Hvad gik der gennem dit hoved, da det blev afgjort, at du skulle være formand for Dansk Socialrådgiverforening?

Jeg blev da glad. Trak vejret og tænkte: så skal der arbejdes.

Du fik 71 procent af stemmerne – hvad betyder det at vinde så stort?

Det er jo et yderst tilfredsstillende mandat. Det viser, at den linje, jeg trækker med ind, er den, som vores medlemmer gerne ser videreført i foreningen. Og så synes jeg også, at det er en klar markering af, at det arbejde, jeg har lavet de sidste fem år i foreningen, har været godt.

Du har været formand i Region Øst og er selv socialrådgiver, men hvilke ting kan du ellers selv byde ind med?

Jeg har været regionsformand i fem år, og før det sad jeg otte år i hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening, så jeg er jo efterhånden – ikke den ældste rotte – men jeg tilhører dem, der har en vis erfaring.

En af de linjer, jeg trækker med ind, handler om, at vi som faggruppe skal indgå i den overordnede prioriteringsdiskussion i Danmark – med den tilgang, at det faktisk kan betale sig at investere i det sociale arbejde. At hvis vi omlægger til at arbejde forebyggende og med tidlige indsatser, tilrettelægger organisationen, så der er én koordinerende socialrådgiver, og desuden får nedbragt sagsantallet for socialrådgivere – og at vi desuden får indført den tillidsreform, som alle politikere taler om – så kan vi gøre det både bedre og billigere.

Hvilke centrale udfordringer er der for socialrådgiverne i Danmark i dag?

Alt for mange steder er der ikke tillid til den socialfaglighed, vi bidrager med – mange steder har man jo frataget socialrådgiverne kompetencen til at træffe egne beslutninger. Det betyder, at mange socialrådgivere oplever, at økonomien vægtes højere end den socialfaglige indsigt – og dermed også højere end dialogen med borgeren. Og det betyder igen, at der bliver for lange sagsbehandlingstider, når alt skal op at vende på flere ledelsesborde. Desuden bliver borgerne reelt fremmedgjort over for den beslutning, der træffes i deres liv, fordi de ikke selv sidder med ved bordet. Så det er en meget uhensigtsmæssig måde, vi griber det an på i øjeblikket.

Og så er vi også nødt til at sige, at det antal sager, som mange socialrådgivere sidder med, er for højt, og det sænker altså kvaliteten og presser arbejdsmiljøet.

Bettina Post har været en fremtrædende formand – hvad kan du føre videre fra hendes tid, og hvad bliver anderledes?

Jeg bliver ikke nogen ny Bettina Post, jeg bliver en ny Majbrit Berlau. Det er klart, at vi som faggruppe lige så meget i dag som i går er interesseret i at bidrage til den socialpolitiske debat. Vores tilgang er altid, at vi kan bidrage med indsigt og måske også med nye tanker om, hvordan man løser de sociale problemstillinger i samfundet. Den ambition lever i bedste velgående.

Hvad med det private – kommer du til at få tid til din bedre halvdel og dine børn?

Der vil jo sikkert være mere tid ude end hidtil, men jeg har et godt bagland af mand og mor.