Da bilen drejer ind på den lille plads foran slagteren og den lokale sandwichbar, går der et forventningsfuldt sus igennem forsamlingen på omkring 30 mennesker, der har taget opstilling med lilla og guldfarvede flag og rosetter.

- Han er her. Han er her!, råber en omkring 40-årig kvinde glad.

Det er to dage før lokalvalget i Storbritannien, og vi befinder os i Ramsey, indtil videre den eneste by i Storbritannien med en borgmester fra UKIP.

Ud af bilen stiger Nigel Farage.

Manden, der af mange blev afskrevet som en politisk version af en hofnar. Manden, der siger alt, hvad ingen tør sige, men som ingen rigtig tager alvorligt.

Sådan er det ikke i Ramsey. Og sådan er det heller ikke længere i resten af landet.

Nigel Farage, der var med til at stifte partiet i 1993, er nu blevet en mand, der bliver lyttet til i britisk politik. En mand, der rammer lige ned i en folkestemning i Storbritannien, der handler om, at bureaukraterne i Bruxelles har fået alt for meget magt og nu truer alt, hvad der er britisk.

På denne solskinsdag i Ramsey dukker Nigel Farage op i jakkesæt, komplet med lilla slips i UKIP's farver. Men for de omkring 30 mennesker, der er mødt op for at møde deres leder, kunne han lige så godt have været iført en farvestrålende kappe.  De ser ham som en politisk superhelt. Den eneste, der er parat til at forsvare britiske værdier i en verden, hvor de er under konstant angreb af meningsløse direktiver, der bliver spyet ud af bureaukrater, der slet ikke forstår, hvad det vil sige at være britisk.

- De er bare slet ikke som os. Vi spiller cricket og kører i den anden side af vejen, plejer Nigel Farage at forklare, når han skal give den hurtige version af, hvordan det kan være, at han mener, EU og Storbritannien er en kombination, der skal opløses som et dårligt ægteskab.

Den tidligere konservative politiker understreger, at han ikke har et decideret problem med at være international. Hans kone er eksempelvis tysk, og han arbejdede i mange år på London Metal Exchange, hvor han handlede med kunder i Singapore, Frankfurt og over hele verden.

Men for ham blev der trukket en streg i sandet i 1992, da daværende premierminister John Major fandt fyldepennen frem og underskrev
Maastricht-traktaten.

Den dag meldte Nigel Farage sig ud af det konservative parti.

- Den dag afgav vi efter min mening vores suverænitet til Bruxelles, forklarer han.

Og sådan blev United Kingdom Independence Party (UKIP) stiftet.

Et parti, der ser det som sit grundformål at få Storbritannien meldt ud af EU og i stedet indgå en form for frihandelsaftale med unionen. Ikke engang det indre marked er en mulighed, der vil være til Storbritanniens fordel, vurderer Nigel Farage.

- Der er alt for mange regler og restriktioner. Jeg er sikker på, at resten af EU ville være interesseret i en frihandelsaftale med os, for når man ser på regnskabet, sælger de mere til os end omvendt, siger han.

UKIP får revanche

I lang tid blev UKIP ikke taget alvorligt som parti af den etablerede del af Storbritanniens politiske liv. Fordi det britiske stemmesystem er baseret på, at der kun er én vinder i hver valgkreds og resten af stemmerne derfor ville være spildt, var chancerne for, at UKIP foran enten de konservative eller Labour overhovedet ville komme i parlamentet minimale. Men partiet har taget revanche ved Europa-Parlamentsvalgene og lokalvalgene, hvor stemmereglerne er anderledes.

Nigel Farage har været medlem af Europa-Parlamentet siden 1999, er blevet genvalgt to gange siden og leder nu en gruppe på 13 EU-parlamentarikere fra sit parti.

Politikere, der er fast besluttet på at bekæmpe EU indefra, siger Nigel Farage, der mener at hele systemet, der ligger til grund for unionen, er behæftet med fejl.

- Problemet er, at de bureaukrater, der sidder og administrerer EU, tjener masser af penge på at gøre det. Det er fast og meget, meget velbetalt arbejde. Hvorfor skulle de ønske at modernisere? Ingen af disse mennesker er folkevalgte, og alligevel får de magt over, hvad der foregår i Storbritannien, Grækenland, Italien og alle andre lande. Det er et demokratisk problem, siger han.

Debatten om det demokratiske problem med EU har ramt et dybt sted i den britiske folkesjæl. I takt med, at eurozonens finansielle krise har foldet sig ud og unionen er kommet under pres både økonomisk og politisk, har Nigel Farage fået flere tilhørere, der tager ham særdeles alvorligt.

I Ramsey er flokken af politiske fans en blandet skare. Her er alt fra den ældre mand, der rækker ham en skrammet og velindpakket grammofonplade med Churchills taler og beder om en autograf, til en excentrisk millionær, der er mødt op i Onkel Sam-kostume for at slå sin politiske pointe fast (Storbritannien har brug for dig!) og børn i klapvognsalderen.

Men det vil være en fejl at tro, at UKIP's tilhængere kun findes i små landsbyer,  der ligner kulisser til en episode af Inspector Barnaby, hvor man stadig drikker mælk af glasflasker og holder intense konkurrencer om, hvem der har de største stokroser.

For lokalvalget i maj viste, at 23 procent af de britiske vælgere satte deres kryds ved Nigel Farage og hans vision om et liv udenfor EU. Selv når man tager højde for, at der i Storbritannien er tradition for at bruge lokalvalget til at proteststemme uden de store konsekvenser, har det resultat fået stor betydning for Storbritanniens EU-politik. Og hvad der måske er mere interessant: Omkring 30 procent af UKIP's vælgere er briter, der ikke har gidet stemme i de seneste ti år.

Frygten for Farage

Det konservative parti er især bange for Nigel Farage og det af flere grunde. Helt konkret er UKIP i færd med at sørge for at stille op i alle valgkredse og køre sig i stilling til det næste parlamentsvalg om to år. Selvom det lige nu ser ud til at være tvivlsomt, om UKIP får et større antal repræsentanter i parlamentet, vil partiet tage mange af sine stemmer fra det konservative parti og dermed sætte Labuour i en bedre position.

Samtidig er det konservative parti selv dybt splittet i spørgsmålet om EU. Selvom premierminister David Cameron har lovet en folkeafstemning engang i vag fremtid og en genforhandling af forholdet til EU, der skal ”bringe beslutningerne tilbage fra Bruxelles til London,” mener mange partifæller, at David Cameron slet ikke går vidt nok, og hælder mere til Nigel Farages analyse af situationen: Storbritannien har det bedre udenfor EU.

Ifølge UKIP er omkring 20 parlamentsmedlemmer ”fra forskellige partier” i seriøse forhandlinger om muligvis at hoppe af til UKIP og på den måde give partiet plads i parlamentet uden at være valgt ind.

Dertil kommer, at Nigel Farage ganske enkelt har en ubestridelig evne til at virke som en folkelig og ligefrem, nærmest charmerende politiker, der tiltaler mange briter, fordi han skærer igennem, hvad de ser som falsk politisk korrekthed.

Som i Remsay, da han efter det politiske møde styrer målbevidst hen mod den nærmeste pub, hvor han sætter sig udenfor i solskinnet med en kold pint og en tændt smøg.

Da to fotografer begynder at knipse, smiler han stort og skåler mod dem.

- De fleste moderne politikere ville hellere dø end  blive fanget med en smøg og en øl på kameraet. Men sådan en fyr er jeg ikke. Jeg er gammeldags, griner han.

Folk omkring ham er næsten ved at bryde ud i spontane klapsalver over manden, der med stor politisk tæft kalder sig selv ”bare en almindelig fyr, der har en mening” og gør en dyd ud af at fortælle de fleste, at han faktisk nærmest ikke er politiker.

For en mand, der hævder, at han ikke spekulerer i politik, har den 49-årige Nigel Farage en ganske særlig evne til at sige det rigtige og ramme briterne i deres nostalgi, selvfølelse og tro på, at der er en verden udenfor EU, der ikke er af lave.

I denne uge blev premierminister David Cameron fotograferet på ferie i Ibiza med sin kone Samantha. Parret sad og nippede til en espresso.

Da Nigel Farage havde fået sin bemærkelsesværdige valgsejr i hus, spurgte journalisterne ham om, hvordan han fejrede den?

- Jeg slukkede min mobiltelefon og tog på fisketur, svarede han.