Næste år fylder den filantropiske organisation Realdania 25 år. Det markerer organisationen ved at bygge mindst 150 nye mødesteder, som skal danne fysisk ramme for fællesskaber landet over. 

- Det handler ikke om at fejre os selv, men i stedet om at fejre de lokale fællesskaber, fortæller administrerende direktør Jesper Nygård. 

Indsatsen for at styrke fællesskaber, sociale relationer og i sidste ende livskvaliteten på tværs af landet illustrerer med tre hovedspor hvilken rolle, Realdania ønsker at spille. 

Den filantropiske forening støtter først og fremmest lokale fællesskaber ved at tilbyde fysiske rammer, der gør det nemmere for folk at mødes og skabe sociale relationer. Derudover sætter Realdania gang i en af Danmarks største undersøgelser af livskvalitet, som vil blive formidlet og sat til diskussion på en konference til foråret. Og til sidst giver Realdania projektet en skala, som skaber ny viden og muligheder. 

- Ved at bygge mindst 150 fysiske mødesteder, lærer vi en masse om fx genbrug af materialer, som man ikke ville kunne, hvis det bare var én kommune, der stod for at bygge et mødested lokalt, siger Jesper Nygård. 

Realdania har i samarbejde med en række arkitektfirmaer udviklet fire typer af mødesteder – “Værkstedet”, “Udestuen”, “Naturbasen” og “Fællestaget” – som alle i vid udstrækning skal opføres i genanvendte og naturlige materialer. 

Projektet illustrerer samtidig Realdanias rolle som aktiv part i samfundsudviklingen. Ved at uddele i omegnen af 750-1.000 mio. kr. årligt til filantropiske formål har Realdania ressourcerne til at sætte aftryk landet over – særligt i en tid, hvor kommunerne er presset på både økonomi og anlægsloft.

Fondene vokser

Mens byer i vækst har midler til at udvikle bymidter og renovere kulturarv, mangler flere kommuner i landdistrikterne penge til fx at renovere hovedgader i de gamle købstæder eller bygge nye mødesteder for lokale. 

Derfor spiller fonde som Realdania en voksende rolle for udviklingen af landdistrikterne, vurderer Egon Noe, centerleder for Center for Landdistriktsforskning ved SDU. Det er en kompliceret diskussion, understreger han. 

- Fondene går ind med midler til at gøre rigtig meget godt i et område. Og når man tager økonomien i mange kommuner i betragtning, får fondene en endnu større rolle fremover, siger Egon Noe. 

Fondens indflydelse rækker langt videre end bare i landdistrikterne. 

Novo Nordisk Fonden er flere gange blevet fremhævet i de seneste diskussioner omkring fondenes magt. Fonden har vokset sig til at blive verdens største fond og uddelte ifølge mediet Zetland over ni mia. kr. sidste år. I år skønnes det, at fonden kommer til at uddele ca. 10 mia. kr. i år. 

Til sammenligning kan der rykkes rundt på godt 1-2 mia. kr. i finansloven, mens resten ligger fast fra år til år. Dermed har Novo Nordisk Fonden en enorm indflydelse på alt lige fra universitetsforskning til folkeskoler, ligesom fonden også har doneret 10 mia. kr. til den statslige fond til opkøb af landbrugsjord i forbindelse med den grønne trepart. 

Fondene spiller derfor efterhånden en større rolle, end de måske havde tiltænkt sig selv i starten, vurderer Egon Noe. 

- De private fonde er vokset voldsomt, og der er nogle enormt store beløb, som er i spil. Derfor kommer fondene, selvom det ikke nødvendigvis er intentionen, til at have en større rolle for landskabet. Og det kan i sidste ende blive få mennesker, som tager beslutningerne om, hvilke byer, som får midlerne. 

“Vi skal ikke være politikere”

Hos Realdania medgiver Jesper Nygård, at fondene spiller en vigtig rolle for kommunerne. I Realdania er man opmærksom på ansvaret, der følger med indflydelsen. 

- Den offentlige økonomi er presset, og vi gør os mange tanker om, hvordan vi skal agere i sådan en kontekst, siger Jesper Nygård. 

Han ønsker ikke, at fondene bliver et alternativ til politikerne.  

- Vi kan være med til at få nogle ting til at ske, men vi vil aldrig trumfe noget igennem en kommunalbestyrelse. Vi venter til, at man lokalt har fundet et standpunkt, og så kan vi se på, om vi kan være med til at realisere det, siger Jesper Nygård.

Her nævner han som eksempel forløbet omkring lukningen af den tidligere firesporede vej Thomas B. Thriges gade i Odense, som i dag er blevet omdannet til en ny bydel med boliger, erhverv, kulturinstitutioner og et p-anlæg med 1.000 pladser. 

- Som jeg husker det, var det en enig kommunalbestyrelse, der var åben for at fjerne vejen, og det ville vi gerne samarbejde om, fortæller Jesper Nygård og fortsætter: 

-  Men efterfølgende opstod der uenigheder mellem partierne, og det blev en del af valgkampen. Vores princip i alle store sager er, at der skal være bred politisk enighed, hvis vi skal være med. Så vi valgte at sætte os op på tilskuerrækkerne, indtil der var bred enighed og så tage den derfra. 

Men selvom Realdania satte sig op på tilskuerrækkerne, gjorde de det også klart, at de havde svært ved at skulle støtte en tunnelløsning, som blandt andet daværende borgmester Jan Boye (K) havde fremlagt på et fortroligt møde for at høre, om fonden kunne være interesseret i at være med til at medfinansiere projektet. 

“Fagligt havde foreningen en betydelig skepsis over for tunnelløsningen, hvor der stadig ville være trafik gennem byen. Man gjorde det derfor klart, at hvis kommunen valgte udelukkende at gå videre med en tunnelløsning, så ville en deltagelse fra Realdania forudsætte, at de uafhængige rådgivere kom frem til, at det ville være den rigtige løsning,” står det blandt andet i Realdania og Odense Kommunes egen publicering om projektet “Fra Gade til By” fra i år. 

Realdania var derfor ikke interesseret i bare at sende en check. 

- Både i bestyrelsen og direktionen var vi enige om, at hvis et projekt ikke levede op til vores faglige ambitioner, og måske også standarder og normer, så sagde vi nej. Vi skulle kunne se, at rammerne var tilstrækkeligt gennemtænkt til, at det kunne resultere i et arkitektonisk og by-arkitektonisk projekt af høj kvalitet. Vi skulle jo hele tiden få det til at gå op med, hvor mange penge vi havde at bidrage med ude i samfundsudviklingen, og hvordan vi gjorde det bedst muligt, siger Hans Peter Svendler, daværende filantropidirektør i Realdania i bogen. 

- Vores tilgang i Odense var at prøve at slette katastrofen med den firesporede vej, som var lavet tidligere. Derfor ville vi ikke kun slette den halvt.

Kickstart til lokal udvikling

I takt med at fondene spiller en mere central rolle i udviklingen, er kommunerne også mere opmærksomme på hvilke midler, der kan søges, og hvordan man bedst samarbejder med fondene, fortæller Egon Noe. 

- Vi ser en stigende professionalisering af processen. Man ser anderledes på midlerne. Det er ikke længere flødeskum på toppen, men hele kagen, man søger midler til, siger han.

Derfor har kommunerne også oprustet i forhold til bemandingen, der arbejder med fondsansøgninger på kommunernes vegne. 

Hos Landdistrikternes Fællesråd deler formand Steffen Damsgaard (V) holdningen om fondenes vigtige rolle for udviklingen af landdistrikterne. Han håber, at fondsmidlerne kan komme hele samfundet til gode, og ikke kun de kommuner og civilsamfund, som er bedst til at skrive fondsansøgninger. 

- Ligesom nogle kommuner har flere ressourcer til at søge om fondsmidler, er også nogle lokalsamfund bedre stillet end andre til at søge. Mange steder står borgerne alene om at søge fondsmidler til udvikling i deres lokalsamfund, og der skal kommunerne gøre mere for at hjælpe, siger Steffen Damsgaard. 

Kommunerne skal derfor ikke kun være opmærksomme på selv at søge fondsmidler, men skal også assistere mindre velstillede områder i ansøgningsprocessen. Steffen Damsgaard understreger dog, at det også er fondenes ansvar, at udviklingen kommer hele landet til gode. 

Det er også ambitionen hos Realdania, understreger Jesper Nygård. 

Ifølge Realdanias formålsparagraffer skal midlerne komme hele landet til gode. Derfor holder man internt øje med, at fondsmidlerne ikke klumper sig sammen omkring få byer, men bliver brugt til at skabe udvikling på tværs af landet. 

- Hvis man skal behandle alle lige, så skal man behandle folk forskelligt, fordi kommunerne har forskellige rammer. Vi har derfor ikke én fast regel med, at vi kun kommer med fx ti pct. Vi indgår i en tæt dialog med parterne for at finde den rette rollefordeling mellem de penge, vi kommer med og de penge, kommunen kommer med, fordi kommunerne ikke har ensartede vilkår, fortæller Jesper Nygård. 

Vigtige midler – vigtig debat

Egon Noe påpeger, at diskussionen om fondens indflydelse er svær. Han ønsker derfor heller ikke at pege fingre ad fondene eller kritisere dem, men ønsker snarere at åbne debatten. 

- Det er ikke for at sige, at fondene spiller en negativ rolle eller ikke opfører sig pænt. Mange lokalsamfund er lykkelige for de midler, de får. Men i takt med at fondene spiller en større rolle for landdistrikternes og samfundets udvikling, bør vi diskutere, hvor meget demokratisk kontrol, vi har over fondene og deres beslutninger, og hvor meget magt fondene har, siger han. 

Steffen Damsgaard hæfter sig først og fremmest ved, at fondsmidlerne er en mulighed for at skabe udvikling lokalt, som mange kommunerne ellers ikke vil kunne have råd til. 

- Der er ingen tvivl om, at der generelt er færre penge til udvikling, og at de kommunale budgetter i ø- og landdistriktskommunerne er hårdt presset. Fondsdonationerne kan derfor være med til at sætte skub i en positiv udvikling, som kommunerne måske ikke har ressourcerne til nu og her. 

Og selvom mange kommuner er blevet mere afhængige af at kunne tiltrække fondsmidler, mener Steffen Damsgaard ikke, at det er et demokratisk problem. I stedet fremhæver han de mange gode samarbejder, der indgås lokalt. 

- Det er klart, at kommunerne meget gerne vil have fondsmidlerne, men der er rigtig mange forskellige typer af fonde, som har forskellige størrelser og formål. Jeg oplever ikke, at det er et demokratisk problem, men at man i kommunerne er blevet dygtigere til at samarbejde og sparre med fondene, siger Steffen Damsgaard.  

Jesper Nygård mener ikke, at fondene udgør en demokratisk udfordring. Han hæfter sig ved, at fondene ikke skal konkurrere med politikerne, men snarere skal ses som samarbejdspartnere, der gerne vil være med til at udvikle samfundet. 

- Vi har som borgere valgt politikere til at træffe beslutninger på vores vegne, og når de er blevet enige om at sætte retningen, vurderer vi, om det passer ind i vores strategi for at støtte projekterne. Det er ikke vores ærinde at presse en beslutning igennem.