Kommunen.dk
MENU

FDM: Kommuner skal betale for huller i vejene

Den hårde frost giver huller i vejene, når nedsivet vand fryser. En stor del af de trafikale problemer skyldes kommunal forsømmelse, mener FDM, som nu skruer bissen på.

FDM: Kommuner skal betale for huller i vejene

Den hårde frost giver huller i vejene, når nedsivet vand fryser. En stor del af de trafikale problemer skyldes kommunal forsømmelse, mener FDM, som nu skruer bissen på.

 

Klonk! Den ubehagelige lyd af bilens undervogn, som rammer asfalten, når bilisten kører hen over et stort hul i vejen. Ikke noget særsyn. Heller ikke denne vinter, hvor hård frost har givet huller i vejene landet over. Huller, som skyldes, at slidlaget på vejen er for dårligt, så vand siver ned i revner, fryser og får vejen til at krakelere, når trafikken passerer. Et resultat af årelang forsømmelse, konstaterer FDM’s direktør, Thomas Møller Thomsen. 

”Det er uansvarligt, at kommunerne ikke tager opgaven mere alvorligt. De burde have taget hånd om problemet for længst,” siger han. 

Samtidigt udgør det en sikkerhedsrisiko, når vejen pludselig er krakeleret. 

”Hvis man kører i et hul, kan man komme ud af kurs og i værste fald ramme en cyklist eller ende i grøften. Og så er der de materielle skader, hvor vi hører om skader på styretøj, ophæng og hjul fra vores medlemmer,” siger Thomas Møller Thomsen. 

I FDM mener man, at der politisk er blevet talt for døve øren i årevis. Så nu opfordrer man medlemmerne til i højere grad at søge erstatning, hvis de får skader på deres bil som følge af huller i vejen. Dette kan være svært at bevise, men FDM står klar med juridisk assistance til at føre sag mod den relevante kommune. 

”Vi vil godt prøve at se, om vi en gang for alle kan få stoppet den negative udvikling med misvedligeholdelse, og dette kan være en af måderne. Vi har i årevis sagt, at kommunerne sparer sig fattige, for at reparere en vej med skader er op til tre gange dyrere end at vedligeholde den løbende,” siger Thomas Møller Thomsen. 

Et anerkendt problem 

Det samlede efterslæb på vejnettet er på omkring 15 mia. kroner. Alene det kommunale vejnet tegner sig for 12 af disse milliarder, og i kommunerne ved man godt, at det er en dårlig forretning at skubbe vedligeholdelsen foran sig. Tårnby er en af mange kommuner med problemer, hvilket den tidligere formand for teknik- og miljøudvalget erkender blankt. 

”Når vejret er sådan her, skal der ikke meget til. Det er altid frustrerende, når der pludselig opstår større skader, fordi vi ikke fik udbedret småskader i tide,” siger Jytte Boller (S). 

Thomas Møller Thomsen mener, at kommunerne bruger pengene på de områder, som der er flest stemmer i. På trods af at det så bliver dyrere – og dermed netop tager midler fra de selv samme områder. En påstand Jytte Boller langt hen ad vejen er enig i. 

”Selv om jeg har forsøgt at få flere midler til området, er det klart, at andre akutte problemer på for eksempel plejehjem ofte kan virke vigtigere. Det er svært, når alle områder trænger,” siger hun. Omkring mulige retssager mener hun dog ikke, at det vil have den store effekt, fordi et erstatningsbeløb stadig er småpenge i forhold til prisen på vejarbejder. Men at behovet er der, er alle enige om. 

Til gengæld vurderer Vejdirektoratet, at statens efterslæb i vedligeholdelse af motorvejene stort set vil kunne dækkes af en netop vedtaget ekstrabevilling. Også her gav frostskader store trafikale problemer for blandt andet juletrafikken.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR