Frihed er et plusord. Magt og styring giver derimod negative associationer i retning af tvang og kontrol. Det er netop inden for dette spændingsfelt mellem tvang og frihed, ledelse udspiller sig. Men hvor ledelse tidligere har handlet om at sætte rammer og begrænsninger for andres frihed, så handler det i dag om at få andre til selv at administrere deres frihed hensigtsmæssigt uden at begrænse den. 

”For mig er der ingen tvivl om, at vi i dag ikke kun styrer gennem begrænsning af en frihed, man har delegeret til andre.  I højere grad sker det igennem et forsøg på at skabe, hvordan folk definerer sig selv som frie, og efterfølgende administrerer sig selv derefter,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Han er professor ved Institut for Politik, Ledelse og Filosofi på Copenhagen Business School (CBS), og har forsket indgående i vilkårene for offentlig ledelse og magtudøvelse.

Stilmæssigt går Niels Åkerstrøm Andersens faglige argumentation hånd i hånd med den frie association og bevæger sig frit mellem højtflyvende abstraktioner og hverdagens jordbundne eksempler. 

Nogle vil måske finde analyserne af, hvordan sproget former vores virkelighed, temmelig krøllede og flagrende, men bagved ligger en række stringente grundantagelser. 

Styring gennem tvivl

En af grundantagelserne er, at magtudøvelse ikke er det samme som at tvinge nogen til en bestemt handling. Magt består derimod i at lede andres frihed. 

Det gælder, hvad enten der er tale om en relation mellem en borger og en socialrådgiver, socialrådgiveren og forvaltningschefen, forvaltningen og kommunens ledelse eller den enkelte kommune og staten. Udgangspunktet er, at borgeren, medarbejderen, institutionen, forvaltningen og kommunen spørger sig selv, om man nu også gør, som det forventes højere oppe i systemet. Man evaluerer med andre ord sig selv ud fra usikkerheden om, hvorvidt man bruger sin frihed rigtigt. På den måde kan man have frihed til at styre sig selv, samtidig med at man bliver styret.

”Kun den styring virker, som ikke ligner styring. Det gælder for eksempel også Finansministeriet. Selv her er der en erkendelse af, at det virker bedre, når vi ikke promoverer os selv som det store alstyrende ministerium, men meget mere lægger vægt på demokrati, medinddragelse, netværk og alt det der,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Han understreger imidlertid, at det ikke bliver mindre styring af den grund. 

”Der er bare en paradoksal måde at styre på, hvor man siger: Gør som vi siger, vær selvstændig,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Klichéernes fællesskab

En anden af Niels Åkerstrøms grundantagelser er, at offentlige forvaltninger og institutioner afspejler et samfund gennemsyret af silotænkning. Samfundet består af en lang række områder, der fungerer ud fra helt forskellige og adskilte logikker. Inden for omsorgsarbejde handler det om at skulle have eller ikke skulle have hjælp, inden for økonomien om at skulle eller ikke skulle betale og inden for juraens område om ret og uret.  

Som offentlig leder er det derfor afgørende at have blik for, hvordan forskellige faggrupper ser på verden. Det handler om hele tiden at få øje på, hvordan de mennesker man vil lede, leder sig selv, og hvordan man kan spille med på det. 

”Der er utrolig mange, der kan komme ind over i en sag. Og de faglige blik er efterhånden så specialiserede, at de kræver en dirigent, der får dem til at spille sammen,” siger Niels Åkerstrøm Andersen. 

Det kræver imidlertid nye samarbejdsformer, hvor der både skal skabes netværk og partnerskaber på tværs af faggrupper og mellem offentlige, private og frivillige aktører. Den offentlige leder skal være katalysator for en kultur, der både kan adskille og udnytte mangfoldigheden og samtidig være med til at knytte mangfoldigheden sammen.

”Derfor bliver et af kodeordene for tiden ’fællesskab’. Men hvis man tror, at idealet af fællesskabet er, at alle skal have den samme opfattelse, så vil man blive skuffet. Det er ikke muligt. Fællesskabet vil kun kunne fungere, hvis det er rimelig tomt og baseret på klichéer,” siger Niels Åkerstrøm Andersen.