For meget fristil i sundhedsaftaler
For meget fristil i sundhedsaftaler
De netop indgåede sundhedsaftaler mellem kommunerne og de enkelte regioner møder kritik fra Danske Patienter.
Sundhedsaftalerne skal fornys i hver valgperiode. De er nu indgået for anden gang, men bærer dog stadig for meget præg af fristil, mener Danske Patienter.
”Samtidig mangler der nogle konkrete målbare indikatorer, så man undervejs eller ved aftalens afslutning kan afgøre, om parterne har gjort som aftalt,” siger foreningens formand, Lars Engberg.
”Og der, hvor aftalerne vitterlig er konkrete, der lider de af, at der ikke er nogen konsekvens for parterne, hvis de ikke overholder dem,” siger Lars Engberg.
Han understreger, at anden generation af sundhedsaftalerne er bedre end den første, som blev indgået kort efter strukturreformen.
Formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V), afviser kritikken.
”Sundhedsaftalerne er blevet langt mere konkrete. Samtidig er de mere omfattende. Blandt andet er de praktiserende lægers rolle nu beskrevet. De er utrolig vigtige, fordi de skal vurdere, hvilken hjælp patienterne har brug for efter udskrivelsen, samtidig med at de har en række andre koordineringsopgaver for patienterne,” siger Anny Winther.
Hun er heller ikke enig i, at sundhedsaftalerne ikke er forpligtende.
”Både i regionerne og kommunerne sidder der politikere, som med aftalerne er politisk forpligtet til at sikre, at de aftaler bliver gennemført,” siger Anny Winther, der vurderer, at tredje generation af sundhedsaftaler vil blive endnu mere konkrete.
Hendes kollega i Danske Regioner, Ulla Astman (S), mener også, at de nye sundhedsaftaler er et stort spring fremad.
”Jeg synes bestemt, at der er mindre papirtiger over de nye aftaler,” siger Ulla Astman.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.