Kommunen.dk
MENU

Flere viceministre og statssekretærer, tak

Socialdemokrater inden- og udenfor Folketinget slog et slag på Folkemødet for flere ressourcer til at styrke en regerings politiske mandat

Flere viceministre og statssekretærer, tak

Socialdemokrater inden- og udenfor Folketinget slog et slag på Folkemødet for flere ressourcer til at styrke en regerings politiske mandat

- Danmark er blandt de lande, hvor en regering har de færreste medarbejdere med sig ind i regeringskontorerne for at kæmpe for sit politiske mandat, slog tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard fast under en ren S-debat i Allinges gamle brandstation om Folkestyrets fremtid.

Mens S-R-SF-regeringen beskyldes for at have ansat en overflod af spindoktorer – mange flere end VK-regeringen – talte han ganske enkelt for (endnu) flere statssekretærer eller viceministre for at kunne holde embedsværket i skak og få endnu mere power bag det mandat, en ny regering skal gennemføre politik med:

- Det er nødvendigt, hvis ikke vi bare skal ud af krisen ved at følge en politik, der er vokset ud af lærebøgerne fra Århus Universitet.

Hummelgaard fik opbakning fra S-veteran og Folketingsformand Mogens Lykketoft, der i sine demokratiske pointer ellers talte mest om at tippe magtbalancen mellem samfund og kapital mere i en folkelig retning, og om at sikre en sund public-service-dækning i medierne i et forsøg på at skærme de demokratiske institutioner fra Berlusconi- og Murdoch-agtige tilstande med købt politisk indflydelse og mediemæssig forfladigelse.

Lykketoft kunne heller ikke se det odiøse i at have f.eks. pressemedarbejdere ansat. De er efter hans opfattelse helt nødvendige bl.a. for - med hans udtryk - at kunne undervise journalisterne, så de kan stille mere kompetente spørgsmål.

En ærke-veteran fra det kommunale univers, Ove E. Dalsgaard (S), der slap borgmesterposten i Ballerup her i år, kunne supplere ønsket om øget politisk styrke til at kunne gå op imod embedsværket:

- Skal vi ha' vækst, har vi brug for penge fra andre steder end kommune og stat, bl.a. fra de store virksomheder. Men jeg kan give mange eksempler på, at vi støder på modstand fra embedsværket, når vi f.eks. vil ind i OPP-projekter. Og det er da trist, at ATP og pensionskasserne investerer så meget ude i Europa, men ikke herhjemme.

Lykketoft mindede om, at regeringsgrundlaget faktisk indeholder ambitioner om netop flere pensionspenge i offentlige projekter - og iøvrigt også om nye regler, der kan styrke regeringens politiske mandat i form af nye regler for partistøtte.

Brandstationens forsamlede demokrati-interesserede - heraf mange med røde A'er på jakkerne - fik en slut-opsang i demokratiets navn fra Peter Hummelgaard, der præsenterer sig selv som endnu-ikke-folkevalgt:

- Klynk ikke over, at pressen er borgerlig. Gå hjem og lav en blog, skriv på den og angrib de værdier, I synes er forkerte.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR