Kommunen.dk
MENU

Fyn kan klemmes af Femern

Tunnelen truer med at dele Danmark i to korridorer, der efterlader Fyn i et vakuum, mener flere fynske borgmestre. Bedre infra-struktur og gratis Storebæltsforbindelse kan løse problemet.

Fyn kan klemmes af Femern

Tunnelen truer med at dele Danmark i to korridorer, der efterlader Fyn i et vakuum, mener flere fynske borgmestre. Bedre infra-struktur og gratis Storebæltsforbindelse kan løse problemet.
Mens enkelte lokale borgmestre frygter, at en Femern-forbindelse vil lede trafikken væk fra Fyn, frygter andre, at Storebæltsbroen vil blive en malkeko, der skal finansiere milliard-projektet. Illustration: TRM
Mens enkelte lokale borgmestre frygter, at en Femern-forbindelse vil lede trafikken væk fra Fyn, frygter andre, at Storebæltsbroen vil blive en malkeko, der skal finansiere milliard-projektet. Illustration: TRM

Det er nemt at se på et danmarkskort: En fast forbindelse på tværs af Femern Bælt vil gøre turen over Fyn overflødig for alle, der skal fra København eller Stockholm til Hamborg eller Berlin. Derfor vil Fyn med Femern-forbindelsen miste noget af den trafik, der er med til at holde gang i det lokale erhvervsliv.

Sådan lyder meldingen i hvert fald fra flere af øens borgmestre i en rundringning.

”I det store billede er det meget, meget generøst, at vi påtager os stort set hele den økonomiske risiko ved at binde Sverige og Tyskland sammen, og det har meget større interesse for tyskere og svenskere end for danskere.”

En af de borgmestre, der frygter Femern-forbindelsens konsekvenser, er Søren Steen Andersen (V) fra Assens. Han mener, at det vil skade både bosætning og erhvervsliv, hvis trafikken over Fyn som ventet bliver reduceret.

- Trafikken over Fyn cementerer øens position som et centralt sted i Danmark, men fremover får vi to korridorer med E45 og E47, og Fyn kommer i klemme. Vi har brug for et Danmark, der ikke er splittet i to lodrette søjler med E45 og E47. Vi har brug for et Danmark, der er bundet sammen, siger han. Derfor er han også ærgerlig over, at den danske stat har tænkt sig at poste så mange penge i projektet.

- I det store billede er det meget, meget generøst, at vi påtager os stort set hele den økonomiske risiko ved at binde Sverige og Tyskland sammen, og det har meget større interesse for tyskere og svenskere end for danskere, siger Søren Steen Andersen.

Behov for bedre forbindelser

I nabokommunen Svendborg er borgmesterkollegaen og partifællen Lars Erik Hornemann mere positivt stemt. Grundlæggende er Femern-forbindelsen en fornuftig investering for Danmark, og Fyn kan også få noget ud af den, mener han.

- Traditionelt har Lolland og Langeland vendt ryggen mod hinanden, men Femern kan give en positiv effekt for Fyn, hvis vi formår at komme med og arbejde tættere sammen, siger Lars Erik Hornemann, der peger på, at transportmulighederne fra Tyskland til Fyn jo også bliver bedre med forbindelsen. Og både turismen og erhvervslivet vil nyde godt af at binde de to regioner tættere sammen.

Men der er behov for investeringer i infrastrukturen på Fyn, hvis øen skal kunne få del i de positive konsekvenser. Færgetiden fra Spodsbjerg til Tårs skal halveres, og rute 9 skal forbedres, mener borgmesteren. Det vil styrke væksten i udkantsområderne og samtidig være med til at tjene Femern hurtigere ind, fordi der kommer mere trafik, hvis fynboernes adgang forbedres.

Der ligger et kæmpe potentiale i Femern, men det kræver, at den tilsluttende infrastruktur i Danmark opgraderes, hvis det skal udnyttes fuldt ud, siger Lars Erik Hornemann.

18 kilometer malkeko

Begge borgmestre er enige om én afgørende forudsætning for at sikre, at Fyn ikke kommer i klemme: Taksterne for at komme over Storebælt skal sættes ned. Om det sker, er de dog langtfra overbeviste om.

- Jeg frygter, at Storebæltsbroen vil blive brugt som malkeko for at holde økonomien oppe på Femern, siger Søren Steen Andersen, mens Lars Erik Hornemann kræver garantier fra Christiansborg.

- Vi har brug for klare politiske tilsagn samt en reduktion af priserne på Storebælt, for ellers får vi ikke den effekt, som vi kunne få, siger han. Og så kan Femern-forbindelsen ende med at blive en rigtig dårlig nyhed for fynboerne.

- Hvis der kommer en Femern-forbindelse, hvor økonomien er afhængig af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen, så står vi igen og er med til at finansiere drift af infrastruktur andre steder i landet til ugunst for os selv. Det er dobbelt negativt, siger Søren Steen Andersen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR