Forsker: Derfor trak Allerslev sig
Forsker: Derfor trak Allerslev sig
Anna Mee Allerslev kom til at fremstå som hyklerisk overfor vælgerne, og det er noget, der straffes hårdt.
Det fastslår Asmus Leth Olsen, lektor i Statskundskab på KU, efter at De Radikales spidskandidat i København, Anna Mee Allerslev, onsdag valgte at trække sig som sit partis borgmesterkandidat. Det skete efter ballade om hendes bryllup i rådhusets lokaler og senest en sag om mulig inhabilitet i forbindelse med en privat vens byggetilladelse og anklager om korruption fra egne partifæller.
- Personsager kan være slemme, hvis de står i klar modstrid med, hvad politikerens parti ideologisk står for. Det kan man selv se i nogle af de udmeldinger, som er kommet fra Anna Mee Allerslevs partifæller. Denne sag er problematisk, fordi De Radikale slår sig op på at være et sagligt og akademisk parti, der ikke blander private interesser med forvaltningen. Det kan være derfor, at Anne Mee Allerslev nu trækker sig, siger Asmus Leth Olsen, som har forsket i politiske skandaler og deres påvirkning på vælgernes adfærd.
Han henviser til et Facebook opslag fra tidligere i dag, hvor regionsrådsmedlem Charlotte Fischer (R) opfordrede Anne Mee Allerslev til at trække sig.
- Vi radikale har i mit hoved altid været dem, der gik forrest mod pamperi og korruption. For mig er vi et parti, der er knivskarpe på ikke at blande det private ind i forvaltningen - og i hvert fald ikke uden højt og tydeligt at gøre opmærksom på, hvis der måtte være interessesammenfald, skrev Charlotte Fischer blandt andet.
En gråzone
Der er ikke foregået noget decideret ulovligt i hverken sagen om bryllupsreceptionen eller byggeriet på Kløvermarken. Men Asmus Leth Olsen mener, at det faktisk kan have været med til at skabe mere mediebevågenhed omkring sagen:
- Anna Mee Allerslevs sag befinder sig i en gråzone. Vi kan se i forskningen, at hvis der ikke er begået noget juridisk ulovligt, så træder vælgerne til. Hvis en politiker kører spirituskørsel, er det selvfølgelig forkert, men vedkommende bliver også straffet af retssystemet. I sager som denne bliver det medierne og vælgerne, der skal holde politikerne ansvarlige for deres handlinger. Det kan være med til at gøre sagerne større og skabe mere fokus på politikeren, siger han.
Tvivlsomme konsekvenser
Anna Mee Allerslev har nu trukket sig fuldstændig fra Københavns politiske scene. Den tidligere gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, overtager posten som politisk leder efter hende. Partiet går til valg uden en borgmesterkandidat.
Personsager kan være slemme, hvis de står i klar modstrid med, hvad politikerens parti ideologisk står for. Det kan man selv se i nogle af de udmeldinger, som er kommet fra Anna Mee Allerslevs partifæller.
Det er dog svært at spå om, hvor store konsekvenser det vil have for De Radikale til kommunalvalget, mener Asmus Leth Olsen.
- De fleste havde nok forventet, at de Radikale ville få et dårligere valg i København i forhold til sidste valg i 2013. Alternativet stiller op for første gang, og man kan forestille sig, at de vil kunne tage vælgere fra De Radikale. De andre venstrefløjspartier står også stærkt. Derfor er det ikke let at afgøre, hvor meget det her vil betyde for valget. Men denne sags eksponering og det den har handlet om, har bestemt heller ikke hjulpet, siger han.
Fakta
Hele sagen startede d. 12 september, da BT kunne afsløre, at Anna Mee Allerslev havde lånt rådhushallen på Københavns Rådhus til sin egen bryllupsreception i august 2017 uden at betale for det. Et lokale, der ikke normalt udlejes til medlemmer af borgerrepræsentationen til private arrangementer, men som blev muliggjort af en administrativ praksis i kommunen.
Siden fulgte sager om interne intriger og stridigheder i partiet, der blandt andet førte til, at Bo Nissen Knudsen trak sig som formand for Hovedstadens Radikale Venstre. Onsdag skrev BT så, at Anna Mee Allerslev tilbage i oktober 2016 havde bedt Teknik- og Miljøforvaltningen i København om at hjælpe en privat ven i en byggesag på Kløvermarken. Noget, der ifølge en forvaltningsekspert kunne give indtryk af magtmisbrug.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.