En halv snes grønklædte parkarbejdere river efterårsløv sammen på en stor offentlig plæne i Beograd. Der er meget at lave, bladene ligger tykt, og bunkevis af blade skal skovles op på en lastbil og køres væk. Alle river, skovler eller fordeler blade på ladet på nær chaufføren, der sidder lunt på førersædet og læser avis, mens de andre knokler i blæsten. Han er jo chauffør.

Den var næppe gået i en dansk kommune, hvor vej- og parkområdet enten for længst er udliciteret til et mere strømlinet firma med styr på lederuddannelse og med blik for rationalisering og sans for lean og den slags. Associationerne ryger straks videre til de klassiske østeuropæiske karikaturer: Damen ved rulletrappen, der som eneste job havde at trykke på op- og ned-knapper. Rengøringschefen på hotellet, der selv blot peger på, hvor der skal gøres rent og overlader rengøringen til en underordnet.

Tilbage på strøget i Beograd er to af de grønklædte ved at vande blomsterpotter i lygtepælene. Den ene holder stangen med dysen, mens den anden trækker vandbeholderen. Et skarpt lean-blik kunne måske indvende, at ham med stangen vel også godt selv kunne trille afsted med udstyret – hvorfor lade to mand udføre én mands arbejde? Den serbiske arbejdsløshed på omkring 30 procent sætter spørgsmålet i relief – sammen med en minimal mindsteløn og åbenlyse mængder af ugjort vedligeholdelse i det offentlige rum.

Sådan er der så meget

Omsat til danske forhold ramler de serbiske eksempler på tilsyneladende spildtid ned i tilbagevendende kommunale dagsordener om udliciterings-iver og trang til effektivisering – sat op overfor arbejdsmiljø- og tilskudsjob-aspekter. Udlicitering af arbejdsområder betyder ofte flere ledige, og fagforeningerne har længe peget på, hvordan gamle kolleger mødes igen i arbejdstøjet – den ene nu blot i et offentligt tilskudsjob til lavere løn.

Spørgsmålet om retten til værdigt arbejde eller ej melder sig også i bunkerne af fedtede platanblade: Højtuddannedes ret til at sige nej til oprydning og rengøring og samtidig bevare deres offentlige ydelser er fortsat et tema for danske beskæftigelseschefer – ligesom flere og flere notorisk overkvalificerede indvandrere påtager sig servicejob. Værdighed i arbejdet er relativt.

Nu er spildtid i det offentlige vel ret beset ikke et fænomen, der kun opleves på materielgårdene. Finn Søeborg udødeliggjorde legen ’at sænke slagskibe’, da han nådesløst beskrev organiseret og åbenlys spildtid på kontorerne i centraladministrationen i romanen ’Sådan er der så meget’.  Og i denne måned kom det frem, hvordan fem ansatte på et kommunalt opholds- og behandlingscenter i Nyborg brugte en lidt for god normering til at fifle med vagtplanen og give hinanden fri på skift.

Den trafik kostede jobbet for de fem og for to ledere, der burde have opdaget og stoppet svindelen. Og så er vi tilbage ved tillid og kontrol. Det er ubestridt, at der er brugt oceaner af mandetimer på kontorerne på at opmåle, beskrive og beregne værdien af detaljerede arbejdsfunktioner – ikke mindst i hjemmeplejen – for at kunne udbyde arbejdet til private. Ofte dikteret af folketingsbeslutninger. Ofte i kommuner, hvor ingen alligevel stod klar til at byde. Eller tag hele puljesystemet, hvor et bureaukrati uden lige holder talrige ansatte beskæftigede med at indsamle, beregne og kontrollere hinandens præstationer på kryds og tværs, mens de enkelte sociale projekter må leve fra bevilling til bevilling. Hvem sagde spildtid? Værdigt arbejde? Samfundsnytte?

Og så tilbage til parken foran Tito-mausolæet i Beograd, hvor der nu må være dalet platanblade ned til endnu et par vognlæs: Det kunne jo også være, at chaufføren, der sad og læste avis, har stift ben og netop kan klare at køre bil? Eller at de alle sammen i al gemytlighed skiftes til at få varmen inde på det lune førersæde og dér når at læse dagens avis? For hvor langt op i hierarkierne skal man, før det ikke anses som spildtid men derimod god stil at holde sig orienteret og følge med i samfundsudviklingen? Netop mens man er på arbejde? :