Folket flokkedes om folkelagkagen
Folket flokkedes om folkelagkagen
Der var bestilt to store lagkager fra ISS Bornholm som tillytterne kunne nyde, mens Lotte Hansen styrede debatten mellem politikere og fremtrædende personer fra henholdsvis LO, Falck, Pension Danmark og Danske Regioner.
Ifølge en ny Epinions-undersøgelse, som blev lavet til foretagendet, er danskenes holdning til hvordan kagen skal skæres ikke helt i overensstemmelse med regenringens.
Den meste markante forskel var, at befolkningen er villig til at spare i alt 15 milliarder kroner på børnepenge og boligsikring og give førtidspension og dagpenge et nøk nedaf.
Desuden er danskerne villige til at bruge hele 4 milliarder ekstra på uddannelse og undervisning og derudover betale mere til sundhed og renovation af gader og veje.
Inger Støjberg (V), Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Morten Messerschmidt (DF) var skiftevis på talerstolen. Alle var de enige om, at velfærdslagkagen må fordeles anderledes.
- Vi politikere diskuterer i øjeblikket om der overhovedet er råd til flødeskum på lagkagen og om der skal creme i, sagde Inger Støjberg og fortsatte:
- Vi skal begynde at overveje nogle optjeningsprincipper – det er for eksempel ikke holdbart, at man kan komme gratis til landet og automatisk modtage ydelser. Vi er nødt til at prioritere.
Morten Messerschmidt, der var importeret direkte fra EU, konstaterede, at vi i Danmark har en meget privillegeret diskussion sammenlignet med andre lande:
- Den nuværende situation er uholdbar. Et velfærdssamfund skal sikre lige muligheder, ikke midler. 30 procent af skattepengene går i dag til hospitaler og skoler osv., mens 70 procent går til omfordeling, som for eksempel førtidspension, revalidering.
Pernille Rosenkrantz-Theil brugte sin taletid til at trække tråde tilbage til sin oldefar, som i 30’erne var arbejdsløs smed:
- Han mistede forstanden, fordi han mistede sit arbejde. Det er ligeså vigtigt i dag som dengang, at få dem der står uden for arbejdsmarkedet ind, sagde hun og tilføjede:
- Velfærdssamfundets største opgave er at kunne trække gang i hjulene.
Heller ikke hun er afvisende over for, at fordelingen skal være anderledes. Hun pegede på børnechekken som en af de ting, der med fordel kunne sløjfes.
- Jeg får 8500 kroner hver tredje måned til mine to rollinger – de penge ville jeg hellere bruge til at sikre et godt måltid mad til alle børn i folkeskolen.
Debatten tog for alvor fat, da henholdsvis Torben Möger fra Pension Danmark, Allan Søgaard fra Falck, Lizette Risgaard, næstformand i LO og Carl Holst (V) fungerende formand for Danske Regioner gav fire forskellige bud på innovative fremtidsløsninger på velfærdsudfordringerne.
Kagen blev både spist og fordelt under en velmødt og ivrig debat på Folkemødets sidste dag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.