Kommunen.dk
MENU

Hård kerne mødtes til Folkemøde-light

Mindre end halvt så mange færgeafgange til og fra Bornholm som i uge 24 2019, men trods corona og aflyst folkemøde var der budt op til fest og fadøl i Allinge.

Hård kerne mødtes til Folkemøde-light

Mindre end halvt så mange færgeafgange til og fra Bornholm som i uge 24 2019, men trods corona og aflyst folkemøde var der budt op til fest og fadøl i Allinge.
Flere borgmestre og organisationsfolk mødte op til helstegt pattegris og fadøl på Slægtsgården i Allinge, selvom Folkemødet var aflyst. Og stemningen var lige så uformel, som arrangørerne havde håbet.
Flere borgmestre og organisationsfolk mødte op til helstegt pattegris og fadøl på Slægtsgården i Allinge, selvom Folkemødet var aflyst. Og stemningen var lige så uformel, som arrangørerne havde håbet.
Foto: Rud Pedersen Public Affairs

1. At møde folk og organisationer, man kender.

2. Feste.

3. At møde folk og organisationer, man ikke kender.

Sådan ser top tre ud, når Operate A/S hvert år spørger Folkemødets deltagere om, hvad de får ud af at deltage.

Og da myndighederne satte grænsen for forsamlinger op til 50 personer, blev der faktisk plads til lidt fest og farver på Solskinsøen i uge 24.

- Dagene var alligevel afsat i kalenderen, og jeg kunne da godt mærke, at det var den tid på året, hvor jeg plejer at kunne glæde mig meget til Folkemødet, siger borgmester i Hillerød Kirsten Jensen (S).

- Det er der, man kan få talt med andre, som man tilfældigvis møder og gerne vil tale med, men hvor et traditionelt møde ville være for meget eller umuligt at nå til hverdag. Her kan man stille sig op på et strøg eller gå stille frem og tilbage og møde en masse mennesker fra ens nutid – og fortid - som det er skønt at se igen, og blive præsenteret for nye mennesker.

S-borgmestre til folkefest

I år var uge 24 markant mindre stresset og begivenhedsrig for de ganske mange, der som Kirsten Jensen alligevel tog den planlagte tur til Bornholm. Alle politiske debatter var aflyst, men flere steder bød inden for til en kop kaffe, en fadøl og en sludder med enige og uenige. Blandt andet var der som altid folkefest på Hotel Slægtsgården arrangeret af Rud Pedersen Public Affairs. I år kunne der bare kun sidde 50 personer ad gangen ved langbordene med de rødternede duge. Og der var næsten hele tiden kø ved døren, fortæller project manager Camilla Lewerissa.

- Det, der gør folkemødestemningen speciel, er jo netop det fysiske møde på tværs af social status, holdninger og kultur. Her kan folk diskutere og være rygende uenige det ene øjeblik og så sætte sig som skidegode venner, få en øl og klappe hinanden gemytligt på skulderen i det næste. Jeg tror, den stemning er noget typisk dansk, siger hun.

Adskillige borgmestre var her mødt til Slægtsgårdens helstegte pattegris og fadøl. Heriblandt Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S), Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S), Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) og Køges borgmester Marie Stærke (S). Camilla Lewerissa spottede også repræsentanter fra fagbevægelsen, Cepos og en række andre organisationer, fortæller hun.

Køligste folkemøde, hvis det havde været

For en stund kunne man næsten glemme, at Folkemødet var aflyst, fortæller Albertslund-borgmester Steen Christiansen, som også er én af dem, der i uge 24 plejer at ligge vandret af travlhed som folkemødedebattør:

- Både torsdag aften, hvor vi mødtes med et par repræsentanter fra den amerikanske ambassade og fik en spændende og uformel snak om Danmarks position i Europa, og fredag, hvor jeg mødte rigtig mange gamle venner fra DSU-tiden, fik vi, hvad vi havde håbet på, siger han.

Steen Christiansen har sommerhus i Sandkås tæt på Allinge, og det var for længst aftalt med både Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, og Folkemødets vicedirektør, Jørgen HK Jepsen, at også de kunne bo i huset uge 24. 

- Vi havde en god tur, selvom vejret ikke var det bedste, siger Steen Christiansen.

- Hvis Folkemødet var blevet til noget, havde det nok været det køligste i mands minde.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR