Får vi en blå herreklub?
Får vi en blå herreklub?
Et enkelt håndslag blev tolket vidt og bredt i den seneste valgkamp, og det bliver heller ikke et håndslag, vi vil se gentaget i den nuværende.
Margrethe Vestager og Lars Barfoed lovede ved valget i 2011, at De Radikale og De Konservative sammen ville stå for et bredt samarbejde over midten. Det vil Søren Pape Poulsen ikke gøre i dag.
- Vi skal lave aftaler til gavn for samfundet, og vi skal som konservative indgå aftaler, hvor vi kan få noget af vores politik igennem. Det har vi en pragmatisk holdning til. Men hvis du spørger mig, om jeg vil gentage håndtrykket med De Radikale, så lyder svaret, at det gør jeg i hvert fald ikke, fortæller han og bemærker, at håndslaget blev misforstået.
I TV 2’s første valgdebat forsøgte Helle Thorning-Schmidt at tegne det modsatte billede af en herreklub i blå blok, som kun vil samarbejde med hinanden, mens hun har stået for et bredt samarbejde. Søren Pape Poulsen er dog noget forundret over denne retorik.
- Det er da noget værre sludder. Jeg husker godt, hvad der skete før sidste valg, hvor Helle Thorning-Schmidt var i spidsen for en opposition, som sagde, at al vores politik var helt gal og at den offentlige sektor blødte. Så kom hun selv til, og så har mange kommuner oplevet nulvækst eller minusvækst. Det er fint nok, men det var da at klatre lige højt nok op i træet at sige det sådan, siger han.
Dansk konsensus
Historisk set bliver langt de fleste forslag stemt igennem af partier fra både rød og blå blok.
- Vi har forholdsvis stor konsensus i dansk politik, også når vi sammenligner os med andre lande. Måden, en mindretalsregering regerer på, er jo ved at indgå politiske forlig for at få deres politik gennemført. Og der er ofte tale om brede forlig, fortæller lektor Flemming Juul Christiansen fra Institut for Samfund og Globalisering på RUC.
Han mener, at der har været forskel på, hvordan DF og EL har opført sig som støttepartier. Samtidig har De Radikale gjort meget ud af at stå fast på de brede forlig, som de indgik med blå blok inden sidste valg.
- Afstanden mellem De Radikale og Enhedslisten på det økonomisk-politiske område er simpelthen større, end den var mellem VKO. Så rent strukturelt har den nuværende regering også haft dårligere muligheder for at få stemt ting igennem alene med rød blok, forklarer Flemming Juul Christiansen.
I efteråret efterlyste partiformand Morten Østergaard (R) nogen fra blå blok, der på samme måde som i 2011 var klar til at give håndtryk på samarbejde efter dette valg. De Radikale har stadig bredt samarbejde som mærkesag, også selvom det kan svække en regering at lave finanslov over midten.
- Der er ingen tvivl om, at det brede samarbejde har skabt en del usikkerhed i regeringsperioden, fordi Enhedslisten er blevet enormt vred, hver gang vi ikke har baseret os på deres mandater, men er gået til de borgerlige i stedet, siger Zenia Stampe (R).
Alligevel holder hun som sin formand fast i at samarbejde bredt - især hvis det kan isolere DF.
- Jeg håber, at en eventuel borgerlig regering også vil forsøge at samarbejde med den anden side i folketingssalen i stedet for at vende tilbage til bytte-bytte-købmandspolitikken, hvor DF giver stemmer for at få lidt på udlændinge- og symbolpolitikken. Det ville være meget trist at vende tilbage til, siger Zenia Stampe.
Åben invitation
Holder de nuværende meningsmålinger, vil V, K og LA langtfra kunne hente flertal alene med R. Men alt efter DF’s styrke kan det samtidig blive svært for Lars Løkke Rasmussen at føre sin politik.
- Hvis blå blok vinder valget, så skal Dansk Folkeparti til at stå på mål for, at de har en anden økonomisk politik end VK. Det gjorde de ikke særlig meget fra 2001 til 2011, men de kan nu få en størrelse, så det simpelthen bliver forventet af dem, vurderer Flemming Juul Christiansen, der derfor ikke vil være lige så sortseende som statsministeren, når det handler om samarbejdets fremtid.
- Fordi der også nu ligesom i 2011 er indgået nogle brede aftaler henover midten, så vil der nok gå nogen tid, før vi igen ser den samme grad af blokpolitik som i nullerne, siger han.
Tilbage i februar forsøgte Søren Pape Poulsen kortvarigt at alliere VKO med SF for at finde flertal for at genindføre håndværkerfradaget. Og den konservative formand er sikker på, at SF også kommer med i et forlig efter valget - også selvom partiet har krævet, at det får en mere grøn profil.
- Det kan da give meget god mening at kigge på grøn energirenovering. Det tager vi gerne en snak om, siger Søren Pape Poulsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.