Da jeg for nylig skulle op i byen i et ærinde, fik jeg endnu en af mine utallige oplevelser af danskernes mentale tilstand (sundhed?). Hovedgaden slår nede i min ende et par gevaldige sving, og her må man ikke parkere. Længere oppe går den brolagte gade lige ud, og bilerne holder tæt langs fortovene. Der er så godt som altid tæt trafik, for også her i byen trodser bilisterne al fornuft og trængsel og kæmper for at få bilen med helt ind i centrum og holde lige ud for den butik eller det kontor, der er turens mål.

Jeg sjoskede fredeligt afsted på fortovet i et af svingene og nærmede mig en stor varevogn, der holdt ulovligt parkeret indover fortovet, lige før en sidevej krydser fortovet. Idet jeg passerede sidevejen, kom en bil drønende udenom den parkerede varevogn og drejede ind mod sidevejen. Med galoperende hjerte forføjede jeg mig hastigt, mens bilisten stod på bremsen. Det var en nydeligt klædt ung mand – sikkert på vej fra arbejde på kontor eller i butik.

Jeg rystede på hovedet og vandrede videre. Det var kun i tøjet, den unge mand var nydelig og korrekt. Da han fik rullet sideruden ned, stod en strøm af ukvemsord efter mig. Bilisten ville vide, hvad jeg bildte mig ind. Så blev jeg vred, vendte rundt og gik over til ham for at forklare ham om hensigtsmæssig kørsel i en bykerne med tæt trafik af biler og fodgængere og om almindelig hensynsfuldhed.

Ledsaget af endnu en syndflod af eder, forbandelser og trusler fortsatte jeg op i byen. ’Gamle idiot!’, brølede den pæne mand af sine lungers fulde kraft. Jeg kvitterede for den sidste udtalelse ved at give ham fingeren. Så gik han helt amok og sendte nok en salve efter mig, som ville have gjort kaptajn Haddock målløs og sikkert misundelig.

De overflødige

Episoden gjorde mig tænksom. Hvad ligger bag, at han kunne blive så afsindigt rasende over at få fingeren fra én, han lige havde råbt ’gamle idiot’ efter? Tilsyneladende følte han sig i sin gode ret til at betitle mig sådan. Jeg ER jo en ældre herre og måske tilmed ganske unyttig, én af dem, der ikke arbejder og betaler skat. Et individ, der ikke har krav på respekt. Og slet ikke ret til at give fingeren.

Den unge mands verbale bidrag til bylivet forekommer mig at være et ganske godt udtryk for den tone, der hersker i vor moderne konkurrencestat. Her har samfundets ledende klasse i årevis udfoldet stor kreativitet for at karakterisere mennesker, der i højere og højere grad bliver skilt ud som unyttige: De skæve, de fremmede, de arbejdsløse, de gamle, de syge, rygerne, de overvægtige… De overflødige. De uønskede.

Kun de, hvis eksistens kan opgøres som et økonomisk aktiv, kan gøre krav på respekt. Sådan har det udviklet sig, først og fremmest inspireret af politikere, der har ført an med at finde på raffinerede udtryk for de holdninger, der får mere frit løb hos vrede bilister og hen over baren, hvor frustrerede danskere ubesværet forbander de sortsmudskede, perkerne, nasserøvene, spasserne. 

Engang var det fejlfarver, kloakbeduiner, halv­hjerner, spaghettier, jødesmovser, niggere…

I dag taler vi lidt pænere, men den seneste tid har budt på tankevækkende bidrag, når politikere vil nagle de moralsk anløbne østarbejdere, der kommer til vort land for at rage til sig af sociale ydelser. Men det handler om EU-jura og det indre marked, som Danmark – V og K med begejstring – har tilsluttet sig. Ikke om østarbejderne.

Græshopper og jordbærplukkere

Alligevel har den borgerlige – vælgerappellerende - forargelse rettet sig mod arbejderne. Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen betegnede dem med fnysende foragt som ’jordbærplukkere’.

Men den konservative Brian Mikkelsen har indtil nu taget prisen. Hans ordvalg hentede han – han er jo tidligere kulturminister – fra Bibelen. ’Græshopper’ var hans poetiske betegnelse. Ikke alene er ordet hentet fra Det Gamle Testamente - det er også en betegnelse, den nazistiske propaganda brugte om jøderne, før de blev udryddet i millionvis. Græshopperne er – ironisk nok - en af ’Egyptens ti plager’, som Gud påførte egypterne som straf for deres behandling af jøderne. Det hedder i Anden Mosebog:

’Moses rakte sin stav ud over Egypten, og Herren drev en østenvind ind over landet hele den dag og hele natten. Da det blev morgen, havde østenvinden ført græshopperne med. Græshopperne kom over hele Egypten og slog sig ned overalt i Egypten i så stor mængde, at der hverken før har været eller siden vil komme så mange græshopper. De dækkede hele landet, så jorden var sort af dem, og de åd alt det, der voksede i landet, og al den frugt på træerne, som var blevet tilbage efter haglvejret. I hele Egypten blev der intet grønt tilbage på træerne og på planterne på marken.’

Brian Mikkelsen har muligvis fortrudt sit ordvalg. I hvert fald er det lang tid siden, jeg har hørt en politiker tale så febrilsk og rablende om alt muligt andet, da Deadlines Martin Krasnik for åben skærm konfronterede ham med det.

Engang var samfundsånden hos flertallet, at vi alle er lige værdifulde, men har forskellige roller. I dag er det helt legalt at fradømme mennesker værdi – alene ud fra deres materielle nytteværdi. Det er tilladt at graddele, og nul er blevet en vigtig karakter på skalaen.

DR dokumenterede – vist nok ganske uforvarende – hvordan de kontrolgrupper, der heltemodigt bekæmper socialbedrageri, har taget denne ånd til sig. Enlige mødre på kontanthjælp må tåle vilkår, som ikke gælder for ’de nyttige’. Hvem ville finde sig i – som de enlige mødre måtte – at skulle redegøre detaljeret for sit privatliv. Hvem går du i seng med? Hvem har du spist aftensmad med? Jaså, du turde ikke tage kæresten med på ferie – så ved du altså godt, at du er kriminel!

Hvad kan man på den anden side vente sig af et samfund, hvor toppolitikere og økonomer og andre samfundsteknokrater kan finde på at betegne de generationer, der med deres livslange indsats har skabt grundlaget for det nuværende overflodssamfund, som ’ÆLDREBYRDEN’?

Tænk, hvad vi kunne spare, hvis de ikke var her – de unyttige, de uønskede.