Kommunen.dk
MENU

Far og mor laver madpakker i halvdelen af landets børnehaver

Især i Region Sjælland fravælger forældrene det kommunale tilbud og laver selv frokosten til deres børn, viser en ny opgørelse.

Far og mor laver madpakker i halvdelen af landets børnehaver

Især i Region Sjælland fravælger forældrene det kommunale tilbud og laver selv frokosten til deres børn, viser en ny opgørelse.
Billede

I 50,4 procent af landets kommunale børnehaver består børnenes frokost af en madpakke, de har med hjemmefra.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som for første gang har undersøgt, hvem der er ansvarlig for børnenes frokost i daginstitutionerne.

I de selvejende børnehaver er madpakke-tallet en anelse lavere, mens private børnehaver og puljeordninger har en endnu højere andel af madpakker på henholdsvis 59 og 73 procent.

Det er især i Region Sjælland, der er langt mellem de fælles frokostordninger. Her ligger halvdelen af de 12 kommuner, hvor den står på madpakker i samtlige institutioner, mens de øvrige fordeler sig med fem i Region Syddanmark og én i Hovedstaden.

Siden 2010 har alle kommuner haft pligt til at tilbyde et sundt frokostmåltid i daginstitutionerne. Efter megen debat blev det dog en del af loven, at forældrebestyrelser eller et flertal blandt forældrene i en institution kan beslutte at fravælge ordningen. Det gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen har besluttet, at frokostordningen skal være del af dagtilbudsydelsen.

Ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik er det kommunen, som arrangerer frokostordningen i 26 procent af de kommunale børnehaver, mens daginstitutionen selv står for den i 23 procent.

Ishøj er en af de kommuner, som har en kommunal madordning for alle børnehaver. Den var dog tæt på at blive sparet væk i dette års budgetforhandlinger, men det lykkedes at finde de 3,5 mio. kr., som var nødvendige for at fortsætte ordningen. 

Én procent af børnehaverne har en forældrearrangeret frokostordning. Det er, når bestyrelsen eller et forældreflertal har fravalgt en fælles ordning, men forældre arrangerer en frivillig ordning.


I vuggestuerne for de 0-2-årige ser det anderledes ud. Her har børnene kun madpakke med i 28 procent af institutionerne, mens kommunen har arrangeret en ordning i 44 procent og daginstitutionen selv i 27 procent af vuggestuerne.

Også i vuggestuerne er det især kommunerne i Region Sjælland, der sværger til madpakker, mens næsten alle kommuner i hovedstadsområdet har kommunale frokostordninger til de små.

Oplysningerne er indhentet fra kommuner og daginstitutioner ved en kombination af web-, telefon- og besøgsinterviews. 12 procent af institutionerne har ikke svaret, og der er indikationer på, at nogle spørgsmålsformuleringer kan være misforstået af nogle, skriver Danmarks Statistik. Det sænker præcisionen.

Det er meningen, at opgørelsen, som er lavet efter aftale med Børne- og Socialministeriet, fremover skal laves hvert år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR