På toppen af Flensborg ligger et kollektiv. Et kollektiv af nybyggede barakker, hvor flygtninge, der endnu ikke har fået tilkendt fast ophold i Tyskland, bor side om side. Hvert modul består af fire lejligheder, som hver kan rumme otte personer, og på en vindblæst dag som denne må beboerne være glade for, at det ikke er telte, tyskerne har stillet til rådighed.

Nej, det er bestemt ikke teltlejrlignende tilstande, Flensborgs flygtninge udsættes for. Der er køkken, bad, toilet og vaskemaskine i hver lejlighed, mens de finder tørretumblere i et fællesrum. De første moduler med lejligheder blev sat op i oktober sidste år,  og der er senere kommet flere til, men de er endnu ikke alle beboede - en gruppe unge mænd, som alle lige er fyldt 18, flytter snart ind. Duften af frisk træ, nymalede vægge og et klinisk rent køkken giver et samlet indtryk af noget nyt. Intet her er genbrug af nedslidte faciliteter.

Der er pres på asylcentrene i Tyskland, så kommunerne må finde plads til flygtninge, allerede før de har fået bevilget asyl. Flensborg har som mange andre anvendt nedlagte skoler og tomme huse, men pladsen rækker ikke, og derfor valgte byens forvaltning at få bygget nogle lejligheder. Det giver nogle omkostninger, men delstaten Slesvig-Holsten betaler 90 procent af udgifterne, mens Flensborg også får et engangstilskud per asylansøger, der fra 1. marts stiger til 2.000 euro.

Flensborg er langtfra den eneste kommune, der har besluttet at bygge midlertidige boliger af den eller anden kvalitet, og derfor kan de tyske leverandører ikke længere følge med efterspørgslen. Det er grunden til, at der er en dansk aktie i det lille kollektiv af flygtningelejligheder. Den danske virksomhed Mobilhouse, der er udbyder af skurvogne, pavilloner og moduler, så sit snit til at køre nogle spritnye moduler med lejligheder ned syd for grænsen, og dets navn er ikke til at overse, når man bevæger sig rundt på området.

Det vigtigste er frihed

I en af barakkerne bor familien Mahmoud/Alzamel fra Syrien. Fordelt på to lejligheder er de tre generationer, men de bruger meget af tiden samlet i én. Mor Najah Alzamel på 55 er den ældste, mens hendes tre børnebørn ikke når meget over bordkanten i køkkenet. Hele familien er samlet i køkkenet, da de to brødre Samer og Mohammed fortæller om livet i Flensborg, hvor de alle har været omkring tre måneder. Før det var de en kort periode i et modtagecenter i byen Neumünster, hvor hverdagen i højere grad var institutionaliseret og præget af regler.

- Det vigtigste for mig er friheden. Vi bestemmer selv, hvornår vi vil indtage måltiderne, hvornår vi vil sove og hvornår vi vil gå en tur ned i byen, siger 30-årige Mohammed Mahmoud, mens han lader blikket vandre rundt i køkkenet. Samer Mahmoud er hurtig til at gribe den bold. Han uddyber brorens pointe ved at pege på TV’et og med selvfølgelighed i stemmen sige, at de ikke har noget at klage over. De har, hvad de skal bruge for at få gang i et liv igen. En hverdag med leg, skole, fælles madlavning og forhåbentlig snart arbejde.

[intense_hr title=""] [intense_row padding_top="0"] [intense_column size="4" medium_size="4" small_size="12" extra_small_size="12" nogutter="1"] [intense_chart type="doughnut" width="200" height="200" text="3,1 %" animation_steps="60" percentage_inner_cutout="60"] [intense_chart_data fill_color="rgba(220, 220, 220, 0.5)" stroke_color="#dcdcdc" point_color="#dcdcdc" values="3,100" colors="#00799E,#D0E1E7"][/intense_chart_data] [/intense_chart] [/intense_column] [intense_column size="8" medium_size="8" small_size="12" extra_small_size="12" nogutter="1"]

procent af Slesvig-Holstens flygtninge bliver fordelt til Flensborg

[/intense_column] [/intense_row]

[intense_hr size="large"]

De tre små nærmest roterer fra skød til skød, og deres farveblyanter flyder rundt på bordet. En ung dreng med pubertetsoverskæg diskuterer noget med sin mor på arabisk, mens en anden serverer te til hele bordet. Mohammed Mahmoud børster sin datters hår med hånden, mens han fortæller, at familien havde Tyskland som den ønskede destination efter en sejltur fra Tyrkiet til Grækenland og det ene ben foran det andet derfra. Han kender ikke meget til Danmark eller de andre lande længere nordpå, men det virker heller ikke til at interessere hverken ham eller resten af familien. Stille og rolige Flensborg passer dem perfekt, og Mohammed svarer hurtigt og bestemt ja til spørgsmålet, om han ser sig selv blive boende i Flensborg i stedet for at vende hjem igen.

- Jeg tænker ikke på mit hjem i Syrien længere, der har jeg ikke en fremtid. For mig og min familie er fremtiden her i Flensborg, siger Mohammed og fortæller, at han går tre timer på sprogskole hver dag, for det er essentielt, hvis han igen skal beskæftige sig med jura, som han gjorde i Syrien. Han vil lære 'deutsch', som han konsekvent kalder det. Mohammed og Samer bruger deres tyske gloser, så snart de har mulighed for det.

Integration prioriteres

Mohammed siger med alvor i stemmen, at man som asylsøger skal være seriøs, hvis integrationen skal lykkes og muligheden for job realiseres. Og det går heldigvis begge veje, for Flensborg går meget op i at få integreret deres asylsøgere, så snart de ankommer. Indbyggerne i Flensborg har fået uddelt en brochure med praktisk information om asylsøgerne, og de unge kommer hurtigst muligt i skole med jævnaldrende tyskere - også før familien har fået deres sag behandlet.

Ifølge Kathrin Ove, som er kommunikationsmedarbejder i Flensborg By, samarbejder de med specialister på integrationsområdet og frivillige arrangører af arrangementer.

- Dertil kommer integrationskurserne, hvor de lærer tysk og får orientering om livet og kulturen i Tyskland - især Flensborgs tilbud inden for beskæftigelse, fritid, kultur og idræt, forklarer hun.

De to brødre fortæller, at familien har været til flere fester med de lokale og … Mohammed leder efter ordet og dobbelttjekker med tolken, som altid er med på besøg: håndboldkampe! udbryder han. Håndbold har en stor og vigtig plads i nordtyskernes hjerter.

Det er nemlig ikke alt, de to brødre kan forklare på engelsk - og slet ikke tysk - så der er også en tolk med på besøg i lejligheden. De ryger nogle gange udad en tangent, når noget skal forklares på arabisk, og alle tre begynder pludselig at grine, da Mahmoud og Samer uddyber noget om livet i Flensborg. De så sne for første gang i sidste uge; Samer kunne ikke finde ud af, hvorfor de lokale gik og kastede salt ud på vejen. Det havde han ikke set før, og han vidste ikke, hvad det skulle gøre godt for. Ikke desto mindre gik han tilbage, fik fat i noget salt og begyndte selv at strø det ud.

“Så er man vist integreret,” griner tolken.

Glade i Tyskland

Selvom der sidder to fra kommunen med ved bordet i køkkenet, er det svært ikke at tro Samer og Mohammed, når de gentagne gange siger, hvor glade de er for at være i Flensborg og bo i deres nye hjem. De er glade for de rettigheder, der følger med livet her.

Der var ikke brede smil hos familien Mahmoud/Alzamel lige fra ankomsten til Tyskland. Hverdagen i modtagecentret i Neumünster var triviel og regelpræget, men som Mohamed forklarer det, er livet blevet bedre dag for dag, og nu er de svære at pille smilene af. Det samme gælder deres venner rundtom i Tyskland, og selvom de personligt holder meget af Flensborgs størrelse på lige knap 100.000 indbyggere, så er deres venner i München og Berlin også glade.

- Alle vil egentlig helst til Tyskland, hvis de har mulighed for det, siger Samer henkastet til tolken på arabisk.