Det var en tour de force i ord som ”ansvarlighed”, ”balance” og ”fornuft”, da finansminister Bjarne Cory­don fremlagde regeringens finanslovsforslag for 2014. Det står mejslet i granit, at statsbudgettet ikke kommer til at indeholde nogen revolutioner, da finansministeren har sat alt ind på at udstråle maksimal stabilitet (og ansvarlighed…). Således vil forslaget tillade en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent i 2014, mens statens strukturelle underskud holdes på 0,4 procent, hvilket er indenfor den EU-fastsatte 0,5 procents grænse.

Men hvad forslaget manglede i fiskale overraskelser, leverede Corydon til gengæld i form af antydninger om kampene i den forestående politiske sæson. Under fremlæggelsen havde finansministeren et powerpoint-slide med overskriften ”Regeringens linje kontra nulvækst”. At vie en del af sin præsentation til at punke Venstre mere end antyder, at sosserne anser nulvækstdiskussionen for oppositionens klart svageste punkt.

Nulvæksten vil blive hevet frem igen og igen i efteråret med henvisning til dramatiske nedskæringer i den offentlige service ved et gensyn med en V-ledet regering. Hvis der skulle være nogen tvivl om, hvorvidt den socialdemokratiske pressetjeneste har koordineret nulvækstangrebet, så var det blot om at browse lidt på Facebook i timerne efter finanslovsfremlæggelsen. Her fremturede blandt andet den nyankomne S’er Emilie Turunen med en grafik med teksten ”33.000 offentligt ansatte er forskellen på S og V”.

Teknokraten Thorning

Socialdemokraterne anser nulvæksten for at have den store kvalitet, at den sætter V-ledelsen i et uklart lys. Lars Løkke og løjtnanten Kristian Jensen har skøjtet rundt i, hvad nulvækst betyder og om det i virkeligheden burde hedde ”udgiftsstop”. Her ser S en mulighed for endelig at få pillet Løkke ned fra sit statsmandsskjul, hvor han kun sjældent træder frem for pressen og ellers kun beskæftiger sig med de store linjer. Erkendelsen er, at Helle Thorning aldrig kommer til at fremstå som en stærk statsminister, men hvis Løkke kan blive iscenesat som en mand, der ikke aner, hvad han vil bruge magten til, så er det trods alt et skridt i den rigtige retning.

Så langt så godt; men sossernes strategi har det overordnede problem, at Socialdemokraternes elskede gennemsnitsdanskere i form af ”LO-familien” ikke tænker meget på EU-henstillinger. Den tænker på job og bekymrer sig dagligt om fyringer og konkurser hos førende virksomheder som Dong, Vestas og E. Pihl & Søn. Finanslovens moderate mål om at skabe 15.000 job i den private sektor fortoner sig i de daglige fyringsrunder. Kristian Thulesen Dahl og DF har formået at iscenesætte sig som arbejdsmarkedets Holger Danske, der er klar til at indhegne og beskytte de danske arbejdspladser med alverdens klapjagt og lovgivning, mens Thorning og Corydon står tilbage som EU-teknokrater, der ud af dårlig samvittighed overfor fagbevægelsen afsætter 300 millioner til bekæmpelse af social dumping.

Finansloven er nok ud fra de flestes begrebsapparat ansvarlig, men den opridser ikke nogen ny kurs for socialdemokraterne. Kommunerne holdes stadig i stram snor, mens der lægges op til, at der kan ansættes sølle 2000 flere i den offentlige sektor. Thorning og Co. har valgt en Fogh-model, hvor modstanderens stærkeste kort skal udhules og overtages. Fogh stjal velfærdsstaten og erstattede den med mere for pengene og incitamentsstyring, Thorning forsøger at være socialdemokraten, der både giver skattelettelser og lidt til kernevælgerne, samtidig med, at alt er så ”ansvarligt”, at den politiske linje udviskes.

Krisen mister klangbund

Lige nu er facit dog, at Thorning ikke er nogen bedre Venstremand end Løkke. Og Thulesen Dahl er angiveligt en bedre socialdemokrat. Spørgsmålet er, om Thorning ender med at være en bedre Margrete end Vestager, hvilket sjældent fører mere end 20 mandater med sig.

Socialdemokraterne har bevæget sig ind på et spor, hvor politiske floskler som ”ansvarlighed” og ”fornuft” gentages så ofte, at de har mistet deres betydning. Findes der noget parti i folketinget, som ikke svøber deres forslag og udmeldinger i netop ansvarlighed? Tilbage står en socialdemokratisk strategi, hvor man går efter manden, der helst holder sig langt væk fra bolden. Uheldigt for socialdemokraterne og ansvarlighedsretorikken viser en nyere måling, at krisen er ved at miste klangbund som politisk dagsorden. Integration, ældrepleje og sundhed vinder til gengæld frem. Igen står DF klar med overbudspolitik, der er designet til at stjæle flere end de angiveligt 54.000 socialdemokratiske stemmer, som Thulesen Dahl allerede har plukket siden valget i 2011.