Fra miljø i Randers til miljø i Grundfos
Fra miljø i Randers til miljø i Grundfos
Pernille Blach Hansen bliver ny bæredygtighedsdirektør for Grundfos-koncernen. Pernille Blach Hansen har siden 2006 været direktør for miljø og teknik i Randers Kommune. Før det var hun en markant profil i politik, hvor hun var medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i perioden 1998-2006. Her var hun bl.a. partiets politiske ordfører, uddannelsesordfører og miljøordfører.
Hvad lavede du, da jeg ringede? Jeg er på vej til byrådsmøde i forbindelse med førstebehandling af budgettet, så det kan godt blive langt.
Hvorfor skifter du jobbet fra Randers Kommune ud med stillingen som bæredygtighedsdirektør for Grundfos-koncernen? Direktørstillingen for Grundfos er en spændende stilling, som lige indeholder den miljødimension, jeg brænder for. Jeg vil gerne være med til at forsøge at skabe en verden til vores efterkommere, som er mindst lige så god som den, vi selv har haft.
Hvad var din bedste oplevelse i ugens løb? Jeg tror, det er alle de dejlige hilsner, jeg har fået i ugens løb fra alle dem, der ville give mig et godt ord med på vejen. Mine kollegaer har sagt tillykke med jobbet, og så har de sagt en masse pæne ting. Nogle af dem har endda sagt, at de vil savne mig. Der er mange af mine kollegaer, som jeg ville ønske at kunne tage med mig.
Hvem er dit forbillede? I forhold til bæredygtighedsdimensionen er det Gro Harlem Brundtland, den tidligere norske statsminister, der internationalt satte fokus på bæredygtighed.
Hvad er du taknemmelig for? Jeg var lidt et ubeskrevet blad, da jeg kom fra den politiske verden og startede som direktør i Randers Kommune. Mine kollegaer i direktionen har lært mig meget i løbet af de sidste fire og et halvt år. Det sætter jeg stor pris på.
Hvad er du rigtig god til? Arbejdsmæssigt er jeg rigtig god til at være nærværende og fokuseret på det, der ligger lige foran mig.
Hvor er du om ti år? Det er et svært spørgsmål, men jeg kunne sagtens se mig selv hos Grundfos om ti år. Og jeg ville gerne have mere nul-tid med familien, men det er jeg nu ikke så sikker på, at jeg får.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.