Eksperten: Bjarne Ibsen

Vi overser de selvejende institutioner

Den fornyede interesse for at knytte bånd til civilsamfundet er ramt af en historieløshed. Der er en opfattelse af feltet som ukendt land, hvor offentlige myndigheder først nu skal til at hitte ud af, hvordan man bygger bro til borgerne, mener Bjarne Ibsen, der har forsket i frivillighed i mange år.

- Midt i alle de her eksperimenter, som finder sted, overser man den demokratiske selvorganisering, som er en udpræget form for samarbejde mellem civilsamfund og det offentlige, og som rækker langt tilbage. Det er netop den brugerdrevne form, som karakteriserer den danske udgave af et velfærdssamfund.

De selvejende institutioner; landets store antal frie skoler, selvejende daginstitutioner, selvejende plejecentre, selvejende idrætsanlæg med videre, er et af de bedste eksempler. De er ejet og drevet af borgerne selv, men får økonomisk støtte fra det offentlige. Men også det foreningsliv og den frivillige fritidsundervisning for voksne, som kommunerne støtter i henhold til Folkeoplysningsloven, som i princippet går ud på, at det offentlige støtter borgerne, når de på demokratisk vis kan finde ud af at organisere deres idræts-, fritids- og kulturaktiviteter, er et stærkt eksempel.

- Vi ved, at det frivillige engagement er stort i de selvejende institutioner – langt højere end dér, hvor man inviterer nogle ældre ind på skolen eller nogle besøgsvenner ind på plejecentret. Derfor undrer det mig kolossalt, at hverken kommunerne eller drivkræfterne i blandt andet Socialministeriet tilstræber at få flere sådanne samarbejder. De er slet ikke med i den samlede diskussion om at lade borgerne have en større rolle i velfærdssamfundet.

Det er netop nu – inden forståelsen af civilsamfund, organisationer og kommuner i samspil størkner i en standardmodel – at vi skal kaste et kritisk blik på det, som virker, og det, som ikke gør.

- Vi skal tilbage til at spørge os selv: Er det givet, at kommunen skal stå for musikundervisningen af børn? Eller kunne den lige så vel varetages af borgerne?

Bjarne Ibsen er professor ved Center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund, Syddansk Universitet. Bjarne Ibsen har forsket i frivillighed og foreningsliv i 25 år. Senest har han og KORA-forsker Helle Hygum Espersen udgivet undersøgelsen ‘Kommunernes samarbejde med civile aktører’ i september 2016.aktører’, september 2016.

Eksperten: Anne Tortzen

Hovedet mod glasloftet

Samskabelse, det nye modeord blandt offentlige ledere, er i praksis ramt af overstyring og kontrol. Det konkluderer Anne Tortzen i sit ph.d.-projekt, hvor hun har undersøgt top-down-samskabelsesprojekter i tre kommuner – Holbæk, Ikast-Brande og Roskilde. Projekterne har det til fælles, at det er kommunerne, som har sat rammerne og drevet processerne.

-  Der er en barriere i den samskabelse, der starter oppefra. Jeg kalder den glasloftet, for den er lidt usynlig. Den handler om, at borgernes viden og mål i praksis bliver udelukket, fordi man i kommunerne ikke er parate til at ændre på den forståelse, man på forhånd har af et givent projekt. Man er med andre ord ikke villig til at afgive magt, siger Anne Tortzen.

Ifølge hende kræver reel ligeværdig samskabelse netop, at offentlige medarbejdere og politikere deler magt og indflydelse med civilsamfundet for at kunne skabe merværdi og synergier. Det kræver en mere åben form for ledelse, hvor man tør forfølge borgernes input, hvilket derfor samtidig fordrer et opgør med New Public Management-logikken:

- Selvom projekterne bliver omtalt som ligeværdige og samskabende, er glasloftet en konsekvens af New Public Management, som bygger på et økonomisk tankesæt. Det betyder, at de offentlige medarbejdere gerne hurtigt vil nå frem til synlige, målbare resultater, og at de derfor ikke er villige til at løbe nogen risiko ved at lade borgerne være med til at definere problemer og mulige løsninger. Men det er nødvendigt, hvis man vil reel samskabelse, og det skal man gøre sig klart i kommunerne, siger Anne Tortzen.

Anne Tortzen er grundlægger af Center for Borgerdialog; en virksomhed, der rådgiver det offentlige i at nytænke dialog med borgere og interessenter. Hun er forfatter til bogen ‘Borgerinddragelse – demokrati i øjenhøjde’, 2008. Til december 2016 afleverer Anne Tortzen sin ph.d. på RUC om samskabelse i de danske kommuner.

Interessenten: Casper Bo Danø

Drop lønarbejder-retorikken

Frivillighed bliver ofte kommunikeret ud på samme måde som et lønarbejde: ’Styrk dine lederevner’, ’Sæt dine kompetencer i spil’ eller ’Grib chancen for at arbejde med PR og interessevaretagelse’. Og den kommunikationsform appellerer langt fra til alle, forklarer Casper Bo Danø, der er sekretariatsleder i frivilligcentrenes paraplyorganisation, FriSe:

- Alt for ofte er det frivillige arbejde skåret over en lønarbejderretorik, som henvender sig til de ressourcestærke. Selv de organisationer, som har til formål at arbejde med socialt udsatte, har tendens til at kommunikere til de velkørende borgere. Men den unge enlige mor, der har svært ved at få et arbejde, skal også føle, at hun kan tage del i frivillighedsprojekterne. Det er helt afgørende for at få skabt en mangfoldig deltagelse.

I dag er arketypen på en frivillig i Danmark en mand i midt-40’erne med job og to børn, som lægger sit frivillige engagement i børnenes sportsklub. For at trække andre og mere sårbare borgere ind, er man ifølge Casper Bo Danø i den frivillige verden begyndt at tale om det at være frivillig som noget, man er med nogen i stedet for for nogen.

- I med ligger også, at alle dem, som engang var objekter for det frivillige arbejde, skal være medskabere af frivilligheden fremadrettet. Måske skal nogle starte i det små med at brygge kaffe eller noget i den dur. Men de er med og føler, der er brug for dem, og det er det helt centrale.

Casper Bo Danø er sekretariatsleder for Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark – FriSe. FriSe er en landsdækkende medlemsorganisation for 70 lokale frivilligcentre fordelt på 65 kommuner. Organisationen arbejder for at fremme lokal og mangfoldig frivillighed. Størstedelen af frivilligcentrene drives som private foreninger eller selvejende institutioner, mens en håndfuld er kommunalt ejede.

Den frivillige: Mogens Røstbjærg

Hemmingway lyder bare maskulint

Fra nul mænd til alenlange ventelister. Den udvikling kender man til på Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte. For da centeret for tre år siden søsatte et projekt, der skulle lokke ensomme mænd +60 i Gentofte Kommune ud af deres hjem til socialt samvær med ligestillede, greb man manøvren helt forkert an, fortæller Mogens Røsbjærg, der er en af de frivillige på centeret.

- Projektet hed ‘Mænds Netværk’ og rammen for den komsammen, vi inviterede til, var et lokale på plejehjemmet. Men det viste sig at være helt forkert. For et plejehjem er et sted for folk, der ikke er fit for fight længere. Og navnet ‘Mænds Netværk’ – det kommunikerede jo ingenting, forklarer han.

Da der efter et år endnu ikke var mødt én eneste mand frem til det ugentlige sociale træf, forsøgte de frivillige at nytænke konceptet. ‘Hemingway Club’ blev det nye navn – opkaldt efter den stoiske machoeventyrer og forfatter Ernest Hemingway – og i samme ombæring rykkede klubben over i Frivilligcenterets lokaler. Der blev tilmed investeret i en lille annonceplads i den lokale avis Villabyerne i en måned eller to.

- Pludselig begyndte folk at komme til kaffe, ostemadder og gammel dansk. For mens ‘Mænds Netværk’ antydede at være en klub for ensomme mænd – dét, som ingen vil være – lød ‘Hemingway Club’ mere maskulint; som et netværk, man kunne være stolt over at være med i, fortæller Mogens Røstbjærg.

I dag kommer der mellem 50 og 60 mænd til møderne, som nu finder sted to dage om ugen. 75 mænd er knyttet til klubben, og 30 står på venteliste. Der er også åbnet en Hemingway Club i Hørsholm og Greve, og en er på vej i Rudersdal. Og i Gentofte har det kvindelige modstykke – Blixen Club – nu set dagens lys.

Mogens Røstbjærg  er frivillig i Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte.