Billeder fra en anden verden - De Kellerske Anstalters historie. Af Poul Duedahl. Gads Forlag.

Bogen 'Billeder fra en anden verden' fortæller historien om livet for mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser fra 1800-tallet til 1990’erne.

En vigtig del af vores fælles historie, som handler om, hvordan vi som samfund, kultur og mennesker har forholdt os til og vist omsorg for og til tider også beskyttet de afsindige, idioterne, tosserne, minusindividerne, de åndssvage mod det øvrige samfund, men omvendt også, hvordan samfundet har forsøgt at beskytte sig mod dem, man helst ikke ville sættes i bås med.

Derfor har det været vigtigt for folk, der kom fra Brejning, hvor De Kellerske Anstalter havde hovedsæde, at præcisere, om de boede i Brejning eller på Brejning.

I ord og billeder fortælles historien med udgangspunkt i en forståelse for den samtid, som beslutninger om livet for mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser i perioden er truffet i. Johan Keller (1830-1884) og hans hustru og sønnen Christian Keller (1858-1934) er helt centrale aktører i historien.

Johan Kellers mål var at gøre åndssvageforsorgen til en statsopgave. Hensigten var, at 'de åndssvage' skulle gøres samfundsnyttige bl.a. ved at arbejde med håndværk og landbrug for mændenes vedkommende og husligt arbejde for kvindernes vedkommende.

Det lykkedes Johan Keller via aktiv lobbyvirksomhed at få ændret De Kellerske Anstalter fra at være privatejede til selvejende institutioner med direktion og statstilsyn. Tilslutningen til de Kellerske anstalter voksede og dermed også ventelisterne.

Christian Keller var som faderen en driftig herre, han tog over i begyndelsen af 1900-tallet. Christian var læge og videnskabsmand, han indgød autoritet symboliseret ved den 'hvide kittel'. I Christian Kellers periode voksede antallet af anstalter, der blev placeret i naturskønne omgivelser over hele landet på Sjælland og senest ved Brejning i Vejle.

Isolation var løsningen
Anstalterne blev lukket land for de familier, der afleverede deres børn. Inklusionen blev opgivet, isolation var løsningen. De udviklingshæmmede skulle beskyttes og ikke blandes med den almene befolkning.

Christian Keller anså det for vigtigt, at de udviklingshæmmede var i åbne og frie omgivelser, og institutionerne var derfor placeret i naturskønne omgivelser, men på trods heraf var institutionslivet præget af kontrol i forhold til opførsel, udseende, færden og liv. De fysiske rammer var et væsentligt bidrag til indsatsen, ikke mindst ved, at Keller kategoriserede de åndsvage i tre grupper, de arbejdsduelige, de skolesøgende og asylerne, som var de dårligste i tre forskellige bygningstyper.

Selvbestemmelse var endnu ikke opfundet, og derfor havde man som menneske og beboer på anstalterne ingen indflydelse på eget liv, således var tvangssterilisation og kastration i begyndelsen af 1900-tallet normalen.

De Kellerske Anstalters succes var stor, og behovet voksede, fra en baggård i det indre København i 1865 bredte de Kellerske gårde sig til et omfattende bygningskompleks i Brejning ved Vejle i 1899, Sjællandske anstalter 1902, anstalten Livø i 1911, anstalten Hammer Bakker ved Aalborg i 1916, anstalten Sprogø i 1923, Fuglkærgård i 1927, Sølund i Skanderborg i 1935, og Sølund udvidede med filialen Sødisbakke i Mariager i 1940.

I perioden efter 1940 blev der sat fokus på at anbringe børn med særlige behov, og Danmark skabte verdens dyreste socialforsorg.

Nyt syn på de evnesvage
Efterkrigstiden bød på mange forandringer, og med et nyt syn på mennesker med åndssvaghed blev de nu betegnet som evnesvage, og dermed ændredes indstillingen sig fra at se de evnesvage som mennesker med en sygdom til mennesker med et handicap, som kunne overvindes.

Normaliseringspolitikken blev populær i 1970’erne, og den danske forsorgschef Bank-Mikkelsen blev da også hovedarkitekten bag FN’s erklæring om mentalt handicappedes rettigheder i 1971.

Normaliseringen fik stor betydning på mange områder og krævede en stor indsats både fra samfundets, medarbejdernes og ikke mindst dem de handicappedes side, som det hele drejede sig om. De store centrale institutioner skulle nu være mindre og ligne landsbyer.

I 1980’erne blev betegnelsen evnesvag afskaffet til fordel for psykisk udviklingshæmmet. Beboerne skulle integreres i det øvrige samfund og 'frigives'/hjemsendes til deres oprindelige kommune. Det var en vanskelig proces, for hvordan opleves en frigivelse fra det hjem, der har været hjem i over 50 år?

 I bogen skildres sammenhængen mellem den samfundsmæssige udvikling og udviklingen på handicapområdet i Danmark i ord og billeder på glimrende vis. Store personligheder har haft stor betydning for udviklingen, herunder familien Keller.

Perspektivet i bogen er vinklet med fokus på mennesket med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse, som er den nutidige betegnelse. Selvom alle mennesker i dag er ligeværdige, får man ved læsningen af bogen en god forståelse for de problemstillinger og udfordringer, fortidens beslutninger har og har haft for de mennesker, som er bogens omdrejningspunkt.