Forsøg: Psykologhjælp skal få syge hurtigere ovenpå
Forsøg: Psykologhjælp skal få syge hurtigere ovenpå
Arbejdsløse borgere, der lider af angst, depression eller stress, skal hurtigere tilbage i arbejde. Derfor skal de kunne modtage psykologbehandling på deres lokale jobcenter i stedet for at vente i månedsvis på at se en privatpraktiserende psykolog. Tre nordjyske kommuner - Thisted, Rebild og Jammerbugt - har som led i frikommuneordningen fået lov at gå videre med modellen.
Håbet er, at man - udover at forkorte ventetiden på behandling - kan give borgere på sygedagpenge et godt rygstød til at komme hurtigt i beskæftigelse eller tilbage i deres job.
“Vi tror på, at vi kan få folk hurtigere og mere varigt tilbage på arbejdsmarkedet med dette forsøg, end vi ellers kunne,” siger Jannie Knudsen, arbejdsmarkedschef i Jammerbugt Kommune og tovholder på forsøget.
De tre kommuner modtager mindst 350 sygemeldinger om året, hvor stress, angst eller depression er årsagen. Det nye tilbud om psykologhjælp skal rettes mod den gruppe borgere, som ellers ikke ville være kommet til en privatpraktiserende psykolog. Det kan eksempelvis være mennesker med lette depressioner, der har brug for hurtig hjælp til at komme tilbage i arbejde. Eller mennesker ramt af angst, der har svært ved selv at tage kontakt til en psykolog i en privat praksis.
“Der er nogle borgere, som har brug for psykologbehandling for at komme hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, men ikke får det. Det kan være på grund af lange ventetider, men også af økonomiske årsager, eller at borgeren mangler overskud til at tage kontakt til en psykolog på grund af sygdom,” siger Jannie Knudsen.
Ventetider er et problem
Kommunerne ønsker ordningen, fordi sygemeldte borgere ofte venter længe på at komme i behandling. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Psykolog Forening ligger ventetiden for personer med let til moderat angst eller depression på næsten 12 uger i Region Nordjylland. Det kan forværre den syge borgers tilstand og øge risikoen for langtidssygemelding.
“I sundhedssystemet arbejder man ofte i ‘siloer’, hvor de forskellige faggrupper ikke arbejder sammen med hinanden om at løse opgaver. Men det burde man. For man bliver klogere sammen, og man udvikler sin faglighed.” Eva Secher Mathiasen, formand i Dansk Psykolog Forening
Psykiske lidelser koster samfundet store summer. En undersøgelse af sygdomsbyrden i Danmark foretaget af Statens Institut for Folkesundhed i 2015 viser, at depression og angst i 2012 kostede 748 millioner kroner i tabt arbejdsproduktion på grund af sygemeldinger.
Eva Secher Mathiasen, formand i Dansk Psykolog Forening, mener, at kommunernes ønske om at kunne tilbyde psykologbehandling er udtryk for manglende ressourcer hos regionerne, hvor en meget stram økonomi i sygesikringsordningen giver lange ventetider. Hun ser hellere, at regionerne udfører opgaven, da hun mener, det i sidste ende betaler sig bedre, fordi sygesikringens tilskud gør behandlingen billig. Alligevel forstår hun godt, at kommunerne vil styrke den beskæftigelsesindsats, der er ude på jobcentrene, hvor folk ikke kan gå og vente på den nødvendige hjælp.
“Jeg kan ikke sige andet, end at forsøget er en rigtig fornuftig idé,” siger Eva Secher Mathiasen.
Socialchefernes Forening (FSD) ser også positivt på muligheden. Hanne Linnet, landsformand i FSD, er glad for, at de nordjyske kommuner afprøver nye ideer. Ifølge hende findes der mange forskellige tilbud, der skal hjælpe sygemeldte borgere ind på arbejdsmarkedet. Alt fra motion til oplevelser i naturen og meditation bliver brugt som værktøjer til at sikre rehabilitering.
“Det kan jo være, at psykologbehandling for nogle er netop dét, der skal til, for at vedkommende kan komme i beskæftigelse igen. Jo mere vi har på paletten ude i kommunerne, jo bedre muligheder har vi for at hjælpe borgerne tilbage til livet på den bedste mulige måde,” siger Hanne Linnet.
Samarbejde gavner
En anden pointe med forsøget er, at psykologen på jobcenteret har mulighed for at koordinere med sagsbehandler og jobkonsulent, så man kan skræddersy et forløb tilpasset den enkelte. Man undgår samtidig behandlerskifte, så der i stedet bliver færre personer at forholde sig til for den sygemeldte, der kan koncentrere sig om at få det bedre.
“Skiftet mellem kontaktpersonerne på jobcentret og en privatpraktiserende gør, at nogle borgere nærmest skal starte forfra, og derved forlænges deres sygemelding. Hvis vi kan gøre den indsats, vi selv har påbegyndt, færdig, tror vi på, at vi kan hjælpe flere hurtigere,” siger Jannie Knudsen.
Særligt ideen om det tættere samarbejde får ros af Eva Secher Mathiasen, der oplever det som en mangelvare i dele af sundhedssystemet.
“I sundhedssystemet arbejder man ofte i ‘siloer’, hvor de forskellige faggrupper ikke arbejder sammen med hinanden om at løse opgaver. Men det burde man. For man bliver klogere sammen, og man udvikler sin faglighed. Jeg tror, at borgerne vil få et grundlæggende bedre tilbud, når man har sådanne samarbejder,” siger Eva Secher Mathiasen.
Der er i alt ansat syv psykologer på kommunernes jobcentre, der tidligere har haft korte samtaler med de syge, men som skal stå for egentlig psykologisk behandling af borgere, når forsøget går i gang den 1. januar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.