Det tog ham et år og en køretur med sin nabo hver morgen at beslutte sig for, at der skulle ske noget andet.

Han og naboen kørte sammen fra Vejle til Esbjerg og snakkede om stort og småt. Om hvad de hver især ville med livet. Spørgsmålene var især begyndt at melde sig, efter at hans far døde: Hvor er jeg på vej hen? Er det virkelig det, jeg vil? Er jeg glad i det job, jeg har?

Det var han ikke. Heller ikke selvom han på det tidspunkt var kommunaldirektør i Fanø Kommune, hvor de op til sommerferien var i fuld gang med optakten til det kommende budget. Det blev det sidste, han var med til. Han var ved at være allergisk over for nedskæringer, som han selv formulerer det. Arbejdet gik ud på at barbere budgetter, og det blev en gentagelse af ikke ét foregående år, men mange forudgående år. I løbet af et års tid fik han talt sig varm til at gøre noget ved det. Det var ikke nogen nem beslutning, når man har en lang lederkarriere bag sig, men det var den rigtige.

- Det var et job, hvor jeg lagde ret mange tanker, også udenfor almindelig kontortid. Det var spændende, men jeg havde fået nok, forklarer Lars Møgeltoft Poulsen, der, hvis han skal pege på noget, nævner tiden som en afgørende faktor for hans valg.

Meldte sig på vikarbureau
Det var en fredag, han forlod jobbet på Fanø, husker han. Han tog derfra med en god aftale om en lang ferie, men valgte godt nok ikke at holde den. I stedet gik han ned og meldte sig på et vikarbureau, som sendte ham ud på en elektronikvirksomhed, hvor han nåede at være i en måned, inden de gik på sommerferie.

Efter ferien gik han ned og spurgte på sin gamle folkeskole Novaskolen om de havde brug for hjælp. Og så blev han ansat som lærervikar. Det er ved at være fem år siden i dag.

I dag er han lærervikar på Sdr. Vang Skolen i Kolding og derudover pædagogmedhjælper på en institution for anbragte børn og unge et par gange om måneden.

Ham der djøf’eren
Det er ikke, fordi undervisningserfaring fylder på Lars Møgeltoft Poulsens cv, tværtimod. Til gengæld har han en række topjob i bagagen. Han har bestridt direktørstillinger i både Fanø, Billund, Skanderborg, Ilulissat og Ebeltoft kommuner, og så er han uddannet jurist.

Det lå heller ikke i kortene, at han skulle undervise, da han for fem år siden afbrød sin åremålsansættelse som kommunaldirektør i Fanø, men det giver ham den tid og frihed, han manglede på direktørposten, hvilket gjorde, at han følte sig nødsaget til at forlade den.

- Jeg har jo ikke haft borgerkontakt stort set det meste af min faglige karriere. Min far var ganske vist lærer, men dermed selv at kunne stå over for børn og undervise, var ikke noget som jeg sådan bare lige mente, jeg kunne. Men jeg vovede alligevel pelsen. Altså det der med at være lærer, hvor svært kan det være? Det fandt jeg så ud af, at det faktisk er rigtig rigtig svært. Så der blev jeg lidt overmodig, griner han.

Når han kunne fungere som industriarbejder, kunne han vel egentlig også være lærer. Men ingen af stederne fortalte han, at han er tidligere leder gennem mange år. Han har det stadig sådan, at det ikke er det første, han fortæller, men han har oplevet mange kolleger, der spørger, om ikke han er læreruddannet.

- Så siger jeg nej, det er jeg ikke. Jeg er djøf’er. Men så har jeg heldigvis været på arbejdspladsen i så lang tid, at de har fundet ud af, at jeg jo ikke går rundt og laver djøf-arbejde, siger han.

Hvorfor fortalte du ikke, at du havde været leder?

- Jeg havde måske behov for at vise overfor mig selv, at jeg ikke behøvede at føre mig frem med eksamensbevis eller titel, men at her kunne jeg blive accepteret på de vilkår, der gjaldt. Men jeg tror nok, at værkføreren gennemskuede det. Jeg brugte nok ikke helt de samme ord, som man brugte på fabrikken, griner han.

‘Syg, hvis jeg var fortsat’
Meget andet var også anderledes fra rådhuset til fabrikken og på lærerværelset. Lars Møgeltoft Poulsen fik tid til at forberede og fordybe sig. Noget han set i bagklogskabens lys savnede tid til på rådhuset.

- Du kunne deltage i så mange møder, at du aldrig nåede at være forberedt. Så du kom ind til et møde og måtte tage den derfra. Det er ikke den optimale måde at arbejde på, men det kan der jo være forskellige holdninger til, siger han.

Diplomaten sidder måske stadig lidt i ham.

I sin tid som direktør har han været med til en række besparelser, og han er blevet god til at få enderne til at mødes. Engang skulle de spare 100.000 kr. på ældreområdet, og som han siger, sker besparelserne bedst, når idéerne bliver skabt på gulvet og omsat i ledelsesteamet. Der kom et forslag fra social- og sundhedsassistenterne ude på plejehjemmene om robotstøvsugere. Det betød, at den modstand, man normalt møder som leder, ikke var til stede.

Til gengæld var han selv nødt til at gå helt ned i motoren og være jurist i stedet for direktør, fordi der ikke var andre, der havde erfaring med at få robotløsningen omsat til praksis.

- Ellers blev jeg mere strateg og personaleleder, end jeg var jurist, siger han.

I løbet af årene havde han et stort fokus på sin karriere, og hvad det næste karrierespring skulle være. Det samme havde hans kolleger. Han blev ikke syg af det, nok heller ikke stresset, for det ved han ikke helt, hvad er.

- Men jeg ville være blevet syg, tror jeg, hvis jeg var fortsat. Det kunne jeg mærke. Det har noget med arbejdsglæde at gøre. Hvis ikke du føler, du gør dit arbejde godt nok, jamen så bliver du heller ikke glad. Og det synes jeg ikke, jeg gjorde, konstaterer han.

Nu er det ham, der skal komme og spørge om hjælp, og det forventes ikke, at han ved det hele, som da han var direktør.

- I lederrollen er det svært at finde nogen at sparre med. I hvert fald på et ærligt og jævnbyrdigt grundlag. Nu har jeg masser af kolleger, som er væsentligt dygtigere end mig, og derfor har jeg mulighed for at trække på nogle kræfter. Tidligere forventedes det, at jamen du er direktør, det skal du jo kunne finde ud af. Det er jeg dejligt fri for. Nu kan jeg komme og sige ‘det her har du jo erfaring med, hvad kan jeg gøre?’ Så jeg kan få en sparring og supervision, som jeg ikke kunne få før, forklarer han.

Samtidig er der ikke længere en forventning til hans adfærd, og det giver også en frihed. Der var ting, han hverken kunne sige eller gøre som chef, og han var meget varsom med at signalere holdninger og ståsteder som direktør, fordi han skulle favne alle.

- Nu kan jeg på en meget mere direkte måde sige, hvad jeg står for. Det er måske den store forskel. Jeg behøver ikke at nedtone politikken eller min holdning til etiske spørgsmål. Dem kan jeg fyre fuldstændig omkostningsfrit af.

Og så er det væsentligt sjovere at gå til julefrokost og andre sociale sammenkomster, når man ikke er chef. Man skal ikke hele tiden passe på, fordi man er i fokus, tilføjer han.

Ikke for prestigens skyld
Hans kone kan mærke, at han er gladere, børnene kan mærke, at han er gladere. Selv hans gamle mor på 80 år kan mærke, at han er blevet gladere. Han kan selv mærke, at han er blevet gladere. Det skyldes blandt andet, at han kommer i kontakt med mange flere mennesker end han gjorde, da han sad på sit kontor.

- Selvom jeg holdt møder, så var det stort set altid de samme, jeg holdt møder med. Men som vikar kommer man hele spektret igennem. Og det betød i hvert fald i en periode, at min familie var træt af at gå i byen med mig, fordi vi mødte så utrolig mange, der lige skulle hilse og sige hej, fortæller han. Børn er også generelt mere taknemmelige at arbejde med, lyder det.

- Du får umiddelbar respons på din ledelse. Det kunne jeg indimellem godt savne i det andet job. Der var måske ris af og til, men der var sjældent ros. Der er børn meget mere umiddelbare, forklarer Lars Møgeltoft Poulsen og påpeger, at han jo stadigvæk har ledelse.

- Nu hedder det bare klasserumsledelse, siger han og nævner, at det største problem for ham i det gamle job var at få sjælen med, men det har han fået nu.

Det må han lige uddybe.

- Nede i Afrika var der på et tidspunkt nogle bærere, som satte sig ned efter et par dages vandring, og man kunne ikke forstå, at de ikke ville gå videre, fortæller han så.

- Men de ventede på, at deres sjæl skulle indhente dem, inden de kunne gå videre. Det var måske det, jeg følte. Jeg fik ikke rigtig sjælen med. Det gik simpelthen så stærkt. Man var hele tiden optaget af et eller andet, og jeg var hele tiden optaget af, hvad det næste karrierespring skulle være.

Lars Møgeltoft Poulsen skulle egentlig have været i Cairo, da kommunen.dk møder ham, men så fik han forlænget sit vikariat som lærer på Sdr. Vang Skolen i Kolding, så han måtte aflyse turen. Selvom han skal passe på ikke at blive nedgraderet til passivt medlem af De Berejstes Klub, generer det ikke den tidligere kommunaldirektør. For han vil allerhelst fortsætte med at undervise den 7. klasse, han skal have fra klokken otte til 11.30 i morgen.