket forhandler.

- Nu har jeg ikke lavet andet de sidste 25 år. Men når jeg forhandler, er det vigtigt, at jeg er troværdig, står ved det, jeg siger, og siger, hvad jeg mener. Hvis de tre ting går op i en enhed, er man ret tæt på at vinde, siger han og fortsætter:

- Og så er jeg ikke ret god til udenomssnak. I sidste ende skal man jo have fundet en løsning. Enten kan man blive enig, eller også må man prøve igen. Og hvis man slet ikke kan nå hinanden, kan det jo ikke betale sig, at man bliver ved med at prøve.

Skoledebatten og Pape

Han er egentlig uddannet landmand, men derfra og til at blive ejendomsmægler er der ikke så langt, hvis man spørger Torsten Nielsen - især ikke, hvis man handler med landbrugsejendomme.

Og videre i karrieren til at blive borgmester er der faktisk endnu kortere.

- Alle kan jo blive byrådspolitikere. Så det er slet ikke så svært at gå fra at være ejendomsmægler til at være politiker. Men jeg har altid været politisk interesseret. Bare aldrig inden for et bestemt politisk parti før efter skoledebatten i 2007.

Det blev netop skoledebatten og Søren Pape Poulsen, der gjorde udslaget for, at Torsten Nielsen gik ind i politik hos De Konservative.

Sagen var nemlig den, at der i 2007 blev udarbejdet et sparekatalog i Viborg Kommune, hvor det var planen, at otte skoler skulle lukkes. En af de skoler var Sparkjær Skole, hvor Torsten Nielsen på daværende tidspunkt sad for bordenden som formand for skolebestyrelsen, og det ville han ikke være med til.

Kunne have valgt V

Søren Pape Poulsen var til gengæld på daværende tidspunkt formand for Børn- og Ungeudvalget. Før det kendte de to konservative spidser ikke hinanden. Men det kom de til ‘på den hårde måde', som Torsten Nielsen udtrykker det.

- Vi talte virkelig dunder til hinanden til de møder, der blev holdt. Det har vi siden grinet meget ad. Men lige meget hvor højt bølgerne gik, forholdt vi os altid til sagen og ikke personen.

Torsten Nielsen markerede sig i lokalområdet med skoledebatten. Og snart ringede flere partier og spurgte, om han ikke skulle stille op til byrådet for dem, når der skulle være kommunalvalg i 2009.

Men det, at Søren Pape som Torsten Nielsen var ligefrem, var noget, Torsten Nielsen kunne forholde sig til. Derfor var han heller ikke i tvivl om, hvor hans kandidatur skulle ligge. Han ville stille op hos De Konservative, for her stillede Søren Pape Poulsen også op.

- Vi minder meget om hinanden, går til sagen og siger det, vi mener, ligegyldigt om det bliver modtaget positivt eller negativt. Det kan jeg godt lide.

Så hvis han havde været socialdemokrat, ville du da være blevet socialdemokrat?

- Ahh det tvivler jeg på, om jeg var blevet. Jeg har nok altid været til den borgerlige side, så det tror jeg, jeg vil svare nej til, svarer Torsten Nielsen.

Han ville dog ikke have haft noget problem med at blive venstremand, hvis Søren Pape Poulsen havde været det.

- Absolut. Det kunne jeg sagtens.

Man spiller sine kort

Når man spørger Torsten Nielsen, hvorfor det blev ham, der blev borgmester i Viborg, og ikke Jens Rohde (V) eller Per Møller Jensen (S), som ellers også meldte deres kandidaturer, giver han ikke et endegyldigt svar. Der er mange ting, der spiller ind, siger han. Det er ikke lige til at sige.

- Men i den slags situationer spiller man jo sine kort bedst muligt. Vi havde allerede borgmesterkæden i K, og den giver man jo ikke lige fra sig, uden at man kæmper det man kan for den.

Han siger selv, at han ikke havde gjort sig nogle særlige tanker om at skulle være borgmester i forvejen. Men tanken havde da strejfet ham.

- Vi havde Søren allerede, og ham var vi jo godt tilfredse med. Men jeg kunne godt se, at der ville komme en dag, hvor Søren ville videre.

Og selvom den slags altid kommer som et lyn fra en klar himmel, var han faktisk mere forberedt, end han selv havde forestillet sig, den dag, Søren Pape meldte sig under de landspolitiske faner. Alligevel var der to ting, som skulle være på plads, før han overhovedet ville bringe sig selv i spil: familien og forretningen.

Mere held end forstand

Hvis ikke familien nikkede ja, havde han aldrig gjort det, fortæller han. Der skal være styr på den front først og fremmest. Det gjorde den heldigvis.

- Inden man sætter sig til bordet til store forhandlinger, skal man have den slags på plads. Man kan ikke tage en time out midt i et møde og sige ‘Jeg skal lige have tre dage til at vende det med min kone', for så er den post fordelt uden dig. Og til en anden.

Og med hensyn til forretningen kom løsningen mere gennem held end forstand.

- Svend Døssing, som nu skal være daglig leder derinde, har jeg kendt i 23 år. Han kiggede forbi til en kop kaffe om tirsdagen, som han har gjort så ofte før. Men modsat andre gange så spurgte han denne gang, om ikke jeg kunne finde noget arbejde til ham - ikke 50 timer, men bare lige nok til at holde skindet på næsen. Hvad vi ikke vidste da, var, at Søren dagen efter ville gå. Men så var der jo styr på den front allerede, da Søren så kom med sin udmelding.