Fjern fokus fra landbruget
Fjern fokus fra landbruget
Der kommer ikke udvikling i landdistrikterne, så længe planlægningen kun har blik for landbruget. Det er konklusionen fra Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet i artiklen ’Bevarende Erhvervsudvikling i landdistrikterne?’ der udkom i fredags som en del af en antologi med 23 populærvidenskabelige artikler om udfordringerne i landdistrikterne.
Johs Nørregaard Frandsen mener, at dansk planlægning i høj grad har været præget af landbrugserhvervet, og derfor har forhindret en ny erhvervsstruktur i landdistrikterne.
I dag er de aktive landmænd kun ganske få i antal, og langt de fleste, der bor i landdistrikterne, har et urbant arbejdsliv og livsmønster. Derfor er der behov for at tænke mere innovativt i udnyttelsen af herlighedsværdier ved erhvervsudvikling, lyder budskabet fra eksperten.
Kræver ordentlige rammer
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) er enig i, at der skal tænkes nyt, hvis der skal skabes mere vækst i landdistrikterne.
- Det er helt i tråd med regeringens ændring af planloven i november sidste år, der giver kommunen mulighed for at tillade erhvervsudvikling i landzone og i kystbeskyttelseszonen. Det skal naturligvis ske ud fra en samlet afvejning af hensynet til lokal udvikling, landskaber og natur, men udvikling kræver ordentlige rammer, siger han.
Artiklen er en del af landdistriktsantologien ’Livsvilkår og Udviklingsmuligheder på landet: Viden, cases, teorier’, der blev offentliggjort i fredags.
Og behovet for nytænkning støttes af Hanne Tanvig, Københavns Universitet, som i sit bidrag til antologien ’Nyt brug af land – nye landbrugere’, beskriver den helt særlige erhvervskultur blandt de nye landboere. De såkaldte livsstilsiværksættere, der skaber mindre innovative virksomheder i en række landdistrikter. Virksomheder, hvor det handler om at få arbejde, bopæl og familieliv til at gå op i en højere enhed.
- Som socialdemokrat står det øverst på min arbejdsseddel at sikre arbejdspladser, og det gør vi nu engang bedst ved at sikre virksomhederne gode udviklingsmuligheder, siger Carsten Hansen.
Udover ovennævnte to artikler indeholder antologien 21 andre, der belyser nogle af de vigtigste emner i den højaktuelle debat om landdistrikterne.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.