Kommunen.dk
MENU

Forbudte billeder skaber røre om plejehjem

Skjulte optagelser fra et plejehjem i Aarhus får Venstre og DF til at kræve flere uanmeldte besøg. Men det handler også om et andet menneskesyn.

Forbudte billeder skaber røre om plejehjem

Skjulte optagelser fra et plejehjem i Aarhus får Venstre og DF til at kræve flere uanmeldte besøg. Men det handler også om et andet menneskesyn.
Formanden for Folketingets sundheds- og ældreudvalg, Venstres Jane Heitmann, vil have ældreministeren til at kigge grundigt på området.
Formanden for Folketingets sundheds- og ældreudvalg, Venstres Jane Heitmann, vil have ældreministeren til at kigge grundigt på området.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix
8. jul. 2020
RITZAU

Plejen af en demensramt kvinde på et plejehjem i Aarhus er så uværdig, at det kalder på et bedre eftersyn og mere lovgivning.

Det siger formand for Folketingets sundheds- og ældreudvalg Jane Heitmann (V), der har set de skjulte optagelser af, hvordan en 90-årig kvinde, Else, behandles på plejehjemmet Kongsgården.

- Det har gjort et stort indtryk på mig at se de optagelser. Den måde, som Else behandles på, er så uværdig. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Jane Heitmann.

Optagelserne, som er blevet offentliggjort af Ekstra Bladet, har også gjort indtryk på Karina Adsbøll, der er ældreordfører i Dansk Folkeparti.

- Det er hjerteskærende og rystende, siger hun.

De to oppositionspolitikere opfordrer sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) til at stramme lovgivningen. Blandt andet med et krav til kommunerne om flere anmeldte og uanmeldte besøg.

  Der er brug for et 360 graders eftersyn af hele ældreplejen. Derfor har jeg opfordret ministeren til at indkalde partiernes ordførere til en drøftelse af tilsyn, anmeldte og uanmeldte besøg

- Der er brug for et 360 graders eftersyn af hele ældreplejen. Derfor har jeg opfordret ministeren til at indkalde partiernes ordførere til en drøftelse af tilsyn, anmeldte og uanmeldte besøg, siger Jane Heitmann.

Ud over mere lovgivning, herunder at ordet omsorg skrives ind i serviceloven, efterlyser DF et andet menneskesyn hos de ansatte.

- Vi kan ikke lovgive om empati og moral. Der er brug for dygtige plejehjemsledere, som ikke sidder bag skrivebordet, men deltager i plejen, siger Karina Adsbøll.

Aarhus fik fogedforbud

Optagelserne skulle have indgået i en TV 2-dokumentar. Men Aarhus Kommune fik nedlagt et fogedforbud.

Det blev af byretten og siden landsretten begrundet med, at det var krænkende for Else at vise billederne, og at hun ikke har kunnet give sit samtykke til en offentliggørelse.

Dommerne mente ikke, det var tilstrækkeligt, at et barnebarn, der er Elses værge, har accepteret, at optagelserne vises.

Offentlig interesse vejer tungest

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet mener dog, at den offentlige interesse vejer tungest.

- Man kan diskutere afvejningen mellem beskyttelsen af den private og hensynet til offentligt interessante spørgsmål.

- Jeg hælder mest til at mene, at hensynet til at kunne diskutere og se, hvad der foregår, vejer tungere, siger han.

I fagforbundet FOA mener formand Mona Striib, at det er uacceptabelt at filme med skjult kamera.

- Vi vil gerne have, at situationerne kommer frem, så de kan stoppes omgående. Men vi mener, det er umanerlig dumt, at Ekstra Bladet viser klippene, når der er nedlagt fogedforbud, siger hun.

Siden optagelserne er Else kommet på et andet plejehjem. Og Aarhus Kommune har erkendt de kritisable forhold. Det har blandt andet ført til en fyring og flere skriftlige påtaler til ansatte, ligesom kommunen har sat gang i en undersøgelse.

  • Optagelserne er foretaget gennem 16 dage i efteråret 2019. Det er sket med skjult kamera i Elses private bolig på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
  • Inden optagelserne havde familien klaget over den behandling, Else fik på plejehjemmet. De klagede både til plejehjemsledelsen og til Aarhus Kommune.
  • I sidste uge forbød Vestre Landsret TV2 at vise optagelserne. Det samme har byretten tidligere gjort.
  • Det skete med henvisning til, at Else lider af demens, og derfor ifølge dommerne ikke har kunnet give et gyldigt samtykke til optagelserne.
  • Ekstra Bladet har ignoreret fogedforbuddet og vist dele af optagelserne.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR