Det er fodboldtræneren, som tager turen på grønsværen med 7.C fra den lokale skole, når idrætslæreren mest er til barreøvelser og jogging.

Det er pensionisten, der godt ved, at lige om lidt er det hendes tur til at sidde stille i en stol, og derfor giver hun et ekstra nap med på plejehjemmet, mens hun stadig kan. Også selvom hun ikke får løn for det, og selvom hun godt kan overlade det til andre, der er yngre end hende.

Det er idrætsforeninger og lektiehjælp, musikskoler og ham, der hjælper til på mekanikholdet på ungdomsskolen.

Det er kort sagt alle de frivillige, som sammen med kommunerne holder hjulene i velfærdssamfundet i gang. På den måde kan de, som får løn for at gå på arbejde, have tiden til at give fru Hansens hånd et ekstra klem under madningen, mens hr. Clausen spiller whist med frivillige Anna. Og på den måde kan pædagogen få tiden til at skrive den underretning på Peter, som skulle have været af sted for længe siden.

Så rosenrødt er det faktisk – også selvom det nogle gange godt kan blive lidt bedre. I hvert fald hvis man spørger både foreninger og kommunale institutioner.

Det har lektor Klaus Levinsen og professor Bjarne Ibsen fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet gjort. Det er en del af forskningsprojektet ’Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor’. Her har Levinsen og Ibsen blandt andet gennem spørgeskemaer undersøgt, hvad foreninger og kommuner får ud af at arbejde sammen, hvor meget de gør det, og hvilke udfordringer der er ved sådan et samarbejde. En undersøgelse, hvor 1.179 institutioner og 4.182 foreninger fra fem kommuner spredt ud over landet er blevet spurgt ind til samarbejdet mellem frivillige og kommuner i 2018.

- Langt de fleste kommunale institutioner har en eller anden form for samarbejde. Og de er enormt positive over for det, siger Bjarne Ibsen, professor og centerleder på Institut for Idræt og Biomekanik på SDU i Odense.

At de er positive, kan man da også læse ud af rapporten. Godt 80 procent af institutionerne svarer således i undersøgelsen, at samarbejdet med foreninger og frivillige er med til at fremme institutionens formål. Også godt 80 procent er positivt stemt over for ideen om at øge det samarbejde, der allerede nu eksisterer mellem institutioner og frivillige.

Børneområdet er skeptisk
Men der er dog et enkelt område, hvor man er lidt mere skeptisk over for de frivillige, end de andre typer af kommunale institutioner er.

- Børneområdet afviger. Det er ikke fordi, man her er negativ over for at samarbejde, men børnehaver og andre daginstitutioner for børn har klart mindre samarbejde end de andre typer af institutioner, og de er også mere skeptiske over for samarbejde end de andre institutioner, siger Bjarne Ibsen.

Det forklarer han blandt andet med, at besøg fra fremmede voksne kan forstyrre de helt små børns hverdag. Noget man ikke er helt så tilbageholdende med i skolen, hvor børnene er større og mere vant til at møde nye mennesker.

- Man kan altid diskutere, om det er en seriøs begrundelse, eller om det er en undskyldning. Men det er i hvert fald en ting, der blandt andet blev fremhævet, da jeg for nylig var til konference. Og grundlæggende kan vi jo se, at børneinstitutionerne også er mindst enige i, at frivillighed også øger det faglige niveau, siger Bjarne Ibsen og tilføjer:

- Jeg mener personligt, at de børneinstitutioner, der ikke gør brug af frivillige kræfter, overser en masse muligheder. På den måde misser man muligheden for, at børnene for eksempel får lov at lære af nogen, der er rigtigt dygtige til at arbejde med musik. Nogen, som også kunne inspirere pædagogerne, siger Bjarne Ibsen.

Knap 70 procent af alle de kommunale institutioner, som har deltaget i undersøgelsen, svarer da også, at de mener, at det er inspirerende for de ansatte at inddrage foreninger og frivillige.

Sundhedsområdet har sluppet skepsis
For to år siden gennemførte Ibsen og Levinsen en lignende undersøgelse. Her kunne man dengang læse, at sundhedsområdet var cirka lige så skeptisk over at bruge frivillige kræfter i hverdagen, som børneinstitutionerne er i dag. Men her har man i høj grad lagt skepsissen på hylden og i stedet fundet en styrke i, at de frivillige kan arbejde med forebyggelse.

- Alle kommuner arbejder aktivt med forebyggelse, og DGI har blandt andet gjort meget for at byde sig til over for kommuner, siger Bjarne Ibsen og forklarer:

- Der står jo i sundhedsloven, at alle indsatser skal være baseret på evidens. Så personer med en sundhedsuddannelse kan godt være forbeholdne over for at inddrage frivillige og foreninger. For de skal jo kunne regne med, at de aktiviteter, der tilbydes, er evidente.

Alle skal vinde
For at finde ud af, hvad man kan gøre for at etablere endnu flere samarbejder mellem kommuner og foreninger, har de to forskere også spurgt de foreninger, som ikke samarbejder med kommunerne, hvorfor de ikke gør det. Det samme har de spurgt institutionerne uden et samarbejde om.

- De svar, vi får fra institutionerne, tyder ikke på, at de har en række principielle årsager til ikke at samarbejde med foreninger og frivillige. Snarere handler det om, at de på institutionerne ikke kender nogen i foreningerne. Og derudover handler det om ressourcer, siger Bjarne Ibsen.

For det er bestemt ikke hverken gratis eller ligefrem besparende at gøre brug af frivillige. 37 procent af  de kommunale institutioner har oplevet, at det har krævet ekstra tid og ressourcer at samarbejde med foreninger og frivillige. 43 procent af institutionerne mener, at foreninger og frivillige mangler kendskab til institutionen og dens arbejdsmåder.

Men generelt er der blandt de institutioner, som ikke har et samarbejde, en meget positiv holdning til at samarbejde med frivillige, siger Bjarne Ibsen. Dog skal politikerne ikke forvente, at foreninger og organisationer står på spring for at løse frivillige opgaver i kommunerne.

- Mange foreninger mener ikke, det er deres opgave at løse de kommunale opgaver. Men de indgår samarbejder, som kan være gavnlige for dem selv – og så er det bare en bonus, hvis det også afhjælper et problem i samfundet. Det kan for eksempel være en idrætsforening, som går ind i et samarbejde med kommunens skoler for at tiltrække flere medlemmer. Man skal altså ikke tro, at der nu kommer en stribe foreninger og gør noget godt for at give noget tilbage til samfundet, siger Bjarne Ibsen.