Grænsetilfælde. Hvem kan skelne i Berlin?
Grænsetilfælde. Hvem kan skelne i Berlin?
Chaufføren slår en latter op, der måske kan høres på den anden side af muren. Eller han betragter en med et udtryk, som om man netop var sluppet ud af forvaring. Forfatter Claus Parø skriver i december 1967 til Kommunens læsere om Berlin. Situationen, som han beskriver, opstår, når en udlænding ikke har fanget den nye … byfornyelse, kan vi jo kalde det, og derfor beder om en taxatur fra vest til øst.
”Holder man fast ved, at man ønsker at køre i taxa direkte til Alexanderplatz, vil chaufføren efter en del overvejelse nok fortælle, at det nok kan lade sig gøre, men det er lidt omstændeligt,” beretter Claus Parø. Der er kun 20 chauffører i stand til at køre taxa i hele den delte by, og så skal man oplyse, om man er vesttysker eller ej, for de to grupper har ikke samme checkpoints. Udlændinge kører med østrigere.
Byernes byer
Her i oktober var der 20-års-jubilæum for genforeningen. I dag kan man dårligt se på byen, hvor grotesk opdelingen var. Nu ligner det nærmest grænsen mellem København og Frederiksberg Kommuner. Det er kun de små forskelle i gadebilledet, der afslører mange års forskellig politisk struktur. Trafiklys og sporvogne er gode hints i Berlin. Frederiksberg kan genkendes på vejskilte, eller man kan gå på et kommunalt bibliotek og se, om posen er gratis.
(”Ja, du får da noget for dine skattepenge,” sagde bibliotekaren. Jeg turde ikke fortælle ham, at jeg ikke bor på Frederiksberg.)
Grænseoverskridende
Forskellen er, at København aldrig havde snigskytter liggende for at likvidere dem, der krydser Åboulevard. De fleste af os har alligevel ikke råd til at bo på Frederiksberg (og regeringen er vistnok ikke tryg ved tanken om kommunalt ansatte snigskytter). Men muren består stadig i tyskernes hoveder. Så er det alligevel nemmere for os danskere at overskue et skel mellem den røde og blå hovedstadskommune. Eller den konflikt mellem Aalborg og Nørresundby, som Kommunens bladtegner Mogens Juhl tog under kærlig behandling i juli 1966.
Fernsehturm om styrbord
Historien bag tegningen: Nørresundby ville bevare sin selvbestemmelse, og tonen mellem borgmestrene Robert Christiansen og Thorvald Christiansen var ikke altid ”urban”, som Kommunen så diplomatisk beskrev omgangsformen i det nordjyske i datiden. Til sidst talte Nørresundbys Robert om at lukke Limfjordsbroen, hvortil Aalborgs Thorvald sagtmodigt sagde, at ”så må vi indsætte gamle Lars Færgemand igen.”
Keine Hexerei, nur Behändigkeit! At tænke i samlende løsninger. Bemærk referencen til Berlin på tegningen. Mon ikke sådan en
Lars Færgemand kunne have gjort nytte på Spree-floden dengang?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.