Kommunen.dk
MENU

Fyret, flyttet og hoppet: Disse personer fik nyt job eller parti i maj og april

I Esbjerg er et byrådsmedlem hoppet til rivalen, og i Ringkøbing har en lokalliste nu mistet alle sine byrådsmedlemmer. Og så er der blevet ansat nye chefer.

Fyret, flyttet og hoppet: Disse personer fik nyt job eller parti i maj og april

I Esbjerg er et byrådsmedlem hoppet til rivalen, og i Ringkøbing har en lokalliste nu mistet alle sine byrådsmedlemmer. Og så er der blevet ansat nye chefer.
Jan Christensen, Søren Lambertsen og Anders Lundsgaard er tre af dem, der i løbet af den seneste måned har rokeret rundt.
Jan Christensen, Søren Lambertsen og Anders Lundsgaard er tre af dem, der i løbet af den seneste måned har rokeret rundt.
Foto: Vordingborg Kommune, Esbjerg Kommune, Billund Kommune

Kommunen.dk bringer her et månedligt overblik over, hvem der er blevet ansat hvor, og hvilke byrådsmedlemmer der har rykket rundt. 

København

Liberal Alliance er halveret i Københavns Borgerrepræsentation, hvor borgerrepræsentant Karina Bergmann skiftede til De Konservative. Hun kom i Borgerrepræsentationen, da Alex Vanopslagh først tog orlov og siden udtrådte helt efter sit valg til Folketinget ved FV19.

Tilbage som Liberal Alliances enlige borgerrepræsentant er dermed Heidi Wang, som også i foregående valgperiode en overgang var enkeltpersonsgruppe for partiet efter andre afskalninger.

Hos De Konservative bydes LA's seneste afhopper Karina Bergmann velkommen ved at blive sit nye partis kultur- og fritidsordfører. Efter Marcus Knuths skifte fra V i slutningen af sidste år har K nu fem mandater i Borgerrepræsentationen.

Læsø

På Danmarks nordligste ø og mindste kommune meddelte byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti Per Bragt, at han flytter fra øen 1. juni og dermed opgiver sin plads i byrådet. Partifællen Brian Winther (DF) afløser ham og overtager også Per Bragts bestyrelsesopgaver. 

Hillerød

I Hillerød er Dansk Folkeparti nu helt usynlige i byrådet. Det er resultatet af 2. viceborgmester Peter Lennøs exit. Han valgte i stedet at blive løsgænger. I en mail, Hillerødposten har fået fra den lokale formand, skriver han, at han har været glad for sin tid i Dansk Folkeparti og ikke ønsker at smække med døren.

I samme mail skriver han:

Peter Lennø har meldt sig ud af DF og er blevet løsgænger i Hillerød Kommune. Foto: Hillerød Kommune


 


- Jeg har efter samtale med Chris Bjerknæs (tidligere DFU-formand, red.) meldt mig ud af DF. Jeg gør det af hensyn til partiet, oven på de angreb som Mette Thiesen (byrådsmedlem fra Nye Borgerlige, red.) konstant udsætter DF og mig for. Jeg ønsker ikke at være en belastning for partiet, så derfor denne udmeldelse. 

Silkeborg

Socialdemokratiet i Silkeborg har væltet deres gruppeformand og borgmesterkandidat. Det drejer sig om Søren Kristensen (S), der nu kan se frem til at stille op til KV21 som menigt byrådsmedlem. Det hele skete på et møde med byrådsgruppen. Til mødet blev Lars Faarup (S) valgt som ny gruppeformand. 

Søren Kristensens borgmesterkandidatur har tidligere fået den daværende partifælle Lars Hansen til at melde sig ud af Socialdemokratiet og blive løsgænger. Men efter Kristensen har droppet sit kandidatur, er Lars Hansen måske på vej tilbage.

Han bekræfter over for DK Nyt, at han har talt med Lars Faarup, og at han 'med glæde vil vende tilbage til gruppen'. Han siger dog også, at der 'lige skal tales med et par stykker fra byrådsgruppen først.

- Jeg sagde et par ting i forbindelse med min afgang, som ikke var så smart, fortæller han.

Mindre dramatisk står det til i den administrative del af  Silkeborg Kommunen. Her er der ansat en ny økonomichef. Det er Ellen Dissing, der afløser Lisbeth Hansen, som er rykket til Sønderborg Kommune som økonomidirektør.

Ellen Dissing kommer fra en stilling som økonomichef i Thisted og har 18 års ledelseserfaring. I 25 år har hun beskæftiget sig med kommuneøkonomi: Først som revisor ved Kommunernes Revision og siden i forskellige stillinger i Skive, Holstebro, Herning og Thisted Kommuner. Hun tiltræder stillingen 1. juni 2020.

  Jeg sagde et par ting i forbindelse med min afgang, som ikke var så smart.

Syddjurs

I Syddjurs har erhvervs- og beskæftigelseschef Mette Vestergaard fratrådt sin stilling. Det skete i gensidig forståelse med direktionen i Syddjurs Kommune. Hun tiltrådte 1. april 2018 og nåede at sidde i chefstolen i næsten to år. Indtil kommunen senest 1. januar 2021 har fundet en ny chef, sidder kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen i rollen. 

I Syd- og  Norddjurs’ turistorganisation Destination Djursland har en fusion med VisitAarhus også ført til en fratrædelse. I forbindelse med fusionen besluttede bestyrelsen for Fonden Destination Djursland at opsige samarbejdet med direktør Flemming Rasmussen. I stedet bliver Pia Lange Christensen, nuværende direktør for VisitAarhus, også direktør for fonden, frem til fusionen træder i kraft.

Lejre 

Nye konstellationer opstår også i Lejre.

Her har kommunen fundet en chef til deres eget brandvæsen, når kommunen 1. januar 2021 træder ud af Vestsjællands Brandvæsen. Valget faldt på den 55-årige Niels Rasmussen. De seneste 20 år har han arbejdet med brand og beredskab og kommer fra et job som forebyggelseschef i Roskilde Brandvæsen, oplyser kommunen.

Kommunen har også ansat ny vicekommunaldirektør. Det blev Peter Olsen, som kommer fra en stilling som centerchef for Job og Borgercentret i Frederikssund.

Peter Olsen er 43 år, uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og har desuden adskillige lederuddannelser bag sig, herunder en master i offentlig ledelse fra CBS.


Vejle 

Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) har i byrådets nedlukningsperiode godkendt, at byrådsmedlem Lone Myrhøj (SF) bliver fritaget for sine kommunale hverv fra 14. april af helbredsmæssige årsager.

Lone Myrhøj forventes at være fraværende frem til sommer. Hun bliver afløst af Britta Bitcsch (SF), der er partiets 1. stedfortræder.


Struer

I Struer betyder coronavirus, at byrådsmedlem Grethe Hestbech (SF) må forlade byrådet før tid. Hun har i forvejen besluttet ikke at genopstille ved KV21, men efter at have været indlagt med corona har det 78-årige byrådsmedlem besluttet at holde.

Grethe Hestbech (SF) var ellers vendt tilbage efter et sygdomsforløb, men er altså nu igen ude. 

Billund

Et enigt ansættelsesudvalg har valgt at pege på Anders Lundsgaard som direktør for børn og unge pr. 1. juni.

Han er uddannet psykolog og kommer fra en stilling som chef for børn og familie i Aabenraa. Inden da var han psykolog i Esbjerg Kommune.

 
41-årige Anders Lundsgaard afløser Thomas Reintoft, der 1. marts skiftede til en stilling som socialdirektør i Kolding Kommune. Anders Lundsgaard bor i Varde med sin kone og to børn.

 

Anders Lundsgaard er ny direktør for børn og unge pr. 1. juni i Billund. Foto: Billund Kommune

Hørsholm 

I Hørsholm er et medlem af Venstre blevet smidt ud af partiet. For anden gang.

Det drejer sig om Ib Lunde Rasmussen (V), der netop havde meldt sig ind i kampen om at blive borgmesterkandidat. Nu er han ligesom for 15 år blevet smidt ud af Venstre i Hørsholm, skriver Frederiksborg Amts Avis. Første gang blev han ekskluderet, mens han sad i byrådet. Det gør han ikke i denne omgang. 

Ib Lunde Rasmussen har siden sin første exit stiftet lokallisten Borgerligt Alternativ, tilsluttet sig Hørsholmlisten og oprettet sin egen liste Nye Veje, som han forsøgte at stille op med ved KV17. Dog uden held.

På en generalforsamling i Venstre i 2019 blev han anerkendt igen og valgt ind i både lokal- og kredsbestyrelse. Han nåede at være medlem indtil mandag d. 27 april, hvor han blev smidt på porten.

I Hørsholm har Venstre det seneste års tid været præget af intern uro med formandsafgang, personlige beskyldninger mod en folketingskandidat og afskalning i byrådsgruppen, som spidskandidat Annette Wiencken (løsgænger) forlod.

Tilbage i opløbet om at blive V-spids er nu de to byrådsmedlemmer Ann Lindhardt og Anne Ehrenreich.


Gribskov 

I Gribskov hoppede et byrådsmedlemfra De Konservative til lokallisten Nytgribskov. Det drejer sig om Jesper Behrensdorff skriver Ugeposten. Med hans exit er Trine Egetved (K) nu alene tilbage i K-gruppen.

Partihoppet betyder, at borgmesterlisten Nytgribskov med Anders Gerner Frost i spidsen nu er størst i byrådet med otte mandater, mens Venstre har syv af de i alt 23. 


Esbjerg 

I Esbjerg har Venstre fået et ekstra medlem.

Efter tre måneder som løsgænger er Søren Lambertsen skiftet fra Socialdemokratiet til Venstre, der nu er to mandater større end rivalen S. Søren Lambertsen beholdte i sin tid sin udvalgsformandspost, da han blev løsgænger, og nu han tager den også med over til Venstre.

Det har startet en debat i byrådet. 

Socialdemokratiets gruppeformand Jørgen Ahlquist (S) mener 'rent moralsk (...) at blå blok bør aflevere den udvalgsformandspost', siger han til JydskeVestkysten. Han lufter muligheden for at gå i byrådssalen med et forslag om omkonstituering.

  Han skal være velkommen, det kommer ikke til at ændre noget.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) siger til samme avis, at ‘han skal være velkommen’ med tilføjelsen, at 'det kommer ikke til at ændre noget'. Han henviser til, at konstitueringen efter KV17 skete på navn og at Socialdemokratiet stiltiende accepterede, at Søren Lambertsen beholdt sin udvalgsformandpost, da han blev løsgænger.

Søren Lambertsen er hoppet fra S til V efter en periode som løsgænger i tre måneder. Foto: Esbjerg Kommune 


 

 

Frederiksberg 

I Frederiksberg kommune skal byrådsmedlem Ruben Kidde (R) en tur forbi folketinget for at vikariere for Ida Auken (R). Hun gik tidligere på året orlov grundet stress.

33-årige Ruben Kidde blev valgt ind i Frederiksberg ved KV17.

- Jeg er stolt over det store privilegium, det er, at skulle repræsentere danskerne. Og nu glæder jeg mig til arbejdet med at skabe et grønnere Danmark,' skriver han på Facebook.


Holbæk 

I Holbæk har de fået ny chef på ældreområdet. Det drejer sig om Charlotte Larsen, der fra 1. maj er chef for ældre- sundheds og voksenspecialområdet.

Hun forlader dermed stillingen som leder af sundhed og pleje i samme kommune. En stilling hun har haft siden 2017.


Vordingborg

Holbæk er ikke den eneste kommune, der har fået ny ældrechef. I Vordingborg skal Jan Christensen fremover være direktør for Børn, Sundhed, Ældre og HR. Han kommer fra en stilling som chef for den landsdækkende videns- og specialrådgiverorganisation Viso i Socialstyrelsen, oplyser kommunen.

Jan Christensen har tidligere været socialchef i Holbæk kommune og er blevet valgt til stillingen ud af et felt på 28 ansøgere.

Jan Christensen bor med sin familie i Trekroner, er 52 år og har en kandidatuddannelse fra RUC. Han træder ind i direktionen i stedet for Jakob Thune, som 1. april 2020 skiftede til en direktørstilling i Greve Kommune.

Jan Christensen er ny direktør for Børn, Sundhed, Ældre og HR. Foto Vordingborg Kommune.


 

 

Guldborgsund

Længere sydpå bliver Mads Larsen ny centerchef for Familie og Forebyggelse i Guldborgsund Kommune, oplyser kommunen. Han kommer fra en stilling som sektionsleder af familiesektionen i Holstebro og skal begynde sit nye job d. 1. juni.

Han har tidligere været afdelingsleder i Social- og Integrationsforvaltningen i Silkeborg og for området for unge med særlige behov i Ikast-Brande.


Jammerbugt

I Nordjylland tiltræder Søren Ørgaard 1. juni stillingen som leder af Kultur-, Fritid- og Landdistriktsområdet i Jammerbugt Kommune.

Han kommer med erfaring fra 14 års ansættelse i Aalborg Kommunes Fritidsafdeling. Her har han den seneste tid fungeret som leder af Team Folkeoplysning samme sted, oplyser kommunen.


Viborg

Viborg fandt ny skolechef. Den 43-årige Hasse Valdemar Mortensen skal fremover sidde på posten. Han afløser Claus Drachmann Kaasby-Wang, der kort efter nytår fik en fyreseddel.

Hasse Valdemar Mortensen har i en årrække været skoleleder i Rødkærsbro. Før det var han lærer i Viborg, og han er uddannet fra seminariet i Skive. Han har desuden en kandidatgrad i pædagogisk psykologi og har videreuddannet sig inden for ledelse og coaching. Hasse Valdemar Mortensen tiltræder den 1. juni.

Viborg har også ansat ny socialchef.

Valget faldt på Carsten Lindgaard. Han begynder 1. juni. Han kommer fra en stilling som plejeboligchef i Aalborg og har tidligere været chef for Fagcenter for Socialpsykiatri og sekretariatschef i handicapafdelingen i kommunen. 

Han er opvokset i Karup, gik på gymnasiet i Viborg, uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet og har en diplomuddannelse i ledelse.

Han afløser Ulrik Johansen, der i marts 2020 blev direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune.

Kalundborg

I den anden ende af landet er et andet ansættelsesudvalg enige om navnet på den nye centerchef for misbrug og socialpsykiatri. Fra den 1. juni hedder hun Randi Brodin. Hun kommer fra en stilling i Sorø Kommune som centerleder for handicap og psykiatri, oplyser kommunen.

Udover at have uddannelser inden for psykiatri og ledelse er hun også bankuddannet. Randi Brodin har over 15 års ledelseserfaring inden for området.

Randi Brodin er ikke den eneste, der kan begynde job i Kalundborg. Kommunen har ansat en ny sekretariatschef for ledelse, jura og kommunikation. Det er Søren Abildtrup, som kommer fra en lignende stilling i Esbjerg Kommune, hvor han har været de seneste seks år. Inden da har han bestridt en række ledelsesposter i andre jyske kommuner. Nu vender han tilbage til Sjælland efter 15 år i Jylland.


Middelfart

1. juni tiltræder 36-årige Rasmus Kjølby som kommunikationschef i Middelfart Kommune. Han bliver dermed kommunens allerførste kommunikationschef. Han har en fortid som journalist og redaktør i DR og kommer fra en stilling som presseansvarlig i Sønderborg Kommune.


Ringkøbing-Skjern 

Byrådet i Ringkøbing-Skjern er nu et parti fattigere. 

Lokallisten Fjordlisten er uden repræsentation i byrådet, efter listens eneste byrådsmedlem Jesper Lærke har meldt sig ud. Det var ifølge listen, fordi det var blevet 'lidt mærkeligt fortsat at have ham siddende i byrådet', skriver JydskeVestkysten. 

Mærkeligheden kommer af, at Jesper Lærke for nogle måneder siden meddelte, at han ikke ønsker at genopstille for listen ved KV21. Samtidig vil han ikke afvise, at han kunne finde på at stille op for et andet parti. Den tanke er han stadig fristet af, men vil indtil videre fortsætter han som løsgænger, siger han til avisen.

Jesper Lærke kom i Ringkøbing-Skjern byråd ved KV17, efter forgæves at have forsøgt at blive valgt for Venstre ved KV13. Ved KV17 forsøgte han desuden også at blive borgmesterkandidat for Venstre, men uden held.


Region Midtjylland

Der er også sket ansættelser på det regionale plan. 

Jane Baad Jensen er fra d. 1. juni ny sekretariatschef for Regional Udvikling i Region Midtjylland. Hun får fokus på partnerskaber, landdistrikter og internationalt samarbejde, oplyser regionen.

Regional Udvikling beskæftiger sig med regional kollektiv trafik, infrastruktur, klima og bæredygtighed, jordforurening, sundhedsinnovation, råstoffer, uddannelse og internationalt samarbejde. 

Hun er uddannet cand.scient.pol. og har en master i ledelse og innovation. Jane Baad Jensen har tidligere beskæftiget sig med regional udvikling op til regionsdannelsen i 2007, og siden har hun bl.a. været leder af Strategisk Center i Skanderborg Kommune og sekretariatschef i Business Region Aarhus.


Region Syddanmark

Til juli bliver Thomas Larsen ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Det oplyser Region Syddanmark. Han kommer fra en stilling som lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland, og før det var han ledende overlæge på Gynækologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. 

Thomas Larsen afløser Mads Koch Hansen, der har siddet på posten i fem år, men valgte at stoppe i januar.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR